Jeg kommer på ingen måde udenom det – december er den bedste af de mørkeste måneder, der findes. Minderne vælter frem – fra barnsben, til de unge år, til julefrokosterne, festerne, den falske sang omkring træet og frem til voksenlivet i dag.
Der findes et par julesange, som jeg aldrig bliver træt af (i december). Først har vi “Den Himmelblå” med Shu-Bi-Dua, og den fik for alvor fat i mig, for omkring fem år siden, eftersom jeg så en særdeles nostalgisk video, der er optaget i Magasin du Nord. Jeg har dog ikke kunne opstøve den video “online”, så det bliver blot en “benævnelse”.
Næste levende nummer? Bing Crosby med “Mele Kalikimaka” – primært på grund af dens optræden i min all time favorite julefilm “Fars fede juleferie”. Sæt i gang.
Videre i sangteksten til 1970, hvor en mand fra Puerto Rico sprang til tops med “Feliz Navidad”. Den er mægtig, og er vel en af de sange, der har fulgt mig længst grundet oprindelses-året.
Mere? “Driving home for Christmas” med Chris Rea. Men den heftigste af dem alle, må være “Last Christmas” – det er firserne, når det er bedst, det er striber i håret, kulørte frakker, firehjulstrækkere, bjælkehytte, højtaljede bukser og MoonBoots galore. Se selv her.
Jeg kunne egentlig blive ved, men jeg gør holdt lige her. Til gengæld synes jeg, du skal læse nedenstående historie.
Julen har alle dage været børnenes fest i vores familie. Men på de voksnes præmisser. Vi blev altid iklædt nydeligt tøj (med undtagelse af fætter Anders, som i de unge år foretrak røde fløjlsbukser med smæk og en ternet skjorte), og så gik vi til bords ved 22 tiden.
Det kan måske lyde lidt sent, og det var det muligvis også, men så alligevel ikke for vi var sjældent færdige før klokken 4. Om vi fik gaver før tid, fordi vi var spændte? Det kan du tro, vi ikke gjorde. Og sådan skal det også være.
Du finder hele historien her
Hav en fantastisk december!