Home Jeppe Bentzen Iagttagelse: Giver det mening at satse stort på blæk og papir i 2016?

Iagttagelse: Giver det mening at satse stort på blæk og papir i 2016?

by Nicolai Klingenberg

Den velskrivende Jeppe Bentzen er tilbage, og selvom han er begyndt at studere og at jobbe heftigt ved siden af, har han her haft lejlighed til gøre sig nogle tanker – det omhandler et trykt medie. Ord og fotos herfra stammer fra Jeppe.

Jeppe med elektronik. Sådan behøver det ikke at være længere, når nyhederne skal læses.

Jeppe med elektronik. Sådan behøver det ikke at være længere, når nyhederne skal læses.

Nogle problemstillinger synes utømmelige i det danske mediebillede. Et af dem er medierne selv. I omegnen af et årti har navnlig den trykte presse været i krise forårsaget af grunde, der er tydelige for enhver; internettets gratis tilbud, breaking news-kulturen og sociale medier. Tirsdag d. 6. september præsenterede Berlingske sit nyeste sats: en relancering af sit trykte format.

Gammel avis i nye klæder

Gammel avis i nye klæder

Chefredaktør Tom Jensen varslede ændringerne på Twitter nogle dage forinden: ” I Berlingske løfter vi i dag sløret for hvordan Berlingske ser ud fra tirsdag. Vi glæder os til det nye Berlingske!”. Begrænsningen på maksimalt 140 tegn efterlader ikke plads til megen uddybning, hvorfor man efterfølgende kun kunne gisne om, hvad ”det nye Berlingske” mon ville byde på. Øget fokus på sociale medier? Eksklusivt indhold på Berlingske.dk med betalingsport? Mere web-tv? Egen snapchat-kanal? En app med dagens nyhedsoverblik læst op af Mads Steffensen? I en medieverden hvor aktørerne synes at ville favne så bredt som muligt, være ungdommelige i faktor pinlig a la P3 og teste grænser af på samtlige platforme, anede jeg ikke, hvad man turde forvente (eller frygte) af en ældre institution som Berlingske, der er kongerigets ældste avis.

Jeppe Bentzen læser avis. Den nye Berlingske endda

Jeppe Bentzen læser avis.

Det nye Berlingske skulle vise sig ikke at være så ny igen. I stedet for den store tech-omstilling, man snildt kunne have set komme, har avisen med egne ord ”gentænkt i indhold, koncept, sektionering, design og læserytme”. Med chefredaktør Tom Jensen i spidsen er der blevet teamet op med Mark Porter, en britisk designer, der bl.a. har været med til at designe The Guardian. Frem for at satse stort på en digital satsning, der ikke nødvendigvis ville appellere til den ønskede målgruppe eller klæde produktet overhovedet, har man valgt at fokusere på produktets æstetik og bevare fokus. Det er ikke nogen hemmelighed at salgstallene daler. Det gælder for Berlingske som det gælder for langt de fleste øvrige trykte medier. Forskellen er, at man her sat en tyk streg under, hvorfor man er sat i verden, i stedet for at forsøge at navigere i ukendt farvand. Det skabte stor fortvivlelse og virak i Twitter-land blandt journalister, mellemleder-typer fra DR og DJØF’ere, fordi de ikke mente, at der var tale om en relancering eller omstilling overhovedet. Jeg synes derimod, at Berlingske går den helt rigtige vej og griber det flot an. De udmærker sig her ved at vise, hvorfor det trykte format ikke er dødt, og distancerer sig fra konkurrenterne ved ikke at vælge den nemme løsning. Man gambler ikke med 267 års historie.

For nylig læste jeg en interessant historie i New York Times (i net-udgaven, bevares), der skildrede Guns & Roses’ store markedsføringsstunt tidligere i år. Det gamle rockorkester, der blev dannet tilbage i 1985, tæller musikere som Axl Rose og Slash. Navne som i sig selv ville kunne skabe stor omtale på diverse sociale medier. I stedet valgte gruppen, da de skulle breake nyheden om deres store comeback-tour, at skære alt digitalt og overflødigt fra; sociale medier, talkshows, Carpool Karaoke med James Corden på Youtube etc. Rundt omkring i USA kunne man til gengæld pludselig se Guns & Roses klassiske logo dukke op på store, dyre, flotte, fysiske billboards. Det skabte stor omtale og blev til historier i sig selv. Det ligner den strategi, Berlingske har valgt. Begge brands tror på deres image – Guns & Roses på deres logo, Berlingske på deres fysiske produkt. Det er den larmende stilhed, der står tilbage og vækker opsigt. Tier, hvor andre støjer.

Foto fra Guns 'n' Roses Facebook-side

Foto fra Guns ‘n’ Roses Facebook-side

At man satser på de klassiske rammer er ikke ensbetydende med, at ens tankegang er forældet. Et af de nye initiativer, jeg har bidt mest mærke i, er Berlingskes nye struktur i opdelingen af nyheder: ”œI første sektion læser man nyhederne forfra, med de vigtigste og mest fascinerende historier placeret på avisens første sider, men uden den gamle skillelinje mellem indland og udland. Vi tror, at mennesker i 2016 ikke tænker i nationale eller internationale kasser, når de læser avis.” Man følger udviklingen, tager stilling til moderne tendenser og fornyr sig efter læsernes vaner – men serverer det i samme format som da avisen udkom første gang i 1749. Det er interessant, synes jeg, og jeg håber, at initiativet giver pote og inspirerer andre spillere på markedet. Da jeg som elev i folkeskolen første gang fortalte min studievejleder, at jeg ville være journalist, sagde han, at det lød spændende, men at det var et farligt fag, fordi aviserne snart ville uddø. Jeg har siden da håbet, at han tog fejl – og jeg er overbevist om, at et træk som det, Berlingske har foretaget her, er et skridt i den rigtige retning.

Du kan se mere til Jeppe her

Og My Pleasure her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk