Bo Benzon og alt det gode i tilværelsen
Vi skal finde kasse frem med det gode humør, og måtte du ikke være i stand til at finde denne, så er jeg sikker på, at Bo Benzon og hans svar herunder nok skal sprede hurra og glæde i din tilværelse. Vi skal omkring en technofest, kærlighed, rejser og andet fint…

Bo på rejse…
Bo – hvad er det bedste, der foregår i din tilværelse for tiden?
– Lige pt. har solen skinnet 40 dage i træk, det har jeg aldrig oplevet før!
Og hvad er det gode liv for dig?
– At rejse og nyde det i fulde drag; – hvad enten det er business eller pleasure, får jeg ret meget ud af det meste, og rejsen kan jo både være til Langbortistan eller Sydhavnen. Tror bare det er et spørgsmål om at være nysgerrig og opmærksom nok til at gøre hver dag til en spændende del af sit liv. Samværet socialt med dejlige og inspirerende mennesker er også svært at få nok af.

Bo Benzon på rejse igen
Hvad har du sidst spenderet i omegnen af en tusindlap på?
– Et splinternyt Sony Spejlrefleks Kamera af den kompakte version med udskiftelige objektiver. Det var jo så faktisk nok nærmere tre tusindlapper, men det blir lidt trivielt bare at sige tre flasker Rosé på Heartland ik´. Hvilket jo så nok også nærmere var 3000 flasker, men lad nu det ligge…
Hvilket nyligt minde af festlig karakter står særlig tydeligt?
– Richie Hawtin koncert på Northside med noget der lignede kun 800 publikummer var nok det mærkeligste, jeg længe har set, men på den positive side må det helt klart være det fabelagtige natte-disco-fest-telt på Heartland Festival. Wauww! Det mindede mere om et kæmpe stort sted i udlandet end lige nede om hjørnet ved Egeskov Slot 🙂

Sikke et telt!
Kunne du være venlig at vise os et Youtube klip, som du har moret dig kosteligt over talrige gange?
– Det kommer her…
Hvad vil du gerne have mere af i tilværelsen?
– Tid og massage.
Og hvad skal vi have mindre af i tilværelsen for at få det endnu bedre?
– Bekymring og ligegyldighed
Hvordan står det i øvrigt til med kærligheden?
– Work in Progress lige pt… Men kærligheden har altid været enorm stor til både familie, venner og individer! Det er oftest kun et spørgsmål om, hvem der vil tage imod den… for det sprudler ud til højre og venstre! Men det er jo ikke altid lige nemt, men sådan har de fleste det vel.

Nu med spejlkugle…
Kunne du diske op med et herligt tip, der med lethed kan gøre hverdagen endnu mere flot?
– En times obligatorisk Body SDS på velfærdsbilletten til alle, mindst en gang om måneden året rundt! Det ville Danmark og resten af verden nok få aller mest ud af, af alle tiltag du overhovedet kan forestille dig. Mere end klima, kød og krig. For alle ville med det samme blive gladere, mere selvbevidste og dermed klogere og mindre syge. Easy.
Lad os se et foto fra din telefon, som hørmer af feel good, og fortæl os lidt om det.
– FeelGood Heartland. Det summer meget godt af både sommer, glæde og drømme!

Fra telefonen. Det bliver ikke meget bedre…
Hvad bør enhver person huske på, hvis tilværelsen måtte vise sig fra en grå side?
At erkendelsen af den grå side er første skridt på vej op af stigen til en ny og bedre tilværelse!
Slutteligt – hvor kan man få jævnlige doser af dig?
– Til diverse festivaller hen over sommeren – og ellers kan man jo følge lidt med på the internet of things 🙂
Bo er på Instagram her
Hvem er Bo Benzon:
En glad og følsom, udadvendt, nysgerrig og opmærksom person, der sætter vigtigheden af relevans i højsædet og navigerer rundt i vægtløsheden af stof og muligheder, der kan ændre verden. Både din og min. Arkitekt, entreprenør, iværksætter og stor entusiast ud i diverse sportsgrene som ski, cykling og fodbold. Generelt ret god til alle boldspil, kaster over 100 meter med en billard kugle og har verdens højeste knips. Specielt de to sidste hardcore facts skulle gerne snart bane vejen for en hængekøje på Mauritius.

Det er Bo.