Standsmæssigt kørende og mønt på kontoen? Og samtidig på jagt efter noget dekadent? Fornemt. Tag et kig på Bentley Mulsanne Grand Touring med den nye Comfort Specification. Den er luksuriøs, og byder på talrige godter til kræsne bagsædegæster. Også til dem, der måtte have hang til brug af Internettet…
Hvis man taler om at gå “all in” på noget, så vil jeg mene, at det er tilfældet med den særlige Comfort Specification. En ting er at eje en Bentley – en anden er at gøre noget luksuriøst endnu mere luksuriøst. I dette tilfælde taler vi blandt andet om optimerede nakkestøtter i læder. Ikke bare læder – men ekstra blødt læder, forlyder det i pressemeddelelsen. Og skulle man ønske at hvile sig, har man også fået plads til et par hovedstøtter – eller vinger – i de nok så bløde nakkestøtter.
Og nå ja – bagsædet kan selvsagt lænes tilbage, hvorpå en fodstøtte titter frem. Ibrugtagningen af disse kan samtidig akkompagneres af ekstra puder – naturligvis også med læderomslag – og andedun indeni.
Nå, der skal også arbejdes. Eller rodes med det tekniske på privatniveau. Brugen af teknik og multimedier er ligeledes i det læderbløde højsæde i Bentley Mulsanne. Forvent et særligt rum i bagdørene, hvor du kan opbevare din smartphone. I samme rum finder du også Bluetooth høretelefoner, der passer til “Naim for Bentley” infotainment systemet. Det system byder blandt andet på 20 GB harddiskoptager, der kan mokkes op med film, musik og lignende.
DVD-afspiller findes selvsagt også – og det, du afspiller, bliver vist på de tog 8″ LCD skærme, der er placeret i de to forreste sæders nakkestøtter.
Vi er i øvrigt slet ikke færdige. Bentley har gennem årtier givet bagsæderytterne fold-ud-borde, der er kendt som picnicbordene. Tryk på en knap, og bordet glider ned. Materialerne? Ædeltræ. Og så kan de bruges til at arbejde ved – for eksempel via et trådløst tastatur og en tablet, der kan oplades under kørslen… Det ville være ærgerligt ikke at kunne komme ud af vognen og ud på det famøse internet, så derfor har man indbygget en WiFi-router, der giver plads til otte forskellige enheder i kabinen under kørslen.
Man lover i øvrigt at trumfe de holdholdte enheders antenners signalstyrke…
Skal der diskuteres private forretningsanliggender, soves med åben mund eller afmonteres overflødigt tøj på en medpassager, kan der selvsagt skabes et rum for to. Et gardin – og her skal du lige tage stilling til, om du er til farven sort eller elfenben – kan afskærme de bagerste ruder. Dernæst er det blot at bede chaufføren om at holde øjnene på vejen og ikke i bakspejlet.
Det ville være halv-tarveligt – eller måske upassende – at rulle på tur i en så imponerende et vogntøj med bagagerummet lastet med muleposer og transportkasser. Derfor har man ladet blikket falde på den italienske producent af håndsyede kufferter – Schedoni – og indgået et samarbejde med firmaet, som har fremstillet luksuriøse lædervarer i ti årtier. Sættet består af to store og to mindre kufferter, samt to dragtposer. Alt i læder, hvis du skulle være i tvivl… Og du vælger selv farver og syninger.
Glad for køretøjer? Så besøg kategorien Automobiler her <–
1 comment
Fortryder helt, at jeg lige har fået en Passat 🙂