Home Ekvipering Cuff – to danske gutter går til stålet med armbånd af sølv

Cuff – to danske gutter går til stålet med armbånd af sølv

by Nicolai Klingenberg

Cuff – rundt om et håndledskoncept af sølv

Mød Jonas og Gustav. De to unge gutter er gået efter sølvet. I første omgang. Det handler om at få en god idé, og at gøre idéen til virkelighed. Og det er netop hvad Cuff – som gutternes virksomhed hedder – er blevet. Vi skal omkring fornuftige priser, langtidsholdbare materialer samt tankerne bag hele molevitten. Vrid ærmet op, og støt op…

cuff cpg

Jonas og Gustav fra Cuff

Gustav og Jonas – I står bag firmaet Cuff. Hvad rumsterer I med?
– Til dagligt studerer vi begge entreprenørskab og design på Københavns Erhvervsakademi, og ved siden af driver vi vores nyligt opstartede firma, Cuff, hvor vi sælger sølvarmbånd. Vi lancerede første kollektion den 1. marts, der består af blot fire armbånd – to brede og to polerede med to forskellige overflader; en poleret og en hammerslået. Vi har store tanker med dette projekt, da vi virkelig tror på, at vi har ramt et spændende hul i markedet med vores smykker og priserne herpå.

Smalt og blant

cuff

Smalt og hamret

Hvor og hvornår kom I på idéen?
– Selve idéen kom af, at vi egentlig begge godt kunne tænke os et pænt sølvarmbånd, men ingen af os gad at betale flere tusinde kroner for et lille armbånd. Vi har begge to, før vi kendte hinanden, eksperimenteret med sølvarmbånd – Gustav lavede i gymnasiet et armbånd og begyndte hurtigt at sælge lidt til familie, venner og venners familie, men det løb ud i sandet, da han dimitterede. Jonas har i mange haft lysten til at etablere et smykkebrand, men har heller aldrig fået mere ud af det. Da vi mødte hinanden på KEA og ved en tilfældighed fandt ud af ovenstående, faldt det os meget naturligt at kaste os over dette projekt sammen.

Og hvad skete der så herfra?
– Eftersom at ingen af os er uddannede sølvsmede eller har en specielt stor viden omkring fremstilling af smykker, var der kun én vej frem, og det var at prøve os frem. Vi så nogle Youtube-klip med teknikker og metoder, hvorefter vi gik i krig med et par sølvstænger, vi havde købt. Når vi kigger tilbage på det, synes vi, at vi brugte utrolig mange timer i værkstedet på skolen, som vi var så heldige at få lov til at låne – det er normalt ikke noget, de gør.

cuff cph

Insta-moment

På trods af vores mangel på egenskaber og erfaring formåede vi at skabe nogle pæne armbånd, som vi hurtigt fik solgt til venner og bekendte for en beskeden pris på 500 og 600 kroner. Det var første gang, at vi mærkede, at der var interesse for vores lille gesjæft, og der gik ikke lang tid, før vi indgik en aftale med en super sød og dygtig pige, der studerer smykkedesign, og hun var frisk på at stå for fremstillingen fremover. Hun fik dog hurtigt tilbudt et job hos Pandora. Heldigvis fandt vi Martin, der er uddannet sølvsmed fra Georg Jensens sølvsmedie, og han står i dag for al produktion af vores armbånd.

Hvad er essensen af jeres forretningsidé?

Vores mission er at tilbyde et klassisk, elegant og tidsløst sølvarmbånd, der ikke koster en formue.

Vi har skabt et produkt af højeste kvalitet, og vi formår at udbyde det til en betydeligt lavere pris end, hvad du ellers ser på markedet. Vi lander altså i kategorien, der kaldes affordable luxury – et begreb vi er gået hen og blevet meget glade for, da det virkelig beskriver essensen af Cuff på en god måde. Denne kategori kunne vi da godt tænke os at eje fuldstændig indenfor smykkebranchen.

Og hvad skal der ske fremadrettet, hvis I selv må vælge?
– Vi har en lang liste med ting, som vi gerne ser ske i dag. På nuværende tidspunkt er vores sortiment meget smalt, og derfor knokler vi hårdt på at få de næste kollektioner på plads. Primært har vi fokus på at udvide vores sortiment til flere prisklasser så alle kan være med og vores målgruppen bliver større. Vi har netop allerede udvidet sortimentet med en 23,5 karat guld-forgyldning som kan ses på hjemmesiden.

cuff armbånd

Den gyldne variant…

Og i en større variant

Co-labs er vi meget interesseret i, men vi er meget opmærksomme på, hvem vi indgår samarbejder med, da vi stadig er ved at skabe et brand. Vi mærker altid godt efter, om det er noget, vi kan relatere til, for vi har den klare holdning, at vi ikke bare skal gøre noget for at gøre det – der skal være tanke bag handling og give mening hele vejen rundt.  

Kan I fortælle lidt om den sølvsmed, der arbejder for jer? 
– Han er som sagt uddannet hos Georg Jensens Sølvsmedie og har tidligere arbejdet for blandt andet Shamballa. Han er en super cool fyr, der med en stille og rolig tilgang til livet elsker at arbejde med smykker.

Han er professionel, ved alt om faget – og bedst af alt laver han de flotteste armbånd hurtigt og med en garanti for, at kvaliteten af hvert enkelt armbånd er helt i top.

Vi mener klart, at et af vores stærkeste kort på hånden er, at alle vores armbånd er håndlavede i København, da det giver en helt speciel følelse og historie.

Som vi var inde på før, er det meget vigtigt for os, at vi arbejder sammen med mennesker, hvor der er en god kemi, og hvor vi føler, at begge parter får noget positivt ud af samarbejdet.

Fra kælderen hvor armbåndende bliver produceret.

Hvad er det, der begejstrer jer ved materialet sølv?
– Sølv er et fantastisk materiale. Vi benytter os af Sterling sølv, og til dem der ikke ved det, er det en blanding af 92,5% sølv og 7,5% kobber. Finsølv på 99,9% er simpelthen for blødt at lave smykke af, hvorfor man blandet det med kobber – på den måde forbedrer man selve sølvets egenskaber. 

Vi synes, det er super fedt, når sølvsmykker får lidt tæsk, og når du har gået i lang tid med dit armbånd vil du ane, at det oxiderer en smule.

Når sølv oxiderer, bliver det mørkere. Hvis ikke man er til det, er det dog altid muligt at polere smykket op igen for at opnå den skinnende og blanke overflade. Sterling sølv er det primære valg til fremstilling af sølvsmykker, og det kan jo også gå til alt. Om det er en aften i byen, en tur på stranden eller en dag på arbejde, så vil det altid passe ind.

cuff

Out and about

Rygterne lyder, at jeres priser har skabt lidt furore i branchen?
– Ja, det har skabt en del debat… Da vi hoppede i værkstedet for første gang og pitchede vores grundlæggende idé for folk omkring os, fik vi mange kommentarer, der lød på, at vi ødelagde smykkebranchen med vores priser, der er lavere end, hvad man ellers ser. Vi blev ikke irriterede over disse konfrontationer – tværtimod var det faktisk bare en bekræftelse af, at den her branche virkelig skruer op for priserne for at fremstå mere eksklusive – det faktum har især givet os blod på tanden.

Man kan undre sig over, hvorfor de store brands tager så mange penge for deres smykker, når langt de fleste får dem produceret på en fabrik i Asien. Vi har en formodning om, at vores målgruppe er træt af at betale høje priser for de kendte brands. Vi mener, at forbrugerne betaler alt for høj en pris for smykker, og det vil vi gerne lave om på.

Hvor kan man se mere til jer?
– Vi er at finde både på Facebook og Instagram, hvor vi ofte lægger billeder ud med små tekster tilknyttet. Vi forsøger at lægge så meget op som muligt, og vi føler også, at det er her, vi bedst muligt kan kommer ud til vores målgruppe. Vi har en fotograf tilknyttet, der hjælper med at skyde alle vores flotte billeder.

Den 3. maj landede vi den første fysiske butik, der hedder Townsfolk og ligger på Falkoner Allé på Frederiksberg. De forhandler brands som Han Kjøbenhavn, Soulland og Our Legacy, som vi personligt synes er super fede brands.

Hvordan ser jeres virksomhed ud om et år, hvis I skulle tegne et drømmescenarie?
– Det er et rigtig godt spørgsmål. Vi sidder i øjeblikket og er i gang med vores forretningsplan, hvor vi har gjort os mange tanker om Cuffs fremtid. Drømmerscenariet vil nok være at have et meget større sortiment, der rummer klassiske og enkle armbånd, ringe og halskæder. De skal være at finde i forskellige designs i forskellige prislejer, der stadig er overkommelige i forhold til de benyttede materialer. Vi har en klar intention om at fastholde vores produktion i Danmark på trods af den øgede volumen, og vi forventer at tilføje i hvert fald 15 forretninger i Danmark.

cuff armbånd sølv

Alt godt…

Slutteligt – hvad bør enhver M/K vide om jeres Cuffs?
– Vi har designet vores armbånd på en måde, så alle kan passe én af vores to størrelser. Alle mål på armbåndene er valgt efter en meget detaljeret proces, og det har resulteret i et armbånd med en tykkelse på 1,5 millimeter. Med denne tykkelse får du et armbånd med gods i og med mulighed for at forme det nøjagtigt efter dit håndled. Sterling sølv er som sagt et blødt ædelmetal, der gør armbåndene smidige og behagelige at have på.

Derudover håber vi håber selvfølgelig, at I har lyst til at følge med i vores rejse på tidligere nævnte platmforme; Facebook og Instagram. Man må også hjertens gerne tilmelde sig vores nyhedsbrev og sikre sig 10% på det næste køb – der kommer jo snart en forgyldt kollektion…

Tre hurtige til Cuff-gutterne:

Hvad byder resten af jeres forår på i privat regi?
– Vi studerer jo ved siden af, hvor vores eksamen på andet semester lige er skudt i gang. Det skal der selvfølgelig bruges en del tid på, men mon ikke der også bliver tid til at drikke en øl med vennerne i det gode vejr. Nu har sommeren jo for alvor meldt sin ankomst, så nu er det bare med at nyde det, mens det er her!

Hvor og med hvem har I sidst spist et mindeværdigt måltid?
Jonas: – Det var til en af mine gode venners fødselsdag, hvor vi var samlet omkring 15 drenge på Far’s Dreng. Der var lækker mad, god vin, kolde drinks og hamrende god stemning.

Gustav: – Jeg spiste på Antica Pesa med min kæreste. Det er en af de ældste og mest anerkendte restauranter i Rom. Det var en helt fantastisk mad- og vinoplevelse, og med et vinkort, der var lige så tyk som en Harry Potter bog, var der ikke et øje tørt. Maden var helt i særklasse, og vi sad under åben himmel med gammel italiensk arkitektur omkring os.

Må vi se et hverdagsfoto fra jeres telefoner og høre lidt om motivet?
Jonas: 
- Dette billede er fra en rejse til Indonesien sidste sommer med en af mine bedste venner. Jeg elsker at rejse og opdage verden, og jeg er i sær stor tilhænger af den frihed, man har på sådan en tur. Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg er afsted, det er helt sikkert!

Fra Jonas’ telefon

Gustav:
 – Det her er et billede fra mit sommerhus sidste sommer. Jeg glæder mig helt sindssygt til denne sommer efter en relativt lang vinter. Ikke kun på grund af, at CUFF går nogle spændende måneder i møde, men også fordi det hele bare er lidt federe om sommeren. Længere dage og bedre humør. Derudover bliver Musik i lejet for tredje år i træk især en fornøjelse. Igen i år. Deres line-up i år overgår dem selv. Jeg glæder mig meget til, at høre CV. Jørgensen.

Fra Gustavs telefon

 

Er du i markedet for Cuff og deres sølvproduktioner? Alle tiders – smut forbi hjemmesiden her

Mere ekviperings på My-Pleasure.dk her

Og Facebook her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk