Home Tryksager På rejse i en Boeing 787 Dreamliner

På rejse i en Boeing 787 Dreamliner

by Nicolai Klingenberg

Da jeg gennemgik en række mapper på min datamat, faldt jeg over en mappe med nogle rejsefotos fra en tur til Amerika. Jeg var godt flyvende på vejen derover, og jeg fik skudt et par fotos fra min fornemme placering i den forreste del af flyvemaskinen. Kom med ombord.

Plads til brede skinker

Plads til brede skinker

Jeg skal gerne stå ved, at jeg sjældent rejser på business eller første klasse – det kan tælles på en hånd eller halvanden, men netop derfor var begejstringen stor, da jeg boardede og svingede til venstre i flyet. Første indtryk? Plads. Og masser af den. Jeg slår mig ned i mit sæde, og bemærker i øvrigt, at der er et herligt klima i kabinen. Det skyldes, at man har formået at lukke mere oxygen ud i kabinen under flyvningerne, og det gør blandt andet, at du som rejsende vil opleve jetlag i langt mindre grad – og det er uanset, om du sidder forrest eller bagerst i den nye Boeing 787 Dreamliner.

Omend det ikke er nyt, så er en knage på sædet ikke nogen tosset opfindelse

Omend det ikke er nyt, så er en knage på sædet ikke nogen tosset opfindelse

Jeg rejser med Norwegian, som har lagt billet ind på oversøiske ture for ikke så længe siden. Det er dog ikke alle ture, som foregår i en 787 Dreamliner, hvilket jeg bemærker på hjemrejsen, men nok om det. Det nye fly giver samtidig en langt mindre støjende rejse – skal man sætte procenter på, så er en rejse med Dreamlineren 60 % mindre støjende, og når nu vi er ved procenterne, så anvender en 787 Dreamliner 20 % mindre brændstof.

Stræk ud

Stræk ud

Der er plads til 291 passagerer i flyet, og heraf findes der 32 sæder i premium economy. Det er her, jeg sidder. Og sædet kan indstilles i al verdens herlige positioner. Jeg slår benstøtten ud, jeg slår sædet et stykke ned, og jeg sidder bare møggodt. Mindst lige så vigtigt er, at der findes både USB- og almindeligt strømstik i sædet. Det er virkelig et plus, for dermed kan der oplades under vejs – her tænker jeg på datamaten, men også telefonen.

Power to the passengers

Power to the passengers

Du er godt underholdt på vejen via inflight entertainment systemet, som giver dig adgang til en lang række film, serier og spil. Der er touch skærm og opløsningen er ganske fin, og som du måske ved, så kan du også surfe på nettet kvit og frit hos Norwegian. Det er måske ikke den mest stabile forbindelse, men du kan klare et og andet ombord, og derfor er de førnævnte stømkilder virkelig gode at have i nærheden.

Underholdning

Underholdning

Er du glad for at kigge ud under start og landing og sågar undervejs, så kan du roligt klappe i hænderne. Vinduerne er vokset i forhold til “gængse” flyvemaskiner – hvis du sammenligner med en Airbus 330, så er kighullerne 78 % større.

Solnedgang

Solnedgang

Vi er godt på vej over Atlanten. Det er blevet tid til en strimmel. Og til at tage skoene af. Jeg får serveret kaffe, sipper lidt og slumrer vist hen midt i filmen. Nogle timer senere lander vi i New York. Langt friskere end ventet – og der er i øvrigt høvlet 20 minutter af turen. Ikke på grund af medvind, men på grund af teknologien i Dreamlineren.

Vi fløj henved aften

Vi fløj henved aften

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk