En email tikkede ind. Den gik på en forespørgsel om, hvorvidt jeg kunne tænke mig at lave et interview med den administrerende direktør for Stenströms skjorter, Anders Bengtsson. Det lød som en mægtig idé, og den idé blev til interview, som du kan læse herunder. Forvent over 100 års historik, lidt om kommende trends, men også lidt om de små detaljer.
August Stenström var skrædder og grundlagde mærket for over 100 år siden. Men hvad var det, han kunne, som gjorde ham efterspurgt?
– Han var en dygtig skrædder med sans for, hvad datidens morderne mand havde brug for. Han tilpassede sig tidens tendenser samtidig med, at han fornyede dem. Og så sørgede han for at lave et ordentligt produkt, det vil sige, et produkt skabt i god kvalitet, så folk fik noget for deres penge.
Hvad mener I, har været årsagen til succes gennem tiden?
– En forståelse for hvad forbrugeren har brug for kombineret med en god relation til og respekt for de enkelte forhandlere.
Hvordan vil I beskrive jeres brand?
– Perfection in every detail.
Og jeres kernemålgruppe på herresiden?
I princippet alle herrer mellem 18-100 år. Vi oplever, at både forretningsmænd, erhvervsledere, sælgere, mænd i den kreative branche, studerende og mange andre køber vores skjorter. Det er en bred målgruppe, men samlet set kan man sige, at det er stilbevidste herrer med sans for kvalitet og elegance, der bærer vores produkter. Og vi er stolte over at nå så bredt ud.
Der findes et hav af skjortebrands – nogle billigere. Andre dyrere. Hvorfor koster en Stenströms skjorte det, den koster?
– Vores skjorte koster det, den koster, fordi vi arbejder med de bedste vævere, der producerer de bedste stoffer, vi sætter ægte perlemorsknapper i, og vores dygtige syersker laver pæne syninger. Hvis du vender vrangen ud på en Stenströms skjorte ser den næsten ens ud på indersiden og på ydersiden. Det er et kvalitetsmål for os.
Hvilke tre faktorer vil I pege på som de vigtigste, når det kommer til skjorteproduktion?
– En fabrik med moderne maskiner og et dygtigt og udlært personale er en af faktorerne, der gør sig gældende. Det tager omkring et år for en syerske at blive fuldt udlært. Et klart fokus på kvalitet og engagerede medarbejdere samt evnen til at overholde aftaler om leveringstid er nøglen til en god produktion. Gode vilkår for personalet er en vigtig del af dette.
Og når det kommer til pasform?
– Pasformen er noget, vi hele tiden arbejder med for at finpudse detaljerne, så skjorten kan sidde så godt som muligt. Alle har jo forskellige kropsbygninger, og vi vil gerne have, at skjorten skal kunne passe så mange som muligt uanset højde og drøjde. Vi tilbyder også custom made-skjorter, det vi kalder made to measure, for de som ønsker at få en skjorte efter personlige mål. Der er en stigende interesse for dette.
Hvordan har I erfaret, at brugen af skjorter har udviklet sig gennem tiden?
– I dag bruger man skjorte i alle sammenhænge. En hvid eller lyseblå skjorte med dobbelt manchetter, stilfulde manchetknapper og velbundet slips til jakkesæt, ligesom en mønstret, casual skjorte til et par slidte jeans og en blazer. Moden skifter, og i en periode skal jakkerne være små og smalle til smalle bukser, og så skal skjorten følge med. Næste sæson ser vi så lidt bredere jakker og lidt højere kraver og bredere slips. At have skjorten uden på jeansne er stadig ok.
Hvad kunne tænkes at blive den næste ”œtrend” på herreskjortefronten?
– Højere og lidt større kraver ser vi som en kommende trend for dem, der tør og vil være på forkant med trendsne. Vi vurderer også, at stoffer med strukturer og diskrete mønstre kombineret med fine detaljer som for eksempel et kryds i en eksklusiv knap er vigtig.
Slutteligt – hvad bør enhver mand vide om skjorter?
– At det er vigtigt at vælge en skjorte med en god pasform, hvor især kraven føles behagelig. Bærer man slips og har kraven knappet det meste af tiden, er det vigtigt, at det føles rart og behageligt. Kast også et blik på indersiden af den skjorte, du skal til at købe. Ser den ud på samme måde på indersiden som på ydersiden, er det et tegn på god kvalitet. Sidst, men ikke mindst er det godt at holde for øje til hvilken anledning, man køber sin skjorte, så man kan vælge en skjorte, som passer præcis til den anledning, skjorten skal bruges til, eksempelvis et bryllup. Pris og kvalitet hænger gerne sammen.
Ved du hvad? Du finder den danske Stenströms Flagshipstore her
Jeg lod mig i øvrigt imponere over følgende fakta fra presseskrivelsen:
Der skal ikke mindre end 60 arbejdsprocesser, 23 enkeltdele, 5 arbejdsstationer og 150 meter sytråd til for at skabe en Stenströms skjorte. Og det er kun i selve produktionsfasen…