Home Automobiler Den nye Toyota Aygo – kend den på krydset

Den nye Toyota Aygo – kend den på krydset

written by Nicolai Klingenberg 18. juni 2014
Tilsæt en mølle, træsko og tulipaner
Pin It

I disse tider er det vældig populært at sætte sit eget præg på et og andet. Vi skal have særlige ur-remme, unikke klæder (du kan for eksempel customize dine sko på nettet, hvis du lyster), unikaer i hjemmet og så fremdeles. Det samme gør sig gældende på bilfronten – at kunne sætte sit eget præg på køretøjet er ikke længere forbeholdt et uautoriseret marked med folie og “sjove” budskaber i klistermærke-form. Mød den nye Toyota Aygo.

Tilsæt en mølle, træsko og tulipaner

Tilsæt en mølle, træsko og tulipaner

Jeg befinder mig i Amsterdam. Vi er netop landet og den danske gruppe tæller herlige skriverkarle M/K, som jeg har haft fornøjelsen af at rejse med flere gange tidligere. I hvert fald nogle af dem. Vi får udleveret nøgler, og så er det ellers bare med at komme til Rotterdam, hvor slutdestinationen er sat til. En køretur på omtrent to timer. Men inden vi laver den klassiske spejl-skulder-blink, skal du vide, at man hos Toyota har valgt at øge sin brand-appeal. Man vil gerne have fat i de unge. Eller de yngre. Og det er nok ikke nogen helt tosset satsning. Med al respekt har Toyota i min verden været et sikkert valg. Og et konservativt valg uden så meget virak og ramasjang i imageposen.

Kabine-lir - forvent virak og ramasjang i både farver, udstyr og underholdningssystemet.

Kabine-lir – forvent virak og ramasjang i både farver, udstyr og underholdningssystemet.

Den nye satsning er sat i værk, efter tredje generation Toyoda (may the force be with you) kom til direktions- og beslutningstager bordet. Og den er god nok. Manden på toppen hedder Toyoda med “d”. Brandet staves med T, da det i følge japansk tro giver langt bedre energi, og du skal også vide, at Mr. Toyoda selv kører ræs på højt niveau, og han er også manden, der har fået den forholdsvis hidsige GT86 i produktion.

Bagklaps-signatur

Bagklaps-signatur

I dag er vi dog i et andet segment, som hedder A-segmentet. Det er de helt små biler, som i den grad klarer sig godt i Danmark. Da den første Toyota Aygo kom til landet i 2005, var der ni konkurrenter. I dag er der 20. Omend nogle af bilerne er ens, men forklædt under diverse udstyrspakker og bilmærker, så er det et vigtigt segment på det danske marked. Vi er glade for de små biler, og vi køber dem både som den primære bil og som bil nummer to. Og den øgede konkurrence giver bedre biler, vil jeg påstå. I hvert fald på udstyrssiden. For eksempel er der et særligt x-touch multimediesystem, som kan det hele. Og lidt mere. Smider du lidt ekstra penge i det, kan du også få navigation i sagen. Nyt på bilmarkedet? Nej. Men det er noget, der løfter A-segmentet op og i dette tilfælde den nye Toyota Aygo.

Hvis du ikke kører musik på din telefon, mokker du bare en USB-nøgle med musik i den dertilhørende port

Hvis du ikke kører musik på din telefon, mokker du bare en USB-nøgle med musik i den dertilhørende port

Men hov. Der var jo noget med, at man ville være individuel med den nye Aygo. Korrekt. Du kan udskifte så mange dele, at man ikke har regnet ud, hvor mange forskellige biler, man vil kunne “lave”. Du kan have en ensfarvet bil, som sidenhen får et nyt X i fronten i en kontrastfarve. Du kan få andre farver på taget og udvalgte udvendige dele. Der kan vælges mellem flere fælge, og når det kommer til kabinen fortsætter samme herlige cirkus.

X i anden.

X i anden.

Det snedigste er, at det ikke tager mange minutter at skifte de indvendige dele. Du kan måske selv, men idéen er, at det bliver gjort på et Toyota værksted – og i særdeleshed på de udvendige dele. Men Toyota lover, at det faktisk tager utrolig kort tid. Og koster ganske lidt. Dermed kan du for få penge få skiftet look på din vogn, når det passer dig. Og for få penge. Omend jeg måske ikke er i kernemålgruppen for den slags styling – men nemt kan se mig i A-segmentet – så er jeg sikker på, at der er et enormt marked for den slags.

Rødt islæt ved ventilationsdysserne? Selvklart. Og du kan snildt skifte til en anden farve, hvis du lyster det.

Rødt islæt ved ventilationsdysserne? Selvklart. Og du kan snildt skifte til en anden farve, hvis du lyster det.

Man kunne tænke sig, at der er sparet på et og andet, når vi taler billige, små biler. Det er der også. Rustbeskyttelsen må du nok selv sørge for i undervognen, hvis du vil gå med livrem og seler, men til gengæld får du ABS-bremser med intelligent kraftfordeling, stabiliseringssystem, baglygter med et særligt nødbremseblink, dæktrykskontrol og hill-start assist control, som kan være en hjælp til dig, der har bøvl med at sætte i gang, når du skal sætte i gang på en opadgående vej. Du får også seks airbags, et særligt sikkerhedskarosseri med en energiabsorberende konstruktion, intelligente sikkerhedsseler og så fremdeles.

En forbudt parkering i Rotterdam. Der er i øvrigt også bakkamera i vognen

En forbudt parkering i Rotterdam. Der er i øvrigt også bakkamera i vognen

Men hvordan kører den så? En ting er jo udseendet. Noget andet er at køre den. Med al respekt så er det ikke en fest at køre bilen. Den er ikke voldsomt kvik, for man har kun valgt at levere bilen med en 1,0 liters motor med tre cylindre. Du rammer 100 kilometer i timen efter 14,3 sekunder med den motor. Jeg kunne godt have ønsket mig, at det var muligt at vælge en hidsigere motor, for så var pludselig endnu bedre mening mellem et sporty-stylet ydre og præstationerne. Som bybil fungerer den dog aldeles glimrende. Det er mere på motorvejen, at den komme til kort ved overhalinger eller ved ønsket om hurtig acceleration. Dog må jeg sige, at bilen på anden dagen virkede noget bedre: En anelse kvikkere, selvom motoren var den samme. Hvad det skyldes? Jeg ved det ikke. Måske helhedsoplevelsen var løftet dag to, da der blandt andet var læder i spil denne dag.

Læderkabine er også en mulighed - og det klæder bilen

Læderkabine er også en mulighed – og det klæder bilen

Ser vi bort fra accelerationen, så styrer bilen fint. Drejer du kvikt på rattet, følger bilen prompte med – ingen forsinkelser og ingen gyngen i vognen. Du kan godt høre, du kører bil – og særligt, hvis vinden blæser heftigt, og du kører over 100. Du runder lige over 25 kilometer på en liter benzin, og holder statistikken, så vil en tredje dele af alle solgte biler i Danmark være fra A-segmentet. Dermed kan du forvente at se en del eksemplarer af den nye Toyota Aygo på gaderne inden længe. Får du så en bil, som alle andre? Måske i motoren, men du kan designe din vogn til noget unikt, så du med stor sandsynlighed ikke ser en copy-paste model på gaden. Du kan begynde med onlinekonfiguratoren på Toyotas hjemmeside eller gå i krig i selskab med en Toyota dealer.

Der er i øvrigt kop/glasholder i bilen

Der er i øvrigt kop/glasholder i bilen

Du skal i øvrigt vide, at der også kommer en model med kanvas-tag – du ved sådan en frækkert, hvor du kan rulle hele taget tilbage og sidde under åben himmel. I Danmark satser man primært på Toyota x-press modellen, som blandt andet yder på 15 tommer alu, tågeforlygter, x-touch multimediesytem med syv tommer touch skærm, bakkamera, diverse apps og en kørecomputer. Aircondition og Bluetooth? Jovist. Og en del mere faktisk.

Modern talking i form af sort og hvidt. Og lidt rødt.

Modern talking i form af sort og hvidt. Og lidt rødt.

En Toyota Aygo x-press fås med fem føre og koster 113.995 kroner, men kan finansieres til 1.150 kroner om måneden via Toyota. Er du til en skrabet løsning, så kan du faktisk få den nye Toyota Aygo fra 89.495 kroner, men må så se langt efter herligt udstyr og fem døre.

En solskinsfyldt eftermiddag i Rotterdam.
En solskinsfyldt eftermiddag i Rotterdam.

SÆT X VED MY PLEASURE PÅ FACEBOOK HER

 

 

 

Pin It

Related Articles