MoÃ«t Grand Vintage 2006 - frokost med en mimer, torsk og andre årgange

Der blev inviteret til frokost i Odd Fellow Palæet. Det var nemlig tirsdag. Anledningen? En lancering af MoÃ«t Grand Vintage 2006 – endda i selskab med en mimer, carpaccio og en balletdanser. Plus det løse. Du får også en opsummerende video med alle de herlige happenings fra smagning.

Så er der frokost i fornemme omgivelser. Foto: Mads Damgaard

Som oftest er det med en smule mystik, når der inviteres til champagnesmagning på noget nyt. Nyt er måske så meget sagt, når vi taler 2006, men det er nyt for årgangen er “ny” og netop lanceret. Det skulle fejres med flere årgange, en non-vintage og talrige happenings bag mørklagte gardiner. Vi begynder dog med et velkomstglas uden årgang.

Uden årgang. Foto: Mads Damgaard

Pludselig lyder der et pling på klokken. Folk med fobi for ikke-talende artister ville muligvis have været skræmt fra liv og sans, da mimeren fører os opad trappen til første happening.

Uden ord… Foto: Mads Damgaard

Et smukt og mørklagt lokale venter og det samme gør en omgang carpaccio af vildokse med blandt andet Baeriicaviar og østersmayonnaise, som Thomas Rode og Thilde Maarbjerg (med følge) har sørget for. Kort summeret, så er det kød møder hav i skøn tosomhed (der er mere end to elementer, da vi også finder krydderurter, men idéen er jo fin med tosomheden).

Carpaccio. Foto: Mads Damgaard

I glasset? Jamen der finder vi det, det hele handler om på invitationen: MoÃ«t Grand Vintage 2006. Fra husets side har man sendt repræsentanten og ønologen Elise Losfeldt til Odd Fellow Palæet. Hun var også på pletten til sidste smagning på d’Angleterre, som du kan genopleve her. Vi får en kvik opsummering: Omkring 90 % af al champagne er non-vintage. Nogle mener sågar, at der kun laves 3 % vintage-chamapagne, men uanset procenter og cifre, er der tale om noget unikt. Og det er ikke snik-snak. 2006 smager aldeles anderledes. Og unikt. Man skiller sig bevist ud fra det, man er kendt for i sin signaturchampagne, og det faktum er jeg ganske sikker på gælder alle huse. I 2006 og MoÃ«t regi har vi at gøre med fem gram dosage (sukker) pr. liter og masser af florale toner i snudeskaftet. Årgangen har stort aldringspotentiale, og metaforisk set kan årgangen sammenlignes med en ung kvinde, der har hele livet for sig. Det illustreres “live” med en balletopvisning.

Foto: Mads Damgaard

Ballet på en hverdag. Foto: Mads Damgaard

Sikke en omgang og opvisning. Vi bliver plinget ind i næste rum af førnævnte mimer, og det er tid til en omgang 1985 i magnumstørrelse. At gemme årgangs champagne er en ting – at gemme årgangschampagne i magnumstørrelse er en anden – og efter sigende bedre. Da vi “kun” får magnum, er det denne størrelse, det handler om. Men først et kig på tallerkenen, som byder på torsk, morkler, brydende perleløg og vistnok også en kammusling. Eller er jomfruhummer. Jeg kan ikke erindre det klart nok, men menukortet siger jomfruhummer og en note i min bog siger (også) kammusling. Der er nok at holde styr på.

Foto: Mads Damgaard

Elise fra MoÃ«t beskriver 1985 som “vinter” – vi havde jo foråret og den unge pige lige før, så her har vi kontrasten. Der er virkelige tale om kontrast. MoÃ«t Grand Vintage 1985 er kompleks, langt mere gylden og mørk. Og moden. Den vil være egnet til langt mere mad end førnævnte 2006, og der er – som der bør være – kæmpe forskel på de to. Det er også et eksempel på, hvordan 2006 muligvis kan udvikle sig med årene. Men uden nogen form for garanti så klart. Og så opstår der tvivl ved bordet. En kan fornemme en smule kork. Og uden andre har sagt det, kan de det pludselig – og måske – også. Jeg er ikke helt enig, men da flaske nummer to – magnum igen – kommer til bordet, kan jeg dufte en lille forskel. Meget lille. Smagen er der minimal forskel på. Og det er det, der er så fascinerende – alt er selvsagt subjektivt, men to flasker fra samme årgang kan smage forskelligt. Det tager vi i øvrigt et stykke klavermusik for at understrege.

1985 i stor størrelse. Foto: Mads Damgaard

Klaverspil i mørket. Foto: Mads Damgaard

Er der mere? Det tyder mimeren med klokken i hvert fald på. Og det er der. Både af mad, champagne og klokke-klimten. Vi skal til MoÃ«t Grand Vintage 1999. Det sidste år i et årtusinde. Ved første møde med indholdet af glasset tænker jeg, at den nærmest virker yngre end 2006, men jeg skyder på, at det er relateret til, at temperaturen er lavere – og det kan godt snyde lidt. Eller forvirre. Det fejres med en violinist. Det er så sandelig en levende frokost.

1999 – eget foto.

Tallerkenen byder denne gang på kalv, kalvebrisler, brunet smør og rabarber. Og asparges så sandelig. Det er mægtigt, overdådigt og frokosten kunne så absolut have udgjort et fornemt middagsmåltid, og sådan bliver det vist også, når branchefolkene skal samles senere samme aften. En sludder om champagne giver pludselig mening, for når der virkelig nørdes igennem, bliver en wine maker spurgt om et og andet. For eksempel om hældninger på marker, solskinstimer, jordbund og høsttidspunkter. Nogle af disse spørgsmål har svar, som kan anes i champagnen, men andre gange bliver det for tung, for som en wine maker engang sagde: – Enten kan I lide og drikker det. Eller også kan I ikke lide. Og så drikker I det ikke. Forsimplet? Ja, men der er så sandlig også noget om snakken.

Kalv. Og kalvebrisler. Skudt af mig. Altså fotoet.

Jeg kom sådan til at tænke på den sidste nadver, da jeg så dette foto, som jeg skød.

Det var det. Og så alligevel slet ikke. For vi skal have ost. Og MoÃ«t Grand Vintage 2006 igen. Den anbefales nemlig ikke til traditionelle desserter, hvorimod ost er et oplagt match. Du kan dog uden problemer også nyde den i godt selskab og uden noget spiseligt til, hvis du spørger mig. En af de foreskrevne oste har i øvrigt måtte lade livet til fordel for en anden. Vi nyder og skåler, alt imens et digitalt display på mystisk vis er blevet monteret i bordpladen. Her suser navne og andre herlige informationer rundt med et afrundende tak for i dag. Jeg kan kun sige i lige måde.