Linde Werdelin Oktopus II – en ny klokke rammer forhandlerne om to uger
Faktisk er overskriften lidt misvisende, for der lidt under to uger til, at den nye Linde Werdelin model lander rundt om hos forhandlerne. Og naturligvis også via LindeWerdelin.com. En mail tikkede ind med dugfriskt materiale om uret, der blev præsenteret på BaselWorld i foråret, og er du glad for at dykke, så kan nyheden i selskab med instrumentet The Reef garanteret få din dykkerklokke til at ringe.
Det nye Oktopus II, der har mekanisk urværk med automatisk optræk, viser tiden analogt, mens The Reef giver dig livsvigtige oplysninger til din dykkerfærd. Linde Werdelins mantra om at kombinere det mekaniske med det digitale holder således stadig stik – og som det fremgår af fotoet herover, så bliver sagerne anvendt – i dette tilfælde af den ens af de to stiftere, Jørn Werdelin.
På håndledskuddet herunder, hvor Morten Linde har ageret armmodel, er vi oven vande – og jeg kan tilføje, at uret tåler 300 meter vand og har “double date”; altså visning af dato via to separate skiver.
Når dykket er overstået, klikker du blot instrumentet af uret og bruger dit ur på vanlig vis.

I Karate Kid lød det “Wax on – wax off”, men hos Linde Werdelin lyder det “Instrument on – instrument off”. Med lidt god vilje…
Yderligere information om uret finder du her <—
Slutteligt skal det nævnes, at Linde Werdelin er med i den nye “Quintessentially Watches – Standing the Test of Time”, som conciergefirmaet Quintessentially står bag. Bogen indeholder vigtige klokkeværker fra 20 uafhængige urhuse, hvor Linde Werdelin også er at finde. Well done – og tillykke!





