“Nu er den her! Click’n Tile er fliserne til dig, der….”
Dette indlæg kan muligvis bide med selv i gumpen, for selvom jeg er glad for fornyelser i hjemmet, så higer jeg ikke efter nye forbedringer i samme grad som min hustru. Og jeg er ganske sikker på, at min hustru vil begejstres over dagens historie. Så langt, så godt. Nu skal vi se på fliser fra Click’n Tile…
Navnet klinger amerikansk, men det er pæredansk. Manden bag fliserne (altså han sidder ikke på væggen), hedder Lars Thomsen og han har en fortid hos Dyrup og Gori, og han kan med rette kaldes en mester udi overflader. Det var i 2017, at Lars fik idéen til Click’n Tile, da han stod og grublede over, hvodan han nemt kunne få fornyet sit køkken. Og vupti – så var Click’n Tile født.
Konceptet er simpelt – du klæber en bagplade på din væg, og herefter klikker du fliserne på. Det bedste af det hele? Du kan gøre det selv – og du kan selv vælge, hvordan og hvorledes flisefarverne skal arrangeres. Fuge? Niksen biksen. Rengøringen er også nem – du klikker fliserne af og smider dem i opvaskemaskinen.
“Brug Click’n Tile hvor du vil, og hvornår du vil…”
Ovenstående formulering er hapset direkte fra en gammel TV-shop reklame for et helt andet produkt, men jeg synes, at konceptet passer gevaldig fint til beskrivelsen. Og jeg kunne faktisk snildt se, at vores køkken eller bad kunne klare en omgang Click’n Tile. Særligt fordi, det tilsyneladende ikke kræver ret meget fingersnilde. Måske det skal komme an på en prøve.
Du kan lave ensartede vægge, mønstre eller sågar give den med et messing-look. Fliserne er kvadratiske og måler 10 x 10 centimeter og sælger i kasser med minimum 20 fliser. En sådan pakke koster 160 kroner.
Click’n Tile har hjemmeside her
Der er mere boligstof på My-Pleasure.dk her
Facebook finder du her