Jeg havde fornøjelsen af at deltage i en fernisering i sidste uge. Der var hverken sur hvidvin eller saltstænger på tapetet, men væggene var pyntet med nylige kreationer fra Mikas Emil. Han er en ung kreativ gut, jeg har skrevet om før. Og nu er han aktuel igen. I øvrigt serverede de venlige piger store snegle og guldøl. Tak for det.
Mikas – sidst vi talte sammen, handlede det om bordet Kaksi. Nu handler det om kunst. Hvad har du begået?
– Det er rigtigt. Sidste år havde jeg gang i mange projekter, hvor et af dem var bordet Kaksi, hvor vi er igang med de sidste tilrettelser, inden det bliver sat i produktion. Et møbel er en lang og rigtig hård proces. Lidt som en fernisering faktisk. Blot mindre personlig og blottende. Men tilbage til dit spørgsmål… Jeg har altid tegnet, men har de sidste fem år været meget seriøs omkring det. Det har resulteret i min første pop-up udstilling i weekenden som hed Slim To None. Det er en solo-udstilling, som handler om oplevelser, følelser og arbejdet med materialer.
Fra ferniseringen den 6. februar
Din udstilling Slim to none byder ikke kun på tegnede værker?
– Jeg udstillede fem udfræsninger og ni tegninger. Med min baggrund som arkitekt spiller materialer en særlig rolle i det, jeg laver, og det, jeg udstillede i weekenden.
Værkerne er skabt gennem en længere rejse – fra oldschool blyantstreg til højteknologisk maskine: Først bliver de udskåret værker tegnet i hånden, derefter tegnet i et 3D-program, og til sidst bliver de skåret ud på en særlig cnc-maskine og efterbehandlet i hånden. Alt i alt har jeg arbejdet på den udstilling, jeg viste i weekenden, de sidste 6 måneder.
I glas og ramme
Nogle af værkerne er håndtegninger af små øjebliksbilleder fra hverdagen; Personlige observationer som øjet fanger, hjernen erindrer, og som hånden gengiver, mens de resterende værker er mit bud på at udfordre det klassiske litografi ved et miks af højteknologiske maskiner og gammeldags håndværk. Værkerne er blandt andet skåret ud i corian og douglas træ, som bruges i arkitektfaget, og som kan produceres på en industrielle cnc maskine.
Her og der dukker Nike logoet op. Hvad skyldes det?
– Ja, jeg ved godt, at Nike er et kæmpe brand og ikke behøver at få ekstra taletid gennem mig, da de selv klare det udmærket, ,en først og fremmest er det et flot logo, som er lækkert at se på. Udover det symboliserer logoet en nutid for mig. Jeg synes, det giver nogle af mine tegninger et tidsperspektiv, som gør, at man kan fornemme, at vi har med moderne billedkunst at gøre.
Samtidig er logoet med til at symbolisere de personer, som jeg prøver at portrætere – inklusiv mig selv som i billedet nedenfor, hvor jeg mener, at mange af dem, som løber rundt om søerne i København en søndag eftermiddag i primetime kaffetid, går mere op i at have det rigtige løbe tøj på end at overleve turen rundt om søerne.
NBRO
Det handler om, at min generation og dem, der er yngre end mig, er utrolig mærke-orienteret og meget bevidste omkring, hvad de signalerer, inklusiv mig selv.
Jeg hørte af omveje, at der også er et kærlighedsaspekt i udstillingen?
– For mig handler mange af mine tegninger om mine følelser, og hvordan jeg går og har det. Det er min måde af udtrykke mig på og formidle de ord, jeg ikke kan formulere. Mange af værkerne til udstillingen “Slim to none” er absolut blevet til på grund af en stor kærlighed til en pige. Kærlighed, om det er sorg eller glæde, vil nok altid være den største inspirationskilde for mig.
Slim to none
Hvad vil du gerne med værkerne?
– Som vi var lidt inde på tidligere arbejder jeg med to forskellige medier. Tegningen som for mig er en slags meditation, hvor jeg sidder flere timer og laver den samme bevægelse, men samtidig også er et sted, hvor jeg forsvinder hen og drømmer. Det er her, hvor jeg ryger tilbage til folkeskolen, da jeg sad og dagdrømte i timerne og var fuldstændig fjern.
Nu sidder jeg bare og drømmer om store udstillinger, og så strefer tanken mig lidt, hvordan jeg skal betale huslejen den 1., men det er et sted, hvor flere timer kan forsvinde, som var der gået fem minutter. Udfræsningerne, materialerne og industrielle maskiner er den anden del af det, jeg laver.
Lange tasker…
Det at undersøge et materiale, hvordan arbejder træet, efter man har brændt det. Hvad sker der, når jeg sliber ovenpå et brændt materiale, er der noget som bliver tydligere end andet? Alle de undersøgelser, som ligger bag samt de uforudsete faktorer, synes jeg, er spændende.
At jeg kan arbejde videre med mine tegninger og overføre dem til et materiale gør, at jeg ikke bliver fanget i min drømmeverden og ikke bliver træt af at sidde og lave den samme bevægelse igen og igen, når jeg tegner. Det at jeg kan hoppe mellem to forskellige platforme, den praktiske og den tekniske i form af den måde jeg tegner på, gør, at jeg hele tiden synes, det er spændende.
Så hvis jeg skal svare kort på dit spørgsmål til sidst, så vil jeg gerne undersøge materialers kunnen og samtidig kunne formidle en hverdags oplevelse via en tegning.
Hvordan gik ferniseringen egentlig?
– Ferniseringen gik bedre end jeg havde kunne håbe på. Det har været en hård kamp de sidste 6 måneder at få alle værkerne klar, men absolut det hele værd, da fremmødet og interessen var så stor. Det gør, at jeg får lyst til at forsætte, selvom menuen hedder havregryn med rosiner fem ud af syv dage i ugen. Så altså: Jeg var meget tilfreds med udstillingen og håber, at der kommer en ny på et tidspunkt.
Black out
Har du mere på lanceringstapetet?
– Jeg er gået sammen med klubejerne Simon Lennet og Simon Frank, der for første gang som utraditionelle kunstpromotors har været med til at forme omgivelserne for min soloudstillingen. Simon & Simon er mine barndomsvenner, og jeg har bygget deres tidligere restaurant Congo og natklubbberne Sunday og Simons. Vi arbejder godt sammen og har absolut vores forskellige kompetencer, som har været en kæmpe hjælp med hensyn til denne udstilling. Jeg er dybt imponeret over deres overblik og deres måde at anskue verden på.
De er dybt professionelle og har været meget forståelige overfor, hvordan jeg gerne ville have det, da det er min kunst, som udstilles. Derudover har Fanny Christoffersen fra galleri Tom Christoffernsen haft det kølige kunstoverblik og givet sparring til både værkerne og omgivelserne. Fanny har ben i næsen og ligesom Simon og Simon et utrolig overblik og har hele tiden lige tænkt to skridt frem, som har gjort, at vi ikke har stået i nogle uventede situationer.
Mere fernisering
Jeg tror, vi har skabt et aparte firkløver, som forhåbentligt kommer til at levere flere udstillinger på en arkitekts betingelser.
Hvordan arbejder du egentlig?
– Det er meget vekslende. Man er jo altid mere loose i starten, da det er der, man har brug for inspirationen – byturene, forelskelsen, bruddet eller sin livs brandert. Men så snart jeg har fået inspirationen, isolerer jeg mig lidt og arbejder. Jeg tror ikke på, at en kæmpe brandert på atelieret gør min kunst bedre. Jeg har prøvet det og må indrømme, at mine tegninger ikke blev lige så stramme i kanten, som når jeg var fokuseret.
Jeg arbejder godt om natten med natradio eller lydbog i baggrunden. Det hele er meget stille, og jeg bliver ikke forstyret af telefonen, mails eller reklamemanden, som ved at jeg er den eneste hjemme i bygningen. Jeg tror det det for mit vedkommende handler om at slappe af og ikke have for mange ting, som forstyrrer udefra. Samtidig tror jeg igen, at baggrunden som arkitekt er en kæmpe fordel for mig, idet at jeg er vant til stramme deadline og lange nattetimer.
Svævende kærlighed
Vi skal også have den klassiske – hvad har inspireret dig?
– Ha, nemt. Den sindstilstand i og omkring min hverdag og min eks-kæreste.
Hvor kan man få fingre i sagerne – og hvad koster de fra?
– Man kan gå ind på min hjemmeside www.mikasemil.com og se, hvad jeg laver. Derudover kan man skrive til Fanny på fanny@mikasemil.dk. Værkerne koster fra cirka 2500 kroner.
Moderne linoleumstryk
Tre hurtige til Mikas Emil:
Hvad er din særeste side?
– Jeg tisser i tøjskabet, når jeg bliver for fuld i vodka. Prøver kun at drikke øl, men falder som regel i, når jeg har drukket 8-10 styks.
Hvor er skabet, MIkas?
Må vi se et foto fra din telefon?
– Jeg har ikke nogen, da den desværre gik bort til ferniseringen i fredags. Det var noget med alt for mange guldøl og direktørsnegle.
Hvad byder resten af 2015 på?
– Forhåbentlig byder den på meget mere kunst og pop-up events, og så rejser jeg til Mallorca på lørdag, hvor jeg har modtaget et residency i Jørn Utzons hus, Can Lis, via Statens Kunstfond sammen med min gode ven Kia.
