I dag er jeg til julefrokost, og dermed kom jeg i tanke om et par oplevelser, jeg har haft gennem tiden. Om det er snapsen, der gør, at en julefrokost kan ende med at blive amatørenes aften, skal jeg ikke kunne sige, men jeg skal gerne medgive, at jeg selv har været ganske let til bens ved flere julefrokoster.
Så er vi i sving!
Der var for eksempel dengang, hvor jeg var ansat som ungersvend på et reklamebureau. Det var vist i år 2000, og der var fart over feltet med både Internet og Coca-Cola Light i hverdagene, men da årets julegilde skulle løbe af stablen, gik turen til London. Det var lidt af en overraskelse, og der var i den grad smæk på the Christmas pudding. Da jeg under middagen skulle på wc, hørte jeg en rumsteren i kabinen ved siden af – fluks efter kom den administrerende direktør ud med en turban af toiletpapir på hovedet.
Dernæst skulle vi ud i det Londonske natteliv, og en kollega havde medbragt et kort, som han fremviste til et par lokale. De kunne ikke hitte hoved og hale i noget, og selvom de virkelig gerne ville hjælpe, måtte de give op. Måske fordi det var et kort over Barcelona, min kollega bevidst havde taget med.
Gymnasietiden var ikke mindre tosset. Der var dengang, hvor vi indtog en kælder, og en ven var på krykker – med julepynt på. Om det var et omsorgs-gen fra hans – for natten – udkårne eller et godt kvindetække, der resulterede i en flot scoring, ved jeg ikke, men jeg erfarede dog, at selv en mand på krykker, kan udfordres af snaps og juleøl.
Jeg blev i hvert fald vækket af lyden af opkast, og slog øjnene op til en afbrudt indføring, hvor ingen af de to involverede parter var særlig tilfredse med min eller det gevaldige opstøds præsens.
Men hov. Der var også dengang, hvor jeg lagde matrikel til en herrejulefrokost. Tatar i spandevis, masser af drikkevarer, lune retter og så fremdeles udgjorde det indtagne. Vi var to, der kunne tåle mosten. De resterende måtte kapitulere og tage hjem omkring midnat. Min ven Christian og jeg valgte i stedet at tage til Helsingør og besøge et diskotek. Vi var særdeles begejstrede for priserne på flasker, hvor det endte med to flasker magnumchampagne, som vi delte rundhåndet ud af.
Jeg husker ikke hjemturen, men blot at jeg måtte lukke det ene øje for at kunne fokusere dagen derpå.
Der var også det år, hvor vi valgte at tage lidt aparte klæder på og begynde aftenen på Robin Hood Bodega i Rødovre Stationscenter, hvor der blev lunet op med både både juleøl og Unterberg. Vi havde efterfølgende et stort julefrokostbord på Damhuskroen. Reservationen stod i det fiktive firmanavn GiGo Lo Invest. Vi havde sågar fået fremstillet visitkort med teksten: “GiGo Lo Invest – vi handler i øst”.
Vi fik delt rundhåndet ud af visitkortene, hvis ordlyd fik en medarbejder fra Skat til at trække kameramobilen frem for at dokumentere mystisk forretningsgang.
Der blev vist også uddelt et visitkort til en grafikerelev, der søgte nye udfordringer. Visitkortet var ydermere udstyret med et taletidskort-telefonnummer, og ejermanden af dette turde ikke tage telefonen et par dage efter, da den brummede…
GigoLo Invest
Der var også det år, hvor gutterne fra GiGo Lo Invest tog til Barcelona. Den korte historie lyder noget i retning af kød- og skaldyrsbonanza, shots på stribe og en rærlig effekt, som pludselig fjernede benene under mig. Jeg var fluks oppe at stå igen, men den dag i dag, ved jeg ikke, hvad der foregik. Kaspers portemonnæ er vist heller ikke kommet hjem endnu – men han blev kurtiseret på Ramblaen en sen nattetime.
En glad julefrokostgæst
De løse anekdoter involverer også numse på kopimaskine, stripshow og morsomme viser, men nok om dem. Hav en flot aften!
Her er Facebook
