Hvis du skulle pege på noget af det kedeligste, du kunne ønske dig – eller for den sags skyld selv skulle erhverve dig – så er jeg ganske sikker på, at strømper ville være på denne liste. At handle futteraler til fødderne er ingen fest, men det er nødvendigt. Det behøver dog ingenlunde være besværligt. Men det må gerne være komfortabelt. Det er tilfældet i denne historie…
Navnet er IQ Sox, og strømperne indeholder 75 % bambus. Var du ung i 90’erne og så tv-reklamer, vil du vide, at bambus vokser en halv til en hel meter. Om dagen.
Nå. Jeg trak i et ud af syv par. Hvert par er dekoreret på allersmarteste med hvert sit nummer. Dermed er det nemt at parre sokkerne, når de har været til vask. Er de komfortable? Overraskende ja. De er langt blødere end en vanlig bomuldssok, og så lover man fra producentens side, at babus både er godt for miljøet, langt mere fugtabsorberende omend en smule mindre slidstærke, hvis du har hang til at betræde ujævne og ru gulvflader. Ydermere skulle sokkerne være med til at eliminere lugtgener fra fusserne.
Du kan erhverve dig syv par for 299 kroner. Nu hvor jeg har taget hul på par nummer to, kan jeg fint sige god for sagerne. Hvor langtidsholdbare de er, ved jeg dog endnu ikke, men komfort og “look” fejler absolut intet.
Du kan erhverve dig et eller syv par IQ SOX hos Strømpekompagiet.dk her
Indlægget er kommercielt og lavet på eget initiativ. Har du noget, der er oplagt at se nærmere på, skal du være velkommen til at tippe mig på nk@my-pleasure.dk