En forfatterdebutant taler ud: Line Sølvhøj Johansson om bogen Vingebarn

Vingebarn – en bog af Line Sølvhøj Johansson

Det er utroligt, hvad der kan dukke op i strømmen af opslag på de sociale medier. Noget rammer bedre end andet. Her skal det handle om noget, der vækkede min nysgerrighed. Der er nemlig en bog på trapperne. Forfatteren hedder Line Sølvhøj Johansson, bogen hedder Vingebarn, og det er Lines første. Den slags fortjener opmærksomhed.

Line – du har netop færdiggjort bogen Vingebarn. Hvordan kom du på, at du ville skrive en bog?
– Jeg har altid haft en iboende digtertrang. Jeg digtede videre på de historier, mine forældre læste højt for mig som barn. Jeg tildelte mig selv en rolle i bøgerne og omdannede de oplæste ord til scener, jeg kunne se for mig. Da jeg lærte at sætte bogstaver sammen, begyndte jeg at skrive korte historier, og jeg delte hjemmelavede lånerkort ud til familien. Jeg afleverede stile sammen med de andre i skolen, men jeg skrev mange flere derhjemme for fornøjelsens skyld, og jeg haft op mod 50 pennevenner, fordi min skrivetrang var så stor.

I mit job som journalist fik jeg stillet min skrivelyst en smule, men skabertrangen, lysten til at digte indenfor mine egne rammer og bare lade pennen flyde, kunne jeg ikke slippe, og der skulle åbenbart mange skriveår til, før jeg for alvor turde gøre noget ved drømmen.

Det er jo møghamrende skrøbeligt at invitere andre ind i sin fantasi.

Hvad skete der så herfra?
– Jeg blev mor. Og selvom det som sådan ikke har noget med min roman eller min forfatterdrøm at gøre, så har det måske alligevel været ret afgørende. Vi traf en beslutning på hjemmefronten om, at vores børn ikke skulle tilbringe det meste af deres vågne tid i en institution. Derfor sagde jeg mit job op og valgte at gå hjemme, og det var her, skrivetrangen for alvor greb fat i mig. Jeg kunne ikke lade være med at skrive – jeg havde nærmest skriveabstinenser! Ord og sætninger væltede frem i mig, og jeg startede på fem forskellige romaner samtidig, indtil jeg fik kategoriseret mine tanker og idéer og for alvor kom i gang med ”Vingebarn”, som er min debutroman.

Hvordan vil et resume på fire linjer lyde?
– ”Vingebarn” er historien om livets pludselige drejning, hvor tre mennesker bliver væltet omkuld af en ubarmhjertig hændelse. Kampen i livets modpol er ikke nem, når angsten er den største drivkraft i hjertet – angsten for døden, for at være utilstrækkelig, for at leve ulykkeligt og for at såre dem, man elsker højest. Sammen og hver for sig må de kæmpe sig igennem erkendelsen af, at kærlighed også har en vrangside.

Har bogens handling nogen relation til dit eget liv?
– Det spørgsmål er jeg blevet stillet af alle, der har kigget mig over skulderen, mens jeg har skrevet. Forlaget, som jeg udgiver i samarbejde med, spurgte også et par gange, om der virkelig ikke var en snert af biografi over fortællingen. Det er der ikke. Historien er opdigtet og 100 procent skønlitterær. Og så alligevel ikke, for alle de følelser, der er i bogen, er mine, og jeg er meget følsom. Jeg tror ikke, man kan skrive en roman uden at sive ned i det, man skriver. Man kan ikke skrive uden at bruge sig selv, og det er vel også det, der kendetegner et forfatterskab. Man skal kunne mærke skrivesjælen bag værket, når man læser, og jeg har fundet frem til, at min skrivesjæl eller forfatterkerne består af følelser. Jeg tænker i følelser, og jeg skriver i følelser.

Jeg kan ikke knuse en aktørs hjerte eller skrive, at denne har ondt i maven, hvis ikke jeg kan mærke følelsen selv.

Derfor har jeg konstant været på tankeretur, mens jeg har skrevet bogen, for at fremkalde følelser, jeg har kunnet overføre til min historie. Kan jeg ikke mærke det, kan jeg heller ikke skrive det.

Hvis jeg siger Allan og Signe, hvad siger du så?
– Jeg tror ikke, der findes et ord for den glæde, den jubelhenrykkelse, den beærede følelse, jeg har i kroppen, når jeg tænker på, hvad de to kunstneriske sjæle har bidraget med i forhold til min roman. Allan Hjort er min frisør og kunstneriske sparingspartner, og i løbet af de mange timer, hvor jeg har siddet i frisørstolen, har vi diskuteret, problematiseret og konkretiseret ”Vingebarn”. Allan kender i den grad til mine tanker og følelser omkring bogen, og derfor var det det vildeste kick, jeg fik, da han præsenterede mig for den musiske fortolkning, som han har lavet af min roman i samarbejde med Signe R. Larsen. Jeg er fuld af fascination over, hvordan den rammer det univers, som min roman opererer i. Indtil videre findes den på min hjemmeside Linesoelvhoej.dk, men den kommer snart til at tease for min roman på anden vis også.

Kan du give os en af dine favoritsætninger i bogen?
– Favorit eller forfærdelig – jeg ved det ikke engang selv:

Jeg vidste ikke, hvad der ville ske, hvis jeg tog et æg direkte fra reden og proppede det i munden og lod mine tænder briste den hårde skal, så det flydende – måske fjerbelagte – gullige, slimede indhold ville glide rundt om tungen på mig og videre ned i min hals. Jeg vidste ikke, hvad der ville ske, hvis jeg holdt vejret for længe eller trak det lidt for hurtigt. Jeg vidste heller ikke, hvad der ville ske for alle de andre.

Hvor og hvornår kan Vingebarn fås?
– Bogen udkommer den 21. juni 2018 og kan både købes som e-bog og i bogform. Derudover kan man selvfølgelig også købe den gennem forlaget Forfatterskabet.dk eller ved at kontakte mig gennem min hjemmeside.

Hvad er dit mål med bogen?
– Mine aktører i bogen råber højt, og de råber i munden på hinanden. Jeg håber, at læserne får lyst til at gribe ind i historien og blande sig undervejs – at de vil holde læsepauser i løbet af bogen, tænke og tage stilling. Det vil være helt fantastisk, hvis mine ord kan være med til, at læserne stiller spørgsmålstegn ved den måde, de betragter livet på. Hvis jeg kan få dem til at tænke:

Hvad fanden ville jeg selv gøre i en lignende situation? Hvad ville min familie gøre?

så har jeg opnået noget stort. Der er mange store spørgsmål, som alt for mange lukker øjnene for, og det er stadig et tabu for mange at udtrykke følelser. Jeg håber, at min bog kan rykke ved den opfattelse.

Hvor er den blevet skrevet?
– Romanen blev skrevet på tre måneder, men som de fleste forfatterspirer må erkende, så er det ikke selve skriveprocessen, der tager tid, men derimod redigeringen, omskrivningen og gennemskrivningen – og så anden, tredje og fjerde runde af disse. Den del tog mig et år, og den er bestemt ikke at undervurdere, for det er den proces, der løfter værket. Jeg brugte mine journalistiske værktøjer og researchede og interviewede mig frem til den viden, jeg skulle bruge til at færdiggøre mine bog. Jeg brugte betalæsere, skrivegrupper og betalte mig til en redaktørvurdering for at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre min roman endnu bedre. Det er virkelig en anbefaling, jeg gerne vil give videre til andre med en forfatter i maven:

Få al den feedback, I kan, og brug det, der giver mening for jeres værk. Det er ømt og sårbart at invitere andre ind i den ordhule, man har bygget op, men det er nødvendigt og helt ubeskriveligt lærerigt.

Man skal tage sit værk seriøst, og mit allerbedste råd i den forbindelse er at lade det flyve fra reden og få en føling med, hvor og hvordan det lander.

Og her på falderebet – hvad skal bogen føre til?
– Den største løn for mig i arbejdet med ”Vingebarn” er at stå med den færdigtrykte bog i hånden. Den er mit eget personlige bevis på, at drømme kan opnås, hvis man arbejder seriøst med dem og bruger den tid på dem, som det kræver. Jeg glæder mig til at dele den med andre, og så glæder jeg mig helt ufatteligt til at arbejde videre med de titler, der ligger og venter på mig på computeren. ”Vingebarn” får ikke en efterfølger, men jeg har så mange flere romaner i mig, som higer efter at blive skrevet.

Tre hurtige til Line Sølvhøj Johansson:

Hvad byder resten af dit forår på i privat regi?
– Jeg skal have jord under neglene, malerpletter på fingrene og sand mellem tæerne. Vi kryber i ly i vores sommerhus og pusler i haven, så snart vi kan komme til det.

Må vi se et hverdagsfoto fra din telefon og høre lidt om motivet?
– Dette billede er det seneste, jeg har taget. Min telefon er fyldt med inspirationsglimt, fordi jeg ser historier overalt – måske en arbejdsskade. Der er helt klart en solstribe, der skal trænge sig på i en af mine kommende romaner.

Hvor og med hvem har du sidst haft en lille pind i øret?
– Der er altid en lejlighed, ikke? Årets første solstråler, fredagsfejring, en underskrevet forlagsaftale … Jeg skal dele en flaske vin med en god veninde i aften, og på mine senere år skal der ikke ret meget mere end det til 🙂

Der er flere bog-relatererde artikler på My-Pleasure.dk her

Hej på Facebook