Jeppe Bentzen har fået en på opleveren. Han har været i teatret. Hvordan det forløb sig, kan du læse mere om herunder. Som du nok kan fornemme på overskriften, så er en sådan oplevelse noget, man bør dyrke. Hvorfor? Det fortæller Jeppe selv i dagens historie.
Sysh. Jeppe skriver…
Jeg kommer fra en omgangskreds, hvor teatret enten er et sted, der hører barndomsstunder med bedsteforældrene til, eller noget, man var tvangsindlagt til at opleve med resten af 6.B og den folkeskolelærerinde, der var lidt for begejstret for drama på de skrå brædder. Den levende kunst har således aldrig stået på hverken 1., 2. eller 3. pladsen på min prioriteringsliste over ønsket underholdning, endskønt der altid har ligget et teater i nærheden. Desværre. Ligesom så meget andet, man afskriver på forhånd, ligger ignorance til grobund herfor. Selvom jeg nødigt vil indrømme det, har jeg formentlig i mit dybeste sinde tænkt: ”Det er vel det samme som at gå i biografen”. Og jeg er bange for, at størstedelen af min generation tænker ligesådan.
Selfie-skud. Et moment fra forestillingen. Foto: Martin Mydtskov Rønne
Teatret kan utroligt meget. Intensiteten, nærværet, det skrøbelige, der møder det storladne. Der er noget særligt over det, som man ikke finder andetsteds. Førnævnte sammenligning med en tur i biografen er en ærgerlig fejl at lave, og er i virkeligheden en duel, hvor begge parter taber. Du sammenligner ej heller en intim jazzkoncert på et lille spillested med din DVD med Coldplays seneste liveshow, blot fordi begge dele indebærer opført musik. Der skal være plads til begge dele, og man skal ikke føre en løftet pegefinger og diktere, hvad der er mest rigtigt.
Forleden besøgte jeg Aveny-T på Frederiksberg og oplevede premieren på deres seneste store opsætning, Dig & Mig For Altid. Pressen – herunder nærværende skribent – var der, de kendte var der, TV2 Lorry var der. Nerverne sad uden på kostumerne. I en hård branche er god omtale altafgørende, og en premiereaften skal helst gå gnidningsfrit. Halvvejs i forestillingen fremførte et af stykkets hovedpersoner et nummer alene på scenen. Hun havde publikum i sin hule hånd, bevægede sig længere ud på scenekanten ”¦ og snublede udover. Et evigt sekunds panik herskede og publikum holdt vejret. Var det intentionelt? Er hun okay? Hvad gør de nu? Skuespillerinden sang videre, mens hun lå for fødderne af første række, rejste sig, kravlede over kanten, op på scenen og fuldendte sangen til efterfølgende stående applaus. Det var fantastisk. Naturligvis ville teatret hellere have undværet episoden, men det er momenter som dette, der gør teateroplevelsen til noget helt specielt. Det er mennesker i øjenhøjde uden special effects.
Fra forestillingen… Foto: Martin Mydtskov Rønne
Næste gang, du skal ud, vil jeg foreslå, at du tager din ledsager i hånden og følger vedkommende i teatret. Om du er 15 eller 55, så er der helt sikkert noget for dig. Det handler om at komme afsted, og du kan ikke vente på, at du kan streame det på Netflix i stedet, for det unikke tillader ikke gentagelser.
