Omend jeg hverken har et gods eller et køretøj med Land Rover logoet på grillen, så skal der nok være en læser eller flere, der enten har den ene eller anden del. Sikkert også begge dele. Disse læsere kan godte sig over, at Barbour og Land Rover har en fælles kollektion på vej. Omend du ikke har førnævnte bil, skulle det fint være muligt at iklæde sig en af de kommende nyheder…
Det er britisk med britisk på, når man til efteråret kan trække i en særlig kollektion, som hørmer af britiske traditioner. Forvent god kvalitet, klassiske elementer til graderoben og noget til både ham og hende.
Jeg vil være så fræk kun at fokusere på herrekollektionen. Til gengæld er det blevet officielt, at kollektionen rummer elementer, som er strikket sammen af et herligt potpourri af læder, ruskind, voks, quilt og tweed. Og så er der fokus på funktionalitet, hvilket blandt andet skal ses i form af, at kørejakker og blazere er snedkereret således, at de passer til at blive båret under kørselen i bil. Både på passager- og førersæde.
Vi snupper ydermere et pressevenligt citat, som stammer fra Paul Wilkinson, hvis visitkort bærer teksten Global Marketing Director hos Barbour:
”Der er en stærkt synergi mellem vores to virksomheder (red: altså Barbour og Land Rover) – vi er begge etablerede britiske brands med flere års historie, kendte for vores underspillede stil og referencer til den britiske countryside. Alligevel er vi begge forenelige med et urbant miljø.”
Lindsey Weaver, Global Licensing & Branded Goods Director fra Land Rover følger op: ”Begge brands komplementerer hinanden med deres forpligtelse til at producere et udvalg som tilgodeser både luksus og funktionalitet. Det får dem til at passe stilfuldt og ubesværet ind i alle miljøer.”
Barbour for Land Rover kollektionen fås fra august hos de forretninger, som i forvejen har en relation til Barbour og Land Rover. Priserne? De begynder ved 800 kroner.
Giv den som landadel på Facebook