Det er dagen derpå, og Hotel Marienlyst er lagt bag os. Foran os venter en svensk perle, som har eksisteret i årtier. Min mor har i hvert fald været der som ung, og det er”¦ lidt tid siden. Vi har krydset Øresundsbroen i den herlige Audi A8, og er nu vel fremme. Velkommen til Ystad Saltsjöbad.
Vi ligger durk ud til vandet. Og hvilken dag at ankomme på. Der er let rusk i luften (også vejrmæssigt), men det er ikke bidende koldt. Det er heller ikke varmt. Det er bare efterår. På den hyggelige måde. Og der er run på det skånske badehotel”¦ Der er flot fremmøde fra både Danmark og Sverige – og her er yngre og ældre par, en pigegruppe og et helt bryllup.
Det går aldeles fint med at finde værelset, og begejstringen vil ingen ende tage, da vi træder ind. Et hjørneværelse med udsigt til hav og strand. Og indrettet i en form for colonial style. Du ved sådan lidt som de fleste kunne indrette sig i The Hamptons. Og der er faktisk Ralph Lauren tapet på badeværelset.
Værelset dufter bare lækkert. Nyolierede gulve og rent. På samme tid. Der ligger tomme tykke badekåber og slippers, som gæsterne gerne valser rundt i – når der altså ikke skal spises. Havudsigten er sublim. Den nydes lidt. Stående. Og fra sengen.
Du skal have det godt på Ystad Saltsjöbad. Og har du det ikke godt, så vil jeg næsten garantere, at du får det godt. Og du kommer ned i gear. Tjek dig selv ind. Smid din bagage. Klæd om. Og gå i poolen. Du kan sidde ude under åben himmel i svært lækkert lunt vand (ikke sådan noget folkepool med bobler) og fortsætte i sauna. Det er herligt.
En sen og simpel frokost? Det klares ligeledes ved spaområdet, hvor en rejemad indtages. Med æg.
Herefter et lille dyp mere. Plaske lidt rundt. Og nyde. Der er rekreative områder over de våde områder, og her kan du virkelig slappe af. Flere af de omkringliggende ligger med åben mund og slapper helt og aldeles af. Det samme gør jeg vist.
Tiden går. Det er blevet tid til at trække sig til rummet for at gøre sig klar til aftenens middag. Det kræver faktisk en omklædning til den finere slags – det står ikke nedskrevet nogle steder, men folk gør noget ud af sig selv sådan en weekend aften. Kvinder i kjoler. Og mænd med jakker. Det kan vi fint lide.
Ystad Saltsjöbad er sådan et sted, du gerne vil holde en privat fest. Faktisk er rammerne hyggelige og intime nok til, at du kan snyde dig selv til at tro, du befinder dig i et privat hjem. Et luksuriøst hjem ganske vist, men jeg tror, du er med.
Restauranten venter. Og tre retter. Vi har snuppet det sene sene seating, og vi går direkte til bestillingen.
Der kommer to retter til bordet. I øvrigt serveret at ungt, herligt personale, som kører en uformel, men genkendelig uniform. Der byttes dog hurtigt rundt på de to retter, så jeg ender med en terrin på kylling med lidt syltet grøn tomat og blomkål. Den er drysset med salt og har masser smager, og jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg tænker lidt a la sylte, men der er ingenlunde svin i spil. Den anden forret er sukkersaltet laks med røget mayo og lidt pyntegrønt. En herlig forret, men laksestykket kunne meget nemt have været større.
Hovedretten? En omgang inderlår fra hjort med gule beder, lidt flæske på siden og en kartoffelterrin. Der er efterår på tallerkenen, og det betyder tung spise med ditto glace. Et lille løg har sørme også sneget sig ind på tallerkenen.
Der er tale om en gedigen restaurant uden de helt store udskejelser. Man er glad for råvarer af fin – og gerne svensk – kvalitet, og man har gjort meget for både stemning og atmosfære. Det virker. Og vinder dig virkelig.
Ved du hvad? Det er faktisk blevet tid til et dyp mere i poolen. Både inde og ude, for man lukker først ned for badningen ved midnat. Det er en god ide – og der er hersker en mere rolig stemning over det våde element efter klokken 22. Det kan anbefales at tage et dyp så sent. Og så i seng.
Næste morgen venter et morgenbord, jeg ikke har set magen til længe. Det er ikke vulgært, men her er alt, hvad du vil have. Igen har man lavet en mindre genistreg efter min mening, for du spadserer rundt i et autentisk køkken. Her kan du selv sætte vafler over, og du åbner bare lugen til ovnen og snupper en lun croissant, hvis du har lyst til en sådan. Pocheret æg? Det findes også. Det gør det meste som sagt.
Så skulle vi egentlig være køreklar, men faktisk ikke. Forud venter en to timers spaseance, som går under navnet Creek Experience. Her lægger du ud med et fodbad, som er tilført lidt vigtigt salt af en art, hvorpå du flyver videre til både dampbad, sauna og mudder-indsmøring, men også en hammam oplevelse med sæbe galore og skrubhandske. Du er seks personer på et hold, man er sammen to og to, og så guides man af en ansat. Er du til feel-good, hvor du selv er med til at gøre arbejdet, så snup sådan en tur. Du bliver varm i hele kroppen, huden bliver fin og sindet får ro. Sådan er det i øvrigt at være på Ystad Saltsjöbad. Det kan nemt anbefales. Og det er hermed gjort.
Det var ord, fotos og ophold. Herfra gik turen hjem mod Danmark. Til job og hverdag. Men godt kørende og med en nyopladt krop og en glad sjæl.
Du kan besøge Ystad Saltsjöbad her