Home Kort - men godt Feel-good stafetten med Janni Pedersen

Feel-good stafetten med Janni Pedersen

by Nicolai Klingenberg

Janni Pedersen – kvinden med landets mest smittende grin

Feel-good stafetten er havnet hos en TV-værtinde. Hun hedder Janni Pedersen, og hun er nyhedstrold hos TV2. Men det foregår en masse andet fint i tilværelsen, som du kan læse om i dette interview. Du får også tips til tilværelsen og en vældig morsom video. Velkommen til!

janni pedersen

Dagen omgang feel-good kommer fra Janni Pedersen

 

Janni – hvad er det bedste, der foregår i din tilværelse for tiden?
– Ååååhhh, der er flere ting. Ligger sgu et ret godt sted i livet lige nu. Fylder 50 lige om lidt, og glæder mig til endelig at få en tale fra min mand, som jeg har været sammen med i 23 år – uden nogensinde at have fået en tale fra ham. Og så har vi lige fået et barnebarn. Min mands søn og hans kæreste har fået lille Ada. Min mand er blevet farfar. Jeg bedstemor. Vores datter faster. Så fint at den lille pige nu bliver en del af vores hverdag. Elsker hende allerede virkelig meget. Det er stort at se min mands søn, som jeg holder så meget af, blive far. Tuder stadig lidt ved tanken om alt det gode, der venter forude med det lille menneske i vores allesammens liv. Og hun er godt dækket op. Der er doblet op på bedsteforældre.

Og så har min mand og jeg lige skrevet under på en kontrakt med Politikens Forlag. Vi udkommer med en krimi sammen næste forår. Det er ret stort. Min mand er journalist på Politiken og er en ret god skriverkarl. Jeg er en kriminørd, så vi er et perfekt par. Både privat og som forfattere.

Janni Pedersen

Janni og mand i Yorkshires dale og bjerge

Og hvad er det gode liv for dig?
– Det er at sidde i vores kolonihave, glo på stauderne og dufte planterne i vores drivhus. Eller være i vores ødegård i Sverige, som vi har sammen med en flok venner. Når vi står der i køkkenet flere sammen og smækker ting sammen i en stor gryde og hakker og snitter, og drikker vin og hører musik, så er jeg lykkelig. Eller gå en tur med vores 12 årige beagle hjemme på Nørrebro, hvor vi skal stoppe flere steder, fordi hunden skal ind i diverse butikker og restauranter for at få godbidder. Jeg er totalt forankret på Nørrebro og kender alle i gaden og i min opgang. Jeg er mest lykkelig sammen med andre mennesker. Og på job. Det gode liv er når arbejde, familie, fritid og venner hænger sammen. Og det gør det i den grad i mit liv.

Nu med ældre beagle…

Hvad har du sidst spenderet i omegnen af en tusindlap på?
– Uh det var en glad aften i byen med alle de øvrige værter på TV2 NEWS. Det blev ikke helt 1.000 kroner. Men havde tømmermænd næste morgen som, hvis jeg havde drukket for 1.000 kroner. Vi er ret gode til at feste sammen. Og få snakket råddent om alt det, som kun vi forstår inde i vores lille værtsboble.

Hvilket nyligt minde af festlig karakter står særlig tydeligt?
– Spurgte du mig om to uger, ville det nok være min 50 års fødselsdag, som jeg skal fejre med 100 gæster. Og på dagen med en fest på Folkemødet med alle kollegerne, da jeg fylder år, mens vi er på Bornholm og arbejde.

Fra førnævnte ødegård…

De bedste fester holder vi nu på TV2. Hvert år den 1. december fejrer vi NEWS fødselsdag. Også sidste år. Det er den fedeste fest. Når man sender så meget tv som vi gør, er der ikke meget tid til efterkritik. Når man går ud af studiet, tager et nyt hold over. Så de fester er det bedste. For der får vi snakket og danset. Og grinet. På TV2 NEWS er vi sådan et tandhjul, der kører rundt og rundt. Og alle har en funktion. Og vi er enormt afhængige af hinanden. Og ingen er finere end andre. Vi hænger sammen. Jeg elsker mine kolleger.

Kunne du være venlig at vise os et Youtube klip, som du har moret dig kosteligt over talrige gange?
– Det er fanme svært. Der er en del klassikere med Lasse og jeg, som natholdet har været så venlige at dyrke. Vi havde fem år sammen og mødte ganske tidligt om morgenen. Det kom der nogle gevaldige grineflip ud af. Indimellem alvorlige minister interview og breaking news på regeringsrokader og terrorangreb havde vi i den grad også tid til at grine sammen.

Her et potpourri:

Hvad vil du gerne have mere af i tilværelsen?
– Som en arbejdshest må svaret være mere fritid. Kan godt mærke, at jeg skal bruge lidt længere tid til at lade op, når jeg har været på job pænt meget, end jeg skulle for 10 år siden. Mere tid til at træne, så jeg ikke hele tiden har så forbandet ondt i ryggen og mere tid til at få lavet hjemmelavet rugbrød og hyldeblomstsaft. Det er vigtigt.

Og hvad skal vi have mindre af i tilværelsen for at få det endnu bedre?
– Mindre brok. Specielt på de sociale medier. Det er så forstemmende, hvordan folk kommunikerer sammen. Som vært får vi også en del brok kastet i hovedet. Og jeg vil helst være venner med alle, og tænker nogle gange, at hvis de mødte mig privat, ville de måske kunne lide mig. Heldigvis er der også en del søde seere. Dem er der flest af. Men jeg synes, det er forstemmende med debat kulturen. Også alt det lort politikerne får i hovedet af trusler og nedsættende kommentarer.

Jeg synes uanset, hvilken partifarve man har, at man skal respektere alle de 179 personer i tinget, der dedikerer deres liv til politik. Og som bruger en stor del af deres liv med udgangspunkt i det de tror på, til at gøre livet for os her i landet til et liv, der hænger sammen.

Hvordan står det i øvrigt til med kærligheden?
– Så fint, så fint. Det er en daglig glæde at vågne med min mand gennem så mange år. Sover utroligt dårligt, hvis han ikke er der. Jeg er selv skilsmisse barn og er dagligt taknemmelig for, at vi har kunne holde sammen, så der er en mor og far, når vores datter på 20 år nogle gange kommer hjem og spiser.

Det er lidt af en kunst at to journalister har kunnet holde sammen så lang tid. Og det bliver vi ved med. Jeg elsker min mand. Bum.

Kunne du diske op med et herligt tip, der med lethed kan gøre hverdagen endnu mere flot?
– Som  studievært er jeg pænt bevidst om, at selv når jeg har fri, er jeg er TV2 ansigt. Og jeg opfører mig derefter. Men det har jeg sgu altid gjort. Jeg vågner mestendels glad. Jeg smiler til folk og taler med dem. Så smil til hinanden. I bussen, i supermarkedet og i trafikken. Jeg bliver mega irriteret, når jeg fx lader en bil på en sidevej komme ud foran mig, og så kan bilisten ikke engang lige løfte hånden som en gestus.

Mere høflighed og plig. Og smil.

Lad os se et foto fra din telefon, som hørmer af feel good, og fortæl os lidt om det.
– Der er to helt nye. Det ene er fællestur med vores madklub gennem 10 år. En madklub, der begyndte med forældre til venner fra min datters folkeskole. Udover at spise sammen hver torsdag tager vi på en årlig weekend. To fra madklubben arrangerer, og så bliver vi andre overraskede. I år gik turen til Mossø ved Gl Rye. Vi fik en del alkohol og mad og oplevelser og fik set Champions League finalen på Ipad med den skønneste udsigt. Det er gode venner,  vi har delt og deler mange sorger og glæder sammen.

Madklub og feel-good

Det næste er taget, da vi kom hjem fra weekendtur og så lille Ada for første gang. Farfar og den lille piges hånd. Det er kærlighed og feel good.

Familieforøgelse

Hvad bør enhver person huske på, hvis tilværelsen måtte vise sig fra en grå side?
– At der er nogle, der elsker dig. Og vil dig det bedste.

Slutteligt – hvor kan man få jævnlige doser af dig?
– Inde i fjernsynet, når jeg med jævne mellemrum toner frem på hverdage mellem 16.00 og 18.00 i News & Co med min nye makker Troels Mylenberg.

Eller på en flise nær en byret eller landsret.

janni pedersen

På pletten…

Hvem er Janni Pedersen?
Er snart 50 år. Oprindeligt fra en lille flække 10 kilometer udenfor Slagelse. Har boet i Århus, læst statskundskab og været ansat ved Frontløberne og i Viborg, hvor jeg var med til at åbne en café med min daværende kæreste og hans familie. Uddannet journalist i 2000. Ansat som dokumentarist på Nordisk Film og siden 2001 ansat på TV2 Nyhederne. Først som reporter og siden TV2 NEWS´s start som studievært. Dækker også krimi og retssager og er vært på krimimagasinet Station 2 og magasinet Bag Forbrydelsen. Fik prisen som årets kvindelige nyhedsvært at Billed Bladets læsere i marts i år.

Er gift med journalist på Politiken Kim Faber, vi har sammen Nana på 20 år. Og ejer af beaglen Bella på 12 et halvt år. Har boet på Nørrebro i 23 år.

Læs eller genlæs de tidligere feel-good stafetter her

 

My Pleasure på Facebook her

 

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk