Home Grej & grooming En mand og hans passion for denim – Thomas Bojer fra Denimhunters

En mand og hans passion for denim – Thomas Bojer fra Denimhunters

written by Nicolai Klingenberg 9. april 2012
Pin It

Jeans, cowboybukser, denim-rør – kær buks har mange navne. I et tidligere indlæg opstod der en dialog omkring jeans – det gav mig blod på tanden, for cirka samtidig stødte jeg på Thomas Bojer fra Denimhunter. Han ved, hvad der bør vides om jeans, og i dag får du alt det, du bør vide om jeans. Og mere til. Tag godt imod manden og hans passion!

Manden, der jagter gode historier om denim: Thomas Bojer

1. Du er mildest talt begejstret for denim””hvordan opstod din interesse?
– Allerede som barn var jeg meget fascineret af tøj og især Levi’s. Jeg kunne bruge timer på at snuse rundt i forretningerne i Thisted, hvor jeg voksede op. Ofte må det have været temmelig frustrerende for personalet, for jeg købte sjældent noget””jeg ville bare kigge og en gang imellem prøve på. Jeg kan også huske, at jeg tit meget grundigt inspicerede min fars cowboybukser, der som regel var fra Lee. Jeg drømte om at arbejde med tøj, men dengang havde jeg kun fantasi til at forestille mig, at det skulle være som salgsekspedient. Min mor overtalte mig til at tage en studentereksamen fra handelsskolen, som har ledt mig videre til studier på handelshøjskolerne i Aarhus og København””det er jeg meget taknemlig for i dag. Man kan komme rigtig langt med motivation, iver og arbejdsomhed, men havde det ikke været for min tid som studerende, var jeg formentlig aldrig kommet til at skrive så meget, som jeg gør i dag. Derudover tror jeg også, at jeg ville være kørt træt i at stå i butik 37 timer i ugen resten af livet. Det har jeg prøvet et års tid, og det kommer jeg nok aldrig til igen.

2. Kan du huske dine første jeans?
– Jeg kan huske det første par bukser, jeg købte for mine egne penge, men jeg vil ikke gå så langt som at kalde dem jeans. Det var dagen efter min 10-års fødselsdag, og jeg tog en god portion af den kontante gavehøst med ind til byen for at købe mit første par Freeman T. Porter. De kostede så vidt jeg husker 600 kroner, hvilket føltes som et astronomisk beløb dengang, men jeg ville bare have dem.

Det første par...

3. Min fornemmelse er, at det seneste årti har gjort meget for denim – og der er kommet ekstra fokus på metervarer. Hvad skyldes det?
– Jeg tror, det er sket som en del af de generelle forbrugsændringer, vi er vidner til i øjeblikket. Det er i langt højere grad indholdet og funktionen, der er kommet i fokus, hvor formen tidligere betød alt. Forbrugerne efterspørger produkter og oplevelser, der giver dem mere end en tom skal, de kan tage på, men de bruger stadig forbruget til at kommunikere, hvem de er. Det er jeans og denim også blevet en del af og falskheden fra den traditionelle modeverden erstattes af denimens ægthed og storytelling.

4. Man taler om vintage denim””hvad må betragtes som det ypperligste?
– ”œVintage denim” er blevet misbrugt af mange store brands, som forsøger at skabe et image og har dermed på mange områder mistet værdi. Ægte vintage er varer, som har været brugt og elsket””eller hvis man er rigtig heldig deadstock varer, som aldrig har været brugt. Så kan det som sådan være lige meget, hvad der står på dem, men et par jeans fra et af de store amerikanske brands er naturligvis i høj kurs.

Brugt og elsket - det kendetegner den ægte (vintage denim) vare.

5. Hvordan er det med Amerika vs. Japan?
– Det er ikke en diskussion om hønen eller ægget. Jeans er uomtvisteligt et amerikansk produkt, som blev perfektioneret op gennem den første halvdel af det 20. århundrede af utallige amerikanske producenter til det produkt, som vi kender i dag. Men allerede i 60’erne begyndte den skiftende magtbalance, hvad angår højkvalitetsdenim og –jeans. Japanerne er enormt fascinerede af den amerikanske kultur og ekstremt dygtige imitatorer. Da Levi’s i 1971 introducerede batwing-logoet og i forlængede heraf ændrede e’et fra stort til lille på red tabben, hvilket skabte begrebet Big E, satte de for alvor skub i hele vintagebølgen. Japanerne begyndt at samle på de gamle bukser, og samtidigt skød mærker som Big John op og gav japanerne muligt for at købe originale jeans produceret lokalt. Hvis det har interesse, så har Henrik Brund skrevet en ganske interessant artikel om emnet på Denimhunter.

Big in Japan...

6. Man taler ligeledes om patinering og slid””hvordan får man efter din mening det bedste look på sine jeans?
– Der er kun én ting at gøre; brug dine jeans. De bliver ikke slidte af at ligge i klædeskabet, men skal bruges, gerne uden forsigtighed. Jeans er arbejdstøj, og de kan holde til det. Og skulle de mod forventning bliver slidt i stykker på udsatte områder, så er der også råd for det. Hvordan og hvor ofte du vasker dine jeans har også betydning.

Tre par med hvert sit look

7. Og så er der diskussionen om at vaske sine jeans””eller helt at undlade det?
– Personligt vasker jeg mine jeans, faktisk forholdsvis meget. Jeg elsker den klare blå indigofarve, de får efter et par ture i maskinen. Derudover er jeg også vildt utålmodig. Tidligere sværgede jeg som mange andre til aldrig at vaske mine jeans””i hvert fald til at vente et halvt år. Men efter jeg første gang oplevede, at mine Nudie jeans gik i stykker i knæhaserne, fordi dry denim er enormt stift og stoffet simpelthen blev slidt i stykker, så gad jeg ikke det længere. I dag starter jeg altid med at skylle mine jeans, inden jeg tager dem i brug. Det foregår som regel i min køkkenhåndvask, hvor de får lov at ligge et par timer for at få de værste kemikalierester og stivelse ud af metervaren. Derefter hænger jeg dem til tørre i brusekabinen, og når de næsten er blevet tørre, så tager jeg dem på og går dem til.

Lige et par timer i blød - og så tages bukserne i brug...

8. Hvor mange jeans tæller din samling?
– Jeg fik samme spørgsmål, da Euroman interviewede mig. Ærligt talt har jeg ikke helt styr på, hvor mange jeans har jeg, men ikke overdrevet mange. Måske 20-25 par. Jeg har også altid en nogle stykker i ”œkommission” hos venner og bekendte, som bruger samme størrelse som mig. Lidt ligesom Joey i Venner, hvor han beder Chandler om gå sine jeans til, udover jeg sjældent forlanger bukserne tilbage. Når mine runder de første 120-30 dages brug, så mister jeg som regel lysten til at bruge dem. Det er ligesom det sjove ved processen går af det. Jeg tænker nogle gange på mig selv som en maler, der har færdiggjort et maleri, jeg tror det er lidt den samme følelse jeg står med.

9. Og perlen i samlingen?
– Uden tvivl mine originale Levi’s jeans fra midten af 1970’erne. De har ikke det eftertragtede store E på red tabben, men de er syet af den mest autentiske open-end selvage metervare, som var helt fluffy, da jeg fandt dem i Paris og betalte €40 for dem. Nu er de blevet vasket nogle gange og er ikke så langhårede længere. Derudover har jeg også et par Levi’s Vintage Clothing 1947 501’ere, som jeg købte af Sergei Sviatchenkos yngste søn for en slik. De er produceret på Valencia Street fabrikken i San Francisco, som var Levi’s’ sidste aktive amerikanske fabrik””og den første de åbnede efter katastrofen i 1906. Fabrikken lukkede i 2002 og mine jeans er produceret lige før årtusindeskiftet. Jeg har i øvrigt også en Type III Trucker jacket fra samme fabrik, som endnu ikke er blevet gået til.

Uh, de gamle bukser...

Lavet i Amerika...

10. Hvilket par/model er du på evig jagt efter?
– Ubrugte og originale deadstock jeans er altid øverst på min ønskeliste. Og endnu bedre hvis jeg kan passe dem. Jeg elsker simpelthen at slide mine jeans til selv, det er processen i det, der er sjov. Jeg ejer ikke et par vintage jeans, som er gået til at andre, de fascinerer mig grænseløst, og jeg lærer næsten altid noget nyt med at analysere dem, men jeg behøver ikke eje dem. Lad bare andre om at betale de mange dollars for slidte jeans, jeg kan nøjes med at kigge. Giv mig derimod et par ubrugte gamle originale jeans, og det kribler i mig for at få dem på.

11. Hvilket brand eller hvilken model har haft det mest langtidsholdbare snit/design?
– Det er uden tvivl Levi’s arcuaten, som har været en del af virksomhedens kendetegn siden 1873. Snitmæssigt er det nok også 501’ere (eller XX som de hed indtil omkring 1890), der har ændret sig mindst. Den dybe yoke og snittet af buksebenene, som tilsammen giver et tætsiddende anti-fit look, som føles behageligt at bære, er jo i bund og grund det alle de andre forsøger at imitere eller bruger som referencepunkt.

Så skulle de vist også være gået til.

Man kender det selv - et par svært slidte jeans kan være favoritten, som man ikke nænner at smide ud.

12. Hvilke nyere brands skal man holde øje med efter din mening?
– Tidligere på året mødte jeg hollænderne bag K.O.I., som jeg synes har noget ægte på hjertet, er tilpas lidt hollandsk og samtidigt formår at hylde det klassiske, uden det bliver prætentiøst. Derudover stormer canadiske Naked & Famous frem, så dem tror jeg også vi kommer til at se en del mere til fremover.

K.O.I - værd at holde øje med i følge Thomas Bojer.

13. Hvad skal enhver mand vide om denim?
– Det blå stof er afhængighedsskabende og så smitter de mørke uvaskede metervarer af””så lad være med at gnubbe dig alt for meget rundt i den lyse læderkabine i bilen.

Du kan følge med i Thomas mange skriverier på Denimhunters.com

 

Pin It

You may also like