Home Kort - men godt FEEL-GOOD STAFETTEN MED GORDON P. HENRIKSEN

FEEL-GOOD STAFETTEN MED GORDON P. HENRIKSEN

by Nicolai Klingenberg

Gordon P. Henriksen – leg, fisk, nak, æd og alt det andet gode

Jeg ytrer ofte, at jeg er tosset med at fiske – og at jeg får fisket for lidt. Sådan er det ikke for Gordon P. Henriksen, som har gjort stang, line og viden til en levevej. En drømmetilværelse for nogle – men inspirerende for mange. Jeg har interviewet Gordon herunder, og der er både hyggelig og lærerig læsning, som fint kan komme os alle til gode.

Gordon P. Henriksen

Gordon P. Henriksen – og en vældig flot sandart. Sådan en har jeg personligt til gode at fange…

Gordon – hvad er det bedste, der foregår i din tilværelse for tiden?
– Det lyder kliché og banalt, og det er det også, men det bedste i min tilværelse er altså mine tre børn, min kone og tiden sammen med dem. Men hvis jeg skal vælge noget andet, der fylder oppe i mit hoved lige nu, så er det klart, at jeg bestod jeg min jagttegnsprøve i sidste uge og er fuldstændig opslugt af hele den nye verden, som jagten er ved at åbne op for mig. Det minder på mange måde om fiskeriet, som jeg har dyrket så intenst i mange år, og alligevel er det en helt nyt univers med uendelige nye muligheder, der skal udforskes. Det er så fedt og giver mig masser af ny energi.

Og hvad er det gode liv for dig?
– Det er især når jeg ”leger” med vennerne. Generelt mener jeg, at vi voksne i Danmark er alt for dårlige til at huske at lege. Jeg prøver at holde fast i drengerøven i mig ved stadig at skate, finde på nye femkampe med vennerne og selvfølgelig fiskeriet og nu også jagten. Det skal helst foregår udendørs, der skal et par gode øl og noget god hjemmelavet mad – så bliver det ikke meget bedre. Sommerhusture, fisketure og havejams er noget af det bedste, jeg ved.

Hvad har du sidst spenderet i omegnen af en tusindlap på?
– Jeg har netop købt min første skyder efter at have fået jagttegn. Det er en tryklufts luftgevær kaliber 5,5 mm med kikkertsigte. Det er en rigtig ninjagun, der skal bruges til at snige mig ind på blandt andet duer og krager og jage dem lydløst. Jeg ser frem til forhåbentlig at servere en gang kragetarteletter og duenuggets til efteråret.

Gordon P. Henriksen

Fra en anden succesfuld fisketur…

Hvilket nyligt minde af festlig karakter står særlig tydeligt?
– Her i weekenden holdt vi polterabend for min ven Mikkel. Han har opfundet begrebet ”PR-porter”, hvor vi drikker en porter, når nogen fanger en ”PR” – altså en personlig rekord og den største fisk af en bestemt art, man nogensinde har fanget. Til hans polterabend lavede jeg en PR-porter menu ude på Herslev Bryghus med østers med PR-porterlir, blåmuslinger i porter, svinekæber i porter og to portercocktails.

Måltidet endte med en porterchokolademousse, der blev serveret, efter vi havde fået rigelig med porter… Min lille gasbrænder var løbet tør for gas, så måtte jeg bruge en havebrænder til at brune marengsen på de 18 glas.

Samtidig var den dygtige fotograf Columbus Leth med i forbindelse med en bogprojekt, vi arbejder på og her gik fornøjelse, arbejde, venskab, mad og hygge og drengerøvsstemning op i en højere enhed. Den slags elsker jeg!

Gordon P. Henriksen

En mindeværdig omgang fut i løjerne. Foto: Columbus Leth

Kunne du være venlig at vise os et Youtube klip, som du har moret dig kosteligt over talrige gange?
– Jamen det må vel være ”Guy on a Buffalo” så. Den bliver jeg sgu altid i godt humør over. 

 

Hvad vil du gerne have mere af i tilværelsen?
– Endnu mere tid til leg i hverdagen! Hele min livsfilosofi og arbejdsstrategi handler på mange måder været at få mest mulig leg ind i hverdagen. Derfor er min arbejdsambition helt klart at få løn for at have det sjovt – ved for eksempel at lave radio med fede mennesker, fiske og filme Nak & Æd i Mexico eller holde et stort fiskevent for en flok kammerater eller kollegaer, hvor vi gir den gas og hygger.

Og hvad skal vi have mindre af i tilværelsen for at få det endnu bedre?
– Jeg vil gerne ha’ mindre travlt. Sådan rigtig. Jeg vil gerne være bedre til at sætte farten ned og ville lidt mindre, men så til gengæld gøre udvalgte ting endnu mere gennemført. Det prøver jeg at leve efter både i mit privatliv og mit arbejdsliv.

Hvordan står det i øvrigt til med kærligheden?
– Jamen det går sgu ret godt. Jeg blev gift ret tidligt som 23-årig med min kone Malene og har snart været gift i 18 år, og jeg synes stadig hun er røvlækker og rigtig skøn. Bare ikke lige når hun får et flip over, jeg roder for meget i køkkenet.

Gordon P. Henriksen

Kolorit på tilværelsen. Og fisken.

Kunne du diske op med et herligt tip, der med lethed kan gøre hverdagen endnu mere flot?
– Sørg for, at få noget mere leg i kalenderen! Aftal nogle udflugter i god tid med dit slæng. Tag frisbee, fiskestang, petanquekugler, lej en båd eller whatever. Bare kom ud, og fuck rundt med dine venner. Det gør så godt og fastholder også de vigtigste venskaber på den lange bane.

Lad os se et foto fra din telefon, som hørmer af feel good, og fortæl os lidt om det.
– Det her billede er taget i min baghave, hvor jeg har en skateboardrampe, og det er en af mine bedste venner, Eski, der står på rampen, mens jeg skater. Dartskiven er også oppe at hænge, og brændestablen under rampen signalerer, at vi kan tænde op i brændeovnen og rykke i stuen, selvom det ikke blev nødvendigt den dag. Hygge i haven med bedste venner. Det er feel good!

Gordon P. Henriksen

Feel-good fra telefonen

Hvad bør enhver person huske på, hvis tilværelsen måtte vise sig fra en grå side?
– Ah, den er sgu svær at svare på. Når jeg har haft det svært, har jeg heldigvis haft gode venner, der har været der for mig. Om de gør noget særligt eller bare fortæller, at de er der, er så vigtigt, og det hjælper en igennem. Det er afgørende for mig at vide, at jeg har venner, der er klar til at træde til, hvis jeg nogensinde får brug for dem.

Det giver en tryghed, jeg har med overalt.

Slutteligt – hvor kan man få jævnlige doser af dig?
– Jamen jeg er jo lidt over det hele. Selvfølgelig på Instagram her og Facebook her,  men tjek også FISKEguiden på youtube for praktiske tips eller podcast af Fisketegn på Radio24syv her . Og bedst af alt – book mig til et event, så holder vi en stor fiskefest et sted derude!

Hvem er Gordon P. Henriksen?

Gordon P. Henriksen er vel nok Danmarks mest kendte lystfisker og har formået at skabe en unik selvstændig karriere, hvor han kan leve af det, han brænder for – nemlig lystfiskeriet. Han er en dygtig formidler og blandt andet kendt som radiovært på Fisketegn på Radio24syv samt TV-vært bl.a. fra programmer som Storrygeren og Nak & Æd på DR2, Fiskemissionen på DR Ultra og King Fishers på National Geographic Channel og har yderlige skabt den succesfulde programserie på Youtube, FISKEguiden. Gordon lever også af at arrangere store og små fiskeevents og begivenheder. Sidste nye rygter går på et ambitiøst bogprojekt, der udkommer til foråret…

Missede du den sidste Feel-good stafet? Læs den her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.