Home Living Om at sige farvel til sit barndomshjem på Slotsvej 2 i Charlottenlund

Om at sige farvel til sit barndomshjem på Slotsvej 2 i Charlottenlund

written by Nicolai Klingenberg 20. februar 2013
Pin It

Jeg er tosset med gode historier. I dag får du en af mine egne – den er fuld af minder, oplevelser og anekdoter, som alle har udspillet sig på Slotsvej 2 i Charlottenlund. Det er nemlig her, jeg primært er vokset op. Huset skal skifte hænder, men i stedet for bare at poste nogle tomme tal og plantegninger, vil jeg i stedet dele nogle af de mange festlige hændelser, der har fundet sted på matriklen.

Det er her, det sker. Og vent du bare til foråret kommer...

Det er her, det sker. Og vent du bare til foråret kommer…

Vi skal tilbage til 1989. Huset er netop erhvervet af mine forældre. Vi har netop sagt farvel til den gamle bolig i Gentofte, som vi var vokset fra. Den dag i dag, gibber det stadig i mig, når jeg kører forbi – omend det var værre for et par årtier siden. Nå – vi flytter ind efter sommeren. Her er nyt, det er større, og jeg kender ikke ret mange den første måned. En søndag fifler jeg rundt ude på vejen – uden rulleskøjter, som jeg ellers var en flittig bruger af. Jeg er iført “loafers” (det er sen firserne, om jeg må bede), og jeg går – som enhver frisk anden ung dreng – og keder mig. Jeg finder ud af, at skoene nemt kan ryge højt til vejrs, hvis man sparker ud i luften og ikke holder fast i skoen med foden. Stor morskab. Spark nummer tre sender loaferen i en utrolig høj – og meget smuk – bue ind over hækken med direkte kurs mod et par panoramavinduer. Jeg kan afsløre, at en størrelse 37,5 nemt kan knuse en panoramarude, og at ens fader kan have svært ved at se det morsomme i dette.

Ruden længst bagud var den, der blev baldret af mine 80'er loafer...Sikke et spektakel.

Ruden længst bagud var den, der blev baldret af mine 80’er loafer…Sikke et spektakel.

Nå. Vejen var en ting – nærområdet skulle også udforskes. Og dette på en cykel. Kort efter indflytningen farer jeg vild. Jeg var – og er stadig – svært nærsynet, hvilket må være årsagen til min manglende evne til at finde retur til det nye hus. Jeg finder dog hjem – jeg kunne ikke ringe efter hjælp, for mobiltelefoner var en sjældenhed dengang – med tårer i øjnene, som tørres væk inden, jeg sætter den gule nøgle i døren og lader som ingenting.

Lad os springe frem til 1993. Vi er i maj måned, og jeg bliver konfirmeret. Jeg er – med undtagelse af en pige i kørestol – den laveste på holdet, men jeg er helt okay med det. Vi holder festen hjemme i spisestuen. Sikke et gilde: Axel spiller klarinet, min far, farfar og Kirsten holder tale, og Adam og jeg spilder løgsuppe på den hvide dug, da natmaden kommer på bordet. Vi har nemlig fået lov til at smage på en hel del vin. Og øl.

Spisestuen. Her har jeg engang diskuteret højlydt med Onkel Hans. Vi har også fejret min fars 60 års fødselsdag, holdt jul, nytår, konfirmation og meget, meget mere.

Spisestuen. Her har jeg engang diskuteret højlydt med Onkel Hans. Vi har også fejret min fars 60 års fødselsdag, holdt jul, nytår, konfirmation og meget, meget mere.

Vi har holdt jul i hytten talrige gange. Og hver gang har det været mindeværdigt. Vi har været tæt på 20. Og vi har været tre. Jeg husker de år, hvor det bogstavelig talt stak af. På den gode måde. Familien var hjemme fra USA – min onkel, tante og deres børn. Maden kom sent til bordet, vi stormede hytten rundt til “Nu er det jul igen”, men pludselig dukkede en gammel LP frem med polkanumre, som blev spillet for fuld udblæsning. I øvrigt tilsat natmad a la hotdogs.

Køkkenet er et kapitel for sig selv. I hvert fald hvis vi ser på anekdoterne. Jeg husker de første år, hvor vennen Jakob og jeg måtte være alene hjemme (!), hvorpå køkkenet blev indtaget med hjemmelavede burgere og sodavand i glasflasker på en hel liter. I de efterfølgende år blev min appetit på kaffe etableret, og jeg husker talrige samtaler over uhyggelige mængder kolbekaffe med vennerne. Og af og til et stykke tobak. Det var store ting, man kunne tale om dengang. Om det nu var passende, at X havde snavet med tre til sidste skolefest. Og om det ikke var fedt at skulle begynde i gymnasiet. Der var vist også en fest, hvor der blev brændt hul i gulvet.

Der gik engang ild i ovnen, da et par venner og jeg glemte en pizzaæske ved for høj temperatur. Men det har nu også været mere roligt med både kaffe, lektier og gåsebryst, som min mor var så sød at købe til mig i ny og næ.

Der gik engang ild i ovnen, da et par venner og jeg glemte en pizzaæske ved for høj temperatur. Men det har nu også været mere roligt med både kaffe, lektier og gåsebryst, som min mor var så sød at købe til mig i ny og næ.

Spisetuen. Det var hele vi spiste julen ind og ud. Men der var også den fest i 2001 eller 2002, hvor jeg passede hytten, inviterede til fest og ryddede hele molevitten, så der pludselig var plads til dansetrin og høj musik. Det fik jeg vist aldrig fortalt mine forældre, og selvom jeg altid havde lov til at holde fest i huset, var tilfredsheden ikke så stor, da håndvasken på gæstetoilettet var flækket, efter et par gæster havde… været på toilettet sammen. Vasken er dog udskiftet i dag til en mindre – og måske mere holdbar – model. Det var også her, at drengene holdt middag inden årsfesten i niende klasse. Vi havde både smoking på kroppen, gelé i håret og lys i øjnene, da den hyrede limousine rullede ind efter middagen.

sdfds

Man kan vist nemt sidde omkring 20 mennesker herinde. Fjerner man møblement og lysekrone, kan du være dobbelt så mange. Har jeg hørt…

Vi springer fluks tilbage i tiden igen. Jeg går vist i ottende eller niende klasse. Vi har boet i huset i et par år. Det var her, der for alvor blev festet, når forældrene skulle til middag. Der var for eksempel dengang, at Jakob (ham med burgeren fra før) fik det lidt skidt og måtte kaste op i haven. Iført Nynnes isbjørne tupilak endda. Og Anne D som støtte ved siden af – med en Prince Light i hånden. Der var også den fest, hvor det greb om sig. For at være sikre på, at festen blev ordentlig, måtte budskabet spredes – til mere end en skole. Det resulterede i 80 gæster. Og det samme antal ude på vejen. Vi måtte ringe efter de voksne, da det blev lidt ustyrligt – en elev fra en anden skole blev set liggende med ansigtet nedad på et tagvindue, da han ikke var lukket ind, men gerne ville se, hvad der skete. Stoffer fra Skovshoved Skole var også forbi – jeg kendte ham ikke, men han var på vej ud af døren med en halv kasse øl, før han blev stoppet. Heldigvis var vi fine venner, da vi sidenhen begyndte i samme klasse på Gammel Hellerup Gymnaisum.

Mit værelse. Det ligger på første sal – inde til højre. Som tidlig indflytter, havde jeg mit akvarium med. Det var meget vigtige sager dengang. En af beboerne var en selvfanget lille fisk fra et nærliggende vandløb ved det gamle hus, som jeg havde med til det nye hus, hvor den levede i flere år. Problemet opstod dog, da jeg sov for åben dør om sommeren, og en flue havde fundet vej til akvariets overflade – der manglede en dækplads, men den selvfangede fisk så sit snit til at æde fluen, hvorfor den sprang efter fluen – og ud på gulvet. Jeg vågnede ved en basken på gulvet, fik fisken op – og den overlevede. Et par år efter døde den. Akvariet blev stillet i kælderen, og et skrivebord med computer kom til. Her blev tilbragt talrige timer med Adam – særligt i weekenderne, hvor der blev spillet både Nintendo og Amigo 500, så brillerne duggede. Det var også på mit værelse, at jeg i en senere “brandert” fik væltet en DSB plakat med en undertøjsmodel hele to gange på fem minutter efter en festlig aften ude. Den har vel målt 120 x 50 centimeter og var et must have på ethvert drengeværelse dengang. I selv samme værelse kom Frede og jeg op at slås – for sjov – hvor et heftigt puf fra min side fik væltet Frede ud af kurs, så han havnede på en ledning med så stor kraft at en stikkontakt gik itu – Frede forsøgte at fikse den med det resultat, at han fik 220 volt gennem sig. Andre dage skulle skolen passes, og fra mit skrivebord kunne jeg følge livet på Slotsvej og Jægersborg Allé – folk på tur i Bernstorffsparken, herlige biler og folk til hest.

Således boede jeg ikke - men det er mit gamle værelse.

Således boede jeg ikke – men det er mit gamle værelse.

Du skal i øvrigt vide, at trappen til 1. sal kan knirke på det tredje øverste trin. Det er rart at vide, hvis man ikke skal vække nogen, når man kommer sent hjem. Selv samme trappe er i øvrigt blevet dekoreret med en lang gran-guirlande op til jul. Det bliver så hyggeligt, kan du tro.

Trappen - helt uden granpynt. Pas på det tredje sidste trin i øvrigt...

Trappen – helt uden granpynt. Pas på det tredje sidste trin i øvrigt…

Haven. Glem alt om store velpassede bede, men forvent i stedet for masser af plads hele vejen rundt om huset. Jeg har slået græs her mange gange. Og så var der den der fest i 1994. Mine forældre var taget i sommerhuset, og jeg inviterede til picnic. Man skulle bare selv komme med mad, drikke og vistnok også service og tallerkener. Men sikke en succes. Vi var vist i gang i 16 timer. Ude og inde. Og med besøg fra det lokale pizzaria, hvor jeg havde et job engang. Den ene fra pizzariaet var meget glad for Caro, men uden at være lummer. Han hvilede lige lidt i gæsteværelset, og så var den sag ude af verden. Det var også på terrassen, at vi spiste ude om sommeren. Under markisen. Og som ældre med et glas i hånden. Jeg kyssede i øvrigt også engang med Cille i haven – hun kom forbi på rulleskøjter.

Det vindue, du kan se i kælderniveauet er af nyere karakter. Før det blev skiftet, har jeg kravlet ind gennem det, da jeg en sen nattetime havde glemt mine nøgler. Haveslangen blev engang taget i brug, da jeg var væltet på min cykel efter ramasjang på Bakken...

Det vindue, du kan se i kælderniveauet er af nyere karakter. Før det blev skiftet, har jeg kravlet ind gennem det, da jeg en sen nattetime havde glemt mine nøgler. Haveslangen blev engang taget i brug, da jeg var væltet på min cykel efter ramasjang på Bakken…

Stuerne. Ja, det giver vel egentlig sig selv. Det er her, det daglige liv leves, når der er spist. Det er her, vi har trukket ind – til tider foran pejsen – når vi skulle snakke, læse eller bare hygge os. Enten som familie eller til fester. Min ven Hervard sad altid det samme sted, når han var på besøg i festlige anledninger. Fra stolen kunne han altid læne sig tilbage og se, hvem det var, der kom ind i entréen. Døren var nemlig altid åben. I bogstaveligste forstand. Det var også i stuerne, at vi fejrede, at jeg fik hue på. Jeg blev student den første dag, man kunne blive det, men selvom Jakob skulle op dagen efter og i fuldt pensum, festede han for alle pengene. Han faldt i søvn bag huset – efter at have kysset med min kusine – og vågnede klokken 2 om natten med kinden fuld af friske sommermyggestik. Han bestod i øvrigt. Og fik aldrig løst gåden om, hvem det var, der havde losset til Asgers Chrysler samme aften, men bulen blev taget dagen efter med en svupper fra badeværelset.

Pejsen anes i det fjerne. Her optog jeg i øvrigt engang en pejsevideo med Nanna, som skulle bruges som et VHS julekort

Pejsen anes i det fjerne. Her optog jeg i øvrigt engang en pejsevideo med Nanna, som skulle bruges som et VHS julekort

Men er der slet ikke noget skidt at komme efter på anekdote-fronten? Selvsagt. Og naturligvis. Jeg husker dengang, jeg fik solstik efter en tur i et sommerland, dengang jeg dumpede køreprøven og gik i seng i gæsteværelset i arrigskab, men også da min mor eksperimenterede med indonesisk gryderet. Heldigvis overskygges disse episoder særdeles nemt af alt det gode.
Jeg kunne blive ved og ved med at diske op med anekdoter. Men det undlader jeg. Skulle du eller en bekendt på en eller anden vis ende i huset – verden er jo lille – så kan jeg skrive under på, at I har en god tid i møde. I hvert fald hvis man ser på rammerne. Atmosfæren er vanligvis en ejendomsmæglerfloskel, men ikke i dette tilfælde. Der skal lyde et stort tak til alle dem, der har været med til være en del af livet i huset. Perifert såvel som familiært. Slotsvej 2 vil altid have en enorm plads i mit hjerte og i mine minder.

 

Du kan læse mere om huset her <–

 

Pin It

You may also like

  • Hej Nicolai. Det er bare kanon godt skrevet.
    Selv jeg kunne ikke have skrevet det bedre – smiler.
    PS: Elsker at læse din side.
    Man bliver bare i godt humør af at læse om alle de smukke ting du beskriver.
    Masser af hilsener
    Rolf Høegh
    Resultatskaber.dk og Place2live

  • Frederik NørgÃ¥rd

    Det er til dato et af dine absolut bedste indlæg. Jeg står selv i den situation, at vi skal flytte fra mit barndomshjem om en måned, så jeg bliver næsten lidt vemodig ved at læse dette. Smukt, humoristisk og hudløst ærligt skrevet!

  • nicolaiklingenberg

    Mange tak Rolf. Du kan jo dine boliger, så det er store ord. 🙂

  • nicolaiklingenberg

    Og tak Frederik. Det varmer – og det var i øvrigt meget nemt at skrive, når nu man har så mange minder. Tak!

  • Guest

    Er spændt på, om jeg har teknikken til at virke… 🙂

  • MortenK

    Pragtfuldt indlæg NK – Helt sikkert et af de bedste i sidens historie. Nærværende, humoristisk og ærligt!

  • Meget fint indlæg Hr. Klingenberg – bringer minder frem til min Slotsvej 2, Bøndermosevej 29 i Ballerup.

  • nicolaiklingenberg

    Mange tak, Morten. Det blev langt, men sådan er det, når der er talrige år i mindebogen. Venlige ord fra dig – tak.

  • nicolaiklingenberg

    Tak Hr. Herring – det er jo helt og aldeles ligegyldigt, hvor et hus ligger. Bare man har har haft en skøn opvækst. Det er det, der tæller. Og det lader til, du også har levet godt som barn. Særligt når man kender dig en smule. 🙂

  • Ditte

    Det lyder virkelig hyggeligt og rart.

  • Mads

    Fantastisk nærværende indlæg, det kunne mange ejendomsmæglere lære noget af. Måske der er et marked for rent faktisk at få sælgeren til at skrive et lignende indlæg når en bolig skal sælges? Det ville ihvertfald give +’er i min bog.

  • nicolaiklingenberg

    Mange tak, Mads! Jeg har gjort mig nogle tanker om et og andet i den retning… 🙂