I snart 10 år har Omega været involveret i non-profit organisationen Orbis, hvis formål er at forhindre blindhed i verdes fattigste regioner. Her i slutningen af 2020 præsenterer Omega to ure, hvorfra en del af pengene fra salget går til Orbis. De to ure går under betegnelsen Omega Trésor Orbis…

Man skal ikke kimse ad velgørenhed, og der er nok at vælge i mellem. Det gør det vel også lidt mere udfordrende for organisationerne at bede om penge direkte hos folk. Derfor er et samarbejde som dette ganske fortrinligt. For havde du måske hørt tale om Orbis før? Jeg havde – men det var også via Omega. Dermed fik jeg en reminder om Orbis, og selvom jeg ikke kommer til at købe nogle af de to ure, så rykkede organisationen op i min hukommelse. Det er skridt på vejen – uanset om jeg får doneret nogle penge eller ej.

Nå – lad os se på løjerne. De to nye Omega Trésor Orbis modeller er begge lavet af stål, og sidenhen er de blevet drysset med lidt ædlemetaller i form af timemarkeringer af 18 karat hvidguld. Men ro på – måtte du en dag mangle lidt penge, så skal du ikke overveje at få afmonteret disse timemarkører for at sælge dem for en god guldpris.
Det samme gælder i øvrigt broen til urets balance, som er lavet af 18 karat rødguld. Til gengæld kan du glæde dig over en klædelig diameter på 40 millimeter.

Vil du give den på velgørenhedstangenter, kan du vælge at donere urets pris direkte til Orbis uden at købe uret – alternativt kan du købe den dyreste variant af de to, som koster 89.900 kroner – den “billige” koster 49.500 kroner. Den kosteliges pris retfærdiggøres med hjælp af en diamantbesat lynette, som efter min ydmyg mening ikke er videre klædelig, men til gengæld er støtteformålet vældig fint.

Når det bliver den 8. i hver måned, får du en reminder om dit storsind – 8-tallet er nemlig erstattet af en Orbis bamse, som en direkte reference til den bamse, der gives til børn i fattige dele af verden, når disse børn får udført en øjenoperation, som skal gøre livet finere for børnene. Det er absolut en fin reference.

Skulle jeg spendere en flot som penge på et Omega James Bond ur eller et Omega Trésor Orbis ur, havde jeg valgt sidstnævnte – simpelthen på grund af det fine engagement, der ligger i Orbis-modellen. Og husk i øvrigt, at du ikke bliver James Bond af at gå med ur med James Bond logo, men at du til gengæld før en forskel, hvis du køber et Omega Trésor Orbis.
Uret er konteret på en blå læderrem med poleret stålspænde, og værket er et Omega calibre 8511, som du selv skal trække op. Der medfølger en særlig boks til uret, en nøglering med den førnævnte bamse, og så får du fem års garanti på uret. Selv tak.

Der er mange flere ure på My-Pleasure.dk her