Indrømmet. Omega De Ville har aldrig rigtig vundet mit hjerte. Jeg havde heller ikke planlagt at formulere noget, da jeg så overskriften på nyhedsskrivelsen, da den netop afslørede nyt om Omega De Ville Prestige. Men så kiggede jeg på billederne og læste ordlyden. Resultatet blev en artikel. Det er nemlig slet ikke så kedeligt.

Har man haft et Omega De Ville mellem hænderne fra eksempelvis 90’erne, vil man erfare, at det nemt kan være et slankt ur med et relativt – hvis ikke ligefrem kedeligt – quartzværk. Men Quartz og 90’erne er en saga blot anno 2020 (og frem), når man taler om Omega De Ville Prestige.

For år tilbage var jeg til en Omega presse komsammen, hvor budskabet var ganske tydeligt: Quartz skulle ud, man ville op i på højere niveau – og priserne ditto. Den mission har Omega opfyldt flot – og nok betyder det højere priser, men det betyder også nyudviklede modeller og en garanti på fem år.

Hvad angår de nye Omega De Ville Prestige, så er størrelsen vokset. Gudskelov. 39,5 millimeter – i diameter – måler de nye løjer. Den mest interessant – for mit vedkommende – er reference 424.13.40.21.03.003, som er nemmere at huske, hvis du blot siger “den af stål med den blålige urskive, som også har small seconds, power indikator og mørk læderrem”.

De andre? De er bare ikke mig. Guld-stål kombien betegner jeg stadig som hestehandlerudgaven, omend Omega De Ville Prestige i guld stål ikke hørmer al verden af hest. Kombinationen fungerer bare ikke for mig. Uanset mærke. “Men hvad med en Daytona eller “Sub” i guld stål?” “Vrinsk…”

Nå. Den foretrukne model blandt de ovenstående nyheder er også den billigste – pris og favoritstatus hænger dog ikke sammen. Det er blot et – herligt – sammenfald. Modellen kan blive din for 33.800 kroner – de dyreste i kollektionen koster 54.500, men så får du også (ganske små) diamanter og (deltaljer) af rødguld.

Mere? Okey-dokey. Hver model har et chronometer-certificeret, mekanisk urværk med automatisk optræk.
Der findes flere ure på My-Pleasure.dk her