Jeg vil gerne have lov til at henlede opmærksomheden på Peter Hornskov fra Hornskov København. Han laver hatte. I hånden. I Danmark. Det er en interessant niche, men han når ud til hele verden. Og han er netop nu høj-aktuel med et tiltag på Kickstarter. Jeg har interviewet Peter – men vi begynder med en aldeles stemningsfuld video.
Peter – du rumsterer med hatte. Hvornår og hvordan kom du på den idé?
– For et par år siden efter en livslang søgen efter den rigtige hat, besluttede jeg mig for at nu måtte det altså være nok. Udover at jeg har et stort hoved og generelt har haft svært ved at finde hatte i min størrelse, var dem, jeg kunne få sgu så kedelige, og slet ikke særligt personlige. Jeg ville gerne have en hat, der sagde noget om, hvem jeg var, og det kunne jeg simpelthen ikke finde. Så jeg besluttede mig for selv at kaste mig over at lave den.

Foto: Anders Elmshøj
Hvornår er man klar til at lægge turisthatten til 20 kroner på hylden og i stedet kigge i din retning?
– Det kunne jeg jo rigtig godt tænke mig, at man begyndte at gøre med det samme. Men det kræver jo, at folk ved vi eksisterer, så det er helt klart der, vi skal starte, hvis den billige turisthat skal skiftes ud.

Foto: Anders Elmshøj
Netop nu er du aktuel på Kickstarter…?
– Kickstarter er ikke nyt for os, det var her, vi i sin tid startede hele dette hatteeventyr. Denne gang har det dog en anden vinkel. Vi vil gerne udvide og gøre det nemmere at bestille sin helt egen, personlige hat. Lige nu har vi kunder fra hele verden, der bestiller hatte via e-mail, så vi bruger rigtig lang tid på at sende mails frem og tilbage med billeder af farve på filt og bånd, og alligevel er kunden ikke helt sikker på hvordan hatten ender med at se ud, når den er færdig. Det vil vi gerne komme til livs. Vores projekt drejer som om udviklingen af en ‘online hat customiser’, hvor man som kunde kan få lov at designe og se sin hat på vores hjemmeside, inden man lægger sin bestilling. På den måde kan man få lov at lege med forskellige former og farver i sit eget tempo – og uden at det behøver koste nogen noget.

Foto: Anders Elmshøj
Har den håndlavet hat allerede fået et come-back, er det på vej eller er branchen begrænset?
– Jeg tror ikke, at den håndlavede hat har fået sit fulde come-back endnu, og det tror jeg heller ikke nødvendigvis den nogensinde får. Vi er så forskellige nu til dags, og der er så mange forskellige trends, der hele tiden kommer og går. Til gengæld tror jeg på, at den håndlavede hat er kommet for at blive. Der er bare noget klassisk og tidløst over den personlige hat, som du ikke får i en hat fra H&M, og det tror jeg, at der er flere og flere, der åbner øjnene op for.

Foto: Anders Elmshøj
Hvad er målet med din hatteproduktion?
– Målet er helt klart et større hatteværksted et sted i Danmark, der udover at sælge hatte gennem hjemmesiden, skal have små butikker rundt omkring i verden, hvor folk kan komme ind og sammensætte deres egne hatte.

Foto: Anders Elmshøj
Og hvordan er dit eget forhold til hatte?
– Jeg træder aldrig ud ad døren uden hat på hovedet. Det ville være ligesom at tage afsted uden bukser.
Hvis jeg siger tændstikker, hvad siger du så?
– Men ved aldrig, hvornår man lige står og mangler en.

Foto: Anders Elmshøj
Slutteligt – hvad bør enhver mand M/K vide om Hornskov København?
– At alle vores hatte er håndlavet lige her i København, på bestilling og efter ønsker og behov.
DU ER EN KNAG M/K, HVIS DU BAKKER OP OM HORNSKOV KØBENHAVN PÅ KICKSTARTER HER
Tre hurtige til Peter Hornskov:
Hvad byder din kommende sommer på?
– Bachelor, hatte og ferie med familien.
Må vi se et foto fra din telefon, som ikke har relation til hatte, og høre lidt om det?
– På legepladsen med min datter, som virkelig elsker at gynge.

Fra telefonen
Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– For et par uger siden inviterede min kone mig på Gorilla i Kødbyen. Det var en rigtig god oplevelse.