En læser og hans Omega Seamaster 600 - og hans syn det at gå med ur

Thomas Knudsen er tilbage. Denne gang handler det hverken om kaffelanceringer eller øl. Den velskrivende Knudsen har nemlig erhvervet sig et ur. Et ældre et. Fra Omega. Men hvad betyder tiden for ham? Og hvad er hans mening om det der med at gå med ur? Det får du svar på i dag. Tak – endnu engang – til Thomas.

Knudsens nye klokke – med en særlig lænke, du bliver klogere på i dagens historie. Foto: Kim Moltved

Thomas – kan du gøre os klogere på, hvordan din interesse for ure opstod?
– Mit første ur var et dyrt svejtsisk dykkerur, som jeg fik af min velhavende farmor. Jeg tog det fluks ud i karbad. Og da det blev lidt kedeligt, begyndte jeg at hamre på det med en hammer. Der var jeg cirka fem år. Jeg tog også min papbrors ur med i mine tests. Og det var en succes. Det blev splittet ad og åbenbarede et finurligt indre.

En del år senere, da digitale ure lige var kommet frem, fik jeg et Timex ude fra Lærernes Indkøbscentral. Det savner jeg i dag – for sin kluntede rustikhed. Men også her var der noget at prøve af. Så jeg forsøgte mig med et brændeglas, koncentrerede solen ned i displayet, så det fik en ret så uskøn boble, der godt kunne minde lidt om en bussemand. Derefter gik der mange år uden ure.

Uden håndled, med pudseløjerlig “lænke” og i iskolde omgivelser

Så hvad skete der efter barndommen?
– Da jeg nåede puberteten var det min fars tur til at donere ure. Og han kom da også med nogle æstetiske ure, ikke nogle dyre mærker, de var bare kønne og æstetiske ure. Men de lod mig kold. Hvad man skulle med ure var egentlig lidt af en gåde? I gadebilledet kunne man altid se et ur, og der var fjolser nok, man kunne spørge om tiden.

Du har for nylig erhvervet dig et ur. Hvilket er der tale om?
– Det er et Omega Seamaster 600 fra 1968.

Da der er tale om en Seamster, kan vi jo passende krydre med “sea photo”. Foto: Thomas Knudsen

Hvor fandt du det – og hvordan foregik handlen?
– Jeg har en tøjbutik, som jeg altid kan regne med, når det gælder ekvipering. Det er Hasle Genbrugsbutik på Bornholm. Der sidder nogle morderligt søde damer, der i deres hjertens godhed formidler penge til Afrika. Vi er virkelig pot og pande.
I min jagt på brugbare effekter i butikken sneg jeg mig om bag et forhæng, hvor de opbevarede nogle ting, de ikke havde taget stilling til. Der fandt jeg mit Omega i en sølle forfatning. Slidt og uden krone. Og et urværk, der ikke gik. Men mit hjerte gav et hop. Jeg kunne godt se, at det var et fint ur. Så tog jeg smartphony frem og undersøgte lidt. Der kom nogle vilde talbeløb frem, så jeg var bekræftet i, at det var et fint ur.

En bornholmsk “Seamaster”. Foto: Thomas Knudsen

Jeg brugte nogle hemmelige Jedi-tricks for at få det ud af Hasle Genbrugs. De var jo ikke helt sikre på urets værdi, og jeg havde gjort noget forbudt ved at snuse inde bag forhænget. Summa summarum. Jeg smed et vandvittig bud på 50 kroner og forlod butikken som urejer og en sitrende undren i baghovedet. Hvad fanden skulle jeg med et defekt ur? Og kunne det overhovedet repareres?

Indkøbt for 50 kroner…

Hvad skete der så efter handlen?
– Det var lidt af en beslutning at bruge penge på et ur. Der var sandelig andre steder i mit liv, der kunne have brugt pengene. Min tandlæge f.eks. Men jeg var netop i gang med at flytte endeligt til Bornholm og syntes, at det var en ny tid for mig. Det var nærmest symbolsk, at uret, ligesom jeg, kom til verden i 1968. Så jeg tog det ned til Hans, urmageren i Rønne. Han tog bagskiven af og åbenbarede det skønneste tikkeværk. Der er 17 saphirer i uret, og de fungerer som lejer for de væsentligste tandhjul. Det var nok der, at jeg tog beslutningen om at fyre pengene af. Hans rensede uret for den flydende pakning, der efterhånden var blevet til snuller imellem tandhjulene, polerede plexiglasset og gjorde det som nyt. Det skulle jeg betale 1.350 kroner for. Jeg trøster mig ved, at uret trods alt har en større værdi end dette beløb. Nu er det en konkurrence om, hvem der lever længst. Uret eller mig.

Hvordan er det med din interesse for ure”¦?
– Kigger jeg tilbage, så har jeg altid syntes, at folk der gik op i ure var lidt gay. I hvert fald degenererede og uden sans for egentlige værdier. Nogle ulidelige selviscenesættende narcissister. Det der med at gå op i udseende og have ure – ligesom kvinder og deres tasker i dyre mærker – no way om jeg gad være sådan én.

Nyserviceret. Og nydeligt. Foto: Kim Moltved

Du har også et Tissot – fik du det før eller efter dit Seamaster?
– Nej. Jeg har bare en Tissot stålrem med store huller i, som er samtidig med Omega-uret. Det er det tætteste, jeg er på et Tissot-ur. Den rem vil jeg gerne skifte, selv om jeg egentlig er begyndt at holde af den. Den er bare ikke særlig komfortabel. Tænker lidt på en natorem.

Omega på glatis…

Hvordan synes du så, det er at have et mekanisk ur?
– Det er kærlighed, når jeg ser på det, og når det tikker sagte ved siden af min seng.

Kunne du fristes til at købe flere ure?
– Nej, jeg skal aldrig have andre ure. Det her var en smutter, jeg ikke helt forstår.

Klokken er ti minutter i Bornholm

Har du modtaget nogle tilkendegivelser – positive såvel som negative – når det gælder dine ure?
– Lad mig sige det sådan. Når jeg anmassende har vist folk uret, så har de været velopdragne nok til at virke positive. Ellers er du den eneste, der har udvist oprigtig interesse, Nicolai. Tak for det.

Er der et særligt ur, du drømmer om?
– Det skulle så være et Bornholmerur, en dag hvor jeg får et hus.

Et Bornholmer-skud. Foto: Thomas Knudsen

Hvordan forholder du dig til tiden?
– Tiden er en underlig ting. Jeg tror ikke rigtig på den, men den kan være praktisk nok til at give plads til rummet og dermed fænomenerne i fysisk forstand. Ellers ville altet være lidt svært at tage stilling til. Og at tiden stopper for os alle er trods alt bedre end at skulle se menneskeheden nosse rundt på repeat i al evighed.

Når mennesker siger, de ikke har tid, siger jeg de skal stave tid bagfra.