Angelus Chronodato – video og et kig på et brugt vintageur

Jeg er glad for ure – ingen tvivl om det. Og i øjeblikket er det typisk ure af lidt ældre karakter, som (også) fanger min opmærksomhed. For måneder tilbage fik jeg fingre i et Angelus Chronodato, der skal dateres til 1940’erne – sådan cirka. I dag får du en video af uret – også de indvendige dele – samt fotos og lidt historiefortælling…

Krone og “pushers” – bemærk, at knapperne til chronograph funktionen er firkantede og ikke runde, som man oftest ser det i dag.

Årsagen til fascinationen skal dog lige forklares – for det første så er Angelus ikke længere et eksisterende hus, hvilket gør det interessant – og lidt farligt. Interessant fordi du ikke vil finde uret på ret mange håndled, og fordi du ikke bare kan finde et ur hos en forhandler. Du skal med andre ord på jagt. Farligt? Ja – du kan risikere, at uret går i udu efter kort tid, og hvad gør man så? Jeg erhvervede mig mit Angelus, og det gik sådan set perfekt. Der var dog lidt bøvl med uret, som jeg kunne leve med, men som jeg gerne ville have fikset. Jeg indleverede uret til service, og så var det bare at vente.

Et særsyn – to gange Angelus Chronodato. Endda i to forskellige kassematerialer.

Ventetiden blev lang, og da min tålmodighed ikke er den største i verden, var måneders ventetid præget af længsel efter uret. Der skulle findes reservedele, og de blev fundet i Sverige. Dernæst skulle uret serviceres. Og så var uret i spil igen. Det er en fornøjelse at have det lette ur om håndleddet, der ikke blot har fået ros, men som også komplimenteres for den høje tikken.

Og bagsiden med det komplicerede værk

Lad os tage en pause fra tekst og stillbilleder og kaste os over videoen.

Modellen – Chronodato – er en af Angelus’ mest populære, og selvom brødrene fra Le Locle i Schweiz måtte bukke under for quartzkrisen i 1980, vidner mit ur om – efter service – at godt håndværk nemt kan holde i 70 år. Med garanti også 100 år i øvrigt.

En opstøvet Angelus annonce fra gamle dage.

Uret byder ikke bare på tidsvisning, men også chronograph og en såkaldt tripeldato – forvent visning af dato, måned og ugedag. Det siges, at Angelus lavede alt “in house”, og at husets produktioner fint kunne konkurrere med mærker som Patek, Rolex og Vacheron Constantin.

Kunstgræs og patineret skive.

Uret har manuelt optræk, og det skal i den grad nævnes, at tiden holdes – forbløffende godt og fint. Jeg trækker det op dagligt, men vil mene at gangreserven ligger på cirka 48 timer. Det ville have været nemmere at håndtere uret, hvis det havde automatisk optræk, men man kan ikke få alt, og så er der noget helt særligt ved at trække et ur op. Det tager lidt tid, men du kommer tættere på uret – du skal arbejde for, at uret arbejder for dig.

On the wrist.

Angelus har desuden lavet en klokken, der gik under øgenavnet “The Tinkler”, som gav velklang fra sig hvert kvarter – uret er kun lavet i omkring 100 eksemplarer. Min model har jeg set fra 14.000 kroner – og op til mere end dobbelte. The Tinkler vil utvivlsomt koste mere, men det er en helt anden historie.

I floralt selskab…

Er der en særlig type ure, du begejstres ved eller drømmer om for tiden?

Vidste du i øvrigt, at der er skrevet + 100 artikler om ure her på sitet? Du finder dem her <—