Da jeg var til Porchetræf, var jeg novice udi de gamle biler, og det er jeg stadig. Heldigvis er der mænd, der ved meget mere om deres biler, og en af dem hedder Rasmus Watson. Han har brugt talrige timer – det vil sige over 1.000 – på at sætte sin Porsche 911T i stand, men jeg lover dig, at det har været timerne værd. Se bilen, hør historien og blive forelsket i en smuk bil.

En stolt Porsche ejer foreviget med god brille, kørehandsker og en af de smukkeste Porscher jeg har set til dago. Foto: Mads Eneqvist, madseneqvist.com
Kan du give en kort beskrivelse af din 911’er? Den har jo fået tilføjet et “T”, som ikke står for Turbo?
T’et står for Touring. Så vidt jeg husker, fik 911’eren første gang sit bogstav-efternavn i 1968, og med tiden bl.a T, S, E, L og RS. Touring-modellen var det billigste Porsche alternativ, efter 912’eren. 911 var 6-cylindret og 912 var 4-cylindret. Personligt er jeg mest til den 6-cylindrede, nok mest af alt på grund af lyden, men jeg er ikke en af dem, som taler grimt om 912, for en 912 har, grundet den lavere vægt bag bagakslen en væsentlig bedre vægtfordeling og dermed bedre køreegenskaber.
Hvad faldt du i sin tid for ved denne model?
Jeg er bilentusiast til fingerspidserne, og engang i mine teenageår satte jeg mig for, at jeg skulle eje en Porsche 911 inden jeg fyldte 30. Jeg er nu 30, og har haft Porschen siden jeg var 26. Jeg elsker bilens historie, og bilens design, den var forud for sin tid, og linierne er unike og karakteristiske for netop Porsche. Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange flotte italienske og engelske sportsvogne fra de samme år, men i min verden kan intet sammenlignes med Porsche’s 911 design, som Porsche nu gennem små 50 år kun har forfinet ganske let, med fuld respekt for de smukke former.

Det ligner jo nærmest en ny bil – og det er det på sin vis også. Foto: Mads Eneqvist, madseneqvist.com
Hvordan så den ud, da du fandt den?
Bilen var på overfladen ganske pæn, men jeg havde en fornemmelse af, at der var lavet lidt “salgslakering” og nemme løsninger. Motoren kørte fint, men trængte til finjustering. Kabinen var meget brændt af af solen og ganske enkelt træt at se på. Bilen er leveret fra ny i Santa Rosa, New Mexico, og har boet der indtil cirka 2004, hvor den derefter havde et par år hos en hollandsk mellemhandler. Sandsynligvis manden der stod bag “salgslakeringen”. Det er ikke lykkedes mig at få skrabet historie frem på ejerskaberne, men det er min fornemmelse, at bilen måske har stået udendørs uden at køre i x-antal år. Dog har Porsche været behjælpelige med at fortælle mig, hvordan bilen er blevet leveret fra ny i 1971. Dels kunne de fortælle mig, at bilen stadig har den originale motor og den originale gearkasse, og de kunne heldigvis også fortælle mig hvilke farvekombinationer og udstyrskoder, den var leveret med. Endvidere havde første ejer benyttet sig af Porsches tilbud om selv at komme til Stuttgart og se sin nye bil rulle af båndet. Heldige mand. Jeg gør det samme hvis jeg en dag får mulighed for at købe en ny Porsche.
Du har lavet det hele selv – hvor lang tid har du brugt?
Ja, jeg fortæller folk, at jeg har lavet det hele selv, men der skal gå rigtig store credits til de mange, som har hjulpet undervejs. Pladesmed, saddelmager, maler og alle de dejlige mennesker omkring mig. Jeg havde en personlig deadline der hed et halvt år, og det hele startede den 28. februar 2008 hvor jeg fik muligheden for at låne et hjørne på et værksted. Der var rigtig mange, der ikke troede på projektet, men hvor der er vilje, er der vej. 1.100 timers hårdt arbejde på de 6 måneder, og bilen var færdig den 30. Juli 2008. En mindre paniksituation med en pludselig død benzinpumpe, som krævede lidt held og lidt dygtighed, var det eneste bump på vejen lige efter færdiggørelsen. Bilen har kørt upåklageligt siden.

Jeg har set bilen i levende live, og den dufter af læder. Jeg byttede gerne med min 912’er, men den tror jeg ikke, at Watson er klar på. Foto: Mads Eneqvist, madseneqvist.com
Hvad var det vanskeligste at fixe på bilen?
Der har været mange vanskelige ting undervejs, men skal jeg nævne en specifik, er det min hattehylde, eller firewall om man vil – metalpladen mellem motor og kabine. Når gamle Porscher mørner i rudelisterne, kan der trænge vand ind i kabinen. Vandet ligger så og hygger inde under beklædningerne, og rust opstår. Min hattehylde var stort set rustet væk, og findes ikke som reservedel, så jeg sprang ud i at forme noget ny karosseriplade ved hjælp af en pladesikke, pladehammer og modhold, og efter 14 timer var hattehylden klar til, at pladesmeden kunne skifte den.
Hvad skal enhver mand vide om en 911 T?
Er du til klassiske biler, køreglæde og opmærksomhed, så find sådan en bil, men vær opmærksom på, at det ikke er alle 911’ere, der har haft et sjovt liv, så det er nemt at brænde fingrene.
Hvad har du altid med i bilen?
Mit gode humør, kørehandsker og den røde nøgle i tændingslåsen.
Hvordan vil du beskrive det perfekte Porsche øjeblik?
Hvert et øjeblik med hænderne på rattet af en Porsche, er det perfekte øjeblik. Hvis jeg har en dårlig dag, skal jeg blot køre en tur i Porschen, så er jeg ”œrask”, når jeg kommer hjem igen.
Har du nogle fremtidsplaner med bilen?
Nyde og vedligeholde grundigt.
En top tre over de musiknumre, der får en køretur til at gå op i en højere enhed?
Helst “sangen” fra en et sæt veljusterede Zenith 40TIN carburatore på en 6-cylindret boxermotor med en god, men ikke larmende udstødning, men min musiksmag er alsidig, så HVIS jeg havde radio i Porschen, kunne dette være noget af det der blev spillet:
Bobby Womack – 110th street
Robert Miles – Children
Hed Kandi – Beachhouse
Jeg ved det… Jeg har svært ved at fatte mig i korthed, når det gælder Porsche.
Tak herfra til Rasmus for en god historie, og tak til fotograf Mads Eneqvist for udlån af flotte fotos.

Så original som overhovedet muligt – og tilsat ejerens efternavn. Ganske enkelt gennemført. Mads Eneqvist, madseneqvist.com
9 comments
Smuk bil! Og et flot stykke arbejde.
Sådan Watson 😉
Lækkert indlæg, lækre billeder!
Tak for det Lars – jeg kan dog hverken tage æren for fotos eller ejerskab af vognen, men jeg kan tage hatten af for det flotte stykke arbejde. 🙂
I forhold til biler, som vises i Vmax og lign. Forstår man her, hvorfor der er brugt over 1.000 timer, det er flot og fornuftigt arbejde!
Jeg er rørende, enig Mikkel. Tak for feedback i øvrigt. Til alle.
Nøj en lækker bil! Godt indlæg, gerne flere af disse.
Se lige denne artikel: http://www.wired.com/autopia/2011/07/porsche-revives-the-passion/?utm_source=feedburner&utm_medium=feed&utm_campaign=Feed%3A+wired%2Findex+%28Wired%3A+Index+3+%28Top+Stories+2%29%29&utm_content=Google+Reader&pid=1211&viewall=true
Tak for link – der er også nogen, der har valgt den lange vej! 🙂