Home Audi Jagten på det perfekte køre-moment i en Audi A5 Coupé

Jagten på det perfekte køre-moment i en Audi A5 Coupé

by Nicolai Klingenberg

Under min herlige – faktisk pragtfulde – sommerferie, havde jeg lejlighed for at testkøre en Audi A5 Coupé Sport med 2.0 TFSI motor og Audis famøse quattro firehjulstræk. Som far til en ung søn, er det måske ikke den nemmeste bil at have med at gøre, men hvor der er vilje er der vej (til bagsædet, hvor en barnestol blev installeret). Min mission med testkørslen gik på at finde den perfekte køreoplevelse…

Det allerførste foto, jeg tog. Læg mærke til det i den grad multifunktionelle rat…

Lad det være sagt med det samme – sort set alle biler, jeg for tiden har lejlighed til at prøve, er langt mere interessante end den, der fast findes i familiens ejerskab. Det er muligt, den er gældfri, har fem døre og et bagagerum, som lige rummer det mest nødvendige, men så er der heller ikke mere morsomt at skrive om den vogn. Det er der til gengæld om Audi A5 Coupé. Og i og med der er tale om en pressebil, så var vognen aldeles velspækket. A5 Coupé koster fra 600.665 kroner, mens den specifikke model koster fra 762.807 kroner – og hertil var der så mokket udstyr i for knapt 400.000 kroner. Så langt, så godt.

Det pynter… Ikke så meget. Men der er plads. Sædet foran barnestolen kørers i øvrigt frem via el – og med ét tryk.

Så meget udstyr kan forvirre i det øjeblik, man sætter sig ind – eller nærmere ned – i sædet. Det er i øvrigt beklædt med lækkert og lyst læder, og bag dette har man installeret lændestøtte og massagefunktion. Et andet nævneværdigt punkt fra ekstraudstyrslisten er Audi Virtual Cockpit, som ikke er spritnyt (jeg oplevede det i Audi TT for to år siden), men som i særdeleshed før navigationsoplevelsen (fra destination A til B) virkelig lækker – og stor. Kort fortalt er der tale om en særdeles venlig brugeroplevelse, hvor du selv bestemmer, hvordan din instrumentering skal tage sig ud.

Kig på instrumenteringen…

“Yes hab massage…”

Nå. Jeg er kommet flot på hjul, og den første “udfordring” er at hitte rede i de mange funktioner, som blandt andet styres fra det flotte rat og de dertilhørende “styre-stænger” – udover rudevask og blinklys, finder du shift-pedals og i venstre side styrer du den adaptive cruise-control og active lane assist, som sammen nærmest kan styre bilen for dig. Slipper du rattet, holder systemerne kursen i et stykke tid, hvorefter en alarm beder dig om at overtage kontrollen. Har jeg hørt.

Bagenden. Med sol op. Og støv.

Afsted og ud på vejen. Du fornemmer ganske fluks, at du sidder lavt, og at du har med en sporty vogn af gøre. Den når 100 på fem komma otte sekunder, hvilket ikke blæser dig omkuld, men som føles fint tjept og behageligt. Det bliver til gengæld for alvor sporty, når du rumsterer rundt i Drive select programmet og vælger Dynamic og tillige placerer det automatisk gear i sport. Det er den sjoveste, bedst præsterende og mest vellydende indstilling – men ikke den mest komfortable.

En hjælpende arm.

Under min tid med bilen, er et af de punkter, som folk fremhæver, farven. Den hedder Gotlandsgrøn, og er en metallak med en form for referencehyldest til “racing green” – det bilder jeg mig i hvert fald ind. Folk imponeres i øvrigt også af det generelle udvendige design, den luksuriøse kabine – og nå ja, fronten.

Grøn a la Gotland

Fronten.

Modellen har ydermere soltag, og selvom man har opgjort juli 2017 til en af de værste i næsten fire årtier, så lykkedes det mig at tage taget i brug. Enten kan stoffet under soltaget blot rulles tilbage for at få kig til himlen og mere lys i kabinen, men det der med at kunne høre “det derude” er absolut heller ikke tosset. Og nu nærmer vi os det perfekte moment.

Åben soltaget, og momentet er der…

Det var faktisk først på sidstedagen, da jeg skulle på en lidt over 50 kilometer lang køretur, at “åbenbaringen” kom. Det var solskin og  det var tidlig morgen. Jeg havde kørekaffen i kopholderen, vognen var i Dynamic, gearet i sport og jeg var på vej ud af et blødt, langt sving.

Himmelsk.

Her er jeg trukket ind til siden på sidste-dagen

Quatrro leverede varen, musikken var selvvalgt og blev leveret ud af Bang & Olufsen højtalerne – tonerne blandede sig med en sprød udstødningslyd, let udfordrede dæk på ny asfalt og fuglekvidder, eftersom soltaget var åbent. Det var lige dér, at det perfekte Audi A5 Coupé moment indtraf

Jeg ligger lavt, men har hævet sædet en del. Der er massage i ryggen, sol gennem solbrillerne, og jeg kører friskt og langt fra dumt. Det sidste ville fint kunne lade sig gøre, men det er ikke dét, det handler om – det handler om at få en flot fornemmelse af, hvad bilen kan – og ikke nødvendigvis maksimalt kan. Det er frisk “cruiser” – uden flammer på køleren. Til gengæld er der flot overskud, såfremt du måtte ønske at passere en medtrafikant på motorvejen. Ganske prompte endda.

Langt fra motorvejen

Med en Audi A5 Coupé træder du ud af jakkesættet og uden for nem kategorisering. Du kan rulle i shorts med blazer og klud eller i jeans med loafers og T-shirt. Det er det rare ved en coupé – den kan en masse, den er lettere egoistisk, vældig luksuriøs, pænere end de fleste, men føreren kan heldigvis ikke lige proppes i en kasse. Omend det koster, så er det frihed på fire hjul at køre med to døre.

Sommergrill. I øvrigt er der monteret P-hjælp i testbilen – forvent derfor talrige kameraer, som du kan skifte i mellem – og der vises levende billeder på skærmen i kabinen.

Modellen -Audi A5 Coupé – blev i øvrigt præsenteret for første gang i juni 2016.

My Pleasure med dæk og fælge på Facebook

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk