Home Rejser En kærlighedserklæring til min hjemstavn

En kærlighedserklæring til min hjemstavn

written by Nicolai Klingenberg 24. maj 2018
Pin It

Jeg er vokset op i Gentofte og sidenhen Charlottenlund. I dag bor jeg i Hellerup. Jeg har alle dage følt mig ualmindelig godt tilpas i området, og når foråret er på sit højeste, går fortid og nutid op i en blanding af nostalgi, lykke og ro.

hjemstavn

En flot udsigt en tilfældig maj-morgen

Tag nu bare en helt almindelige morgen i maj. Omend klokken var lidt vel mange, beslutttede jeg mig for at spadsere til vuggestuen med min søn i klapvognen. Lyset er det første, jeg bider mærke i. Jeg ser Øresund for enden af vejen, solen kaster liv og stråler over asfalt, tegl (både med og uden glasering) og sind.

Jeg har fået for vane at sige godmorgen til flest mulige, jeg passerer. Ikke på en påtaget eller hysterisk-fremkommelig vis, men med rolig stemme og venligt blik. Det smitter sådan.

Vejen, hvor dagen begynder, og livet leves

Trafikken er ikke så tung på Strandvejen om morgenen. Vi ruller ned langs Strandvejen, min ven Frande passerer på den anden side i et flot automobil med vinduet nede. Han får sagt godmorgen, og vi kan fint høre ham på den anden side. Gensyn med gaden. Og vennerne. Jeg elsker det. Jeg føler mig hjemme.

Det er som om, at foråret dufter ekstra godt i Gentofte Kommune. Sådan lidt mere af det hele. Jeg bilder mig også ind, at fuglene synger højere. Jeg snuser foråret ind og lukker øjnene. Det hele er genkendeligt, og det er som, at hvert snus har sin egen historie og sit eget minde.

Skoletidens cykelture om morgenen langs Bernstorffsparken, og en specifik hjemtur gennem Bernstorffsparken, hvor den grusbelagte bakke fik bugt med min cykel og sendte mig i gruset med + 20 kilometer i timen og rev benene til blods. Selv samme aften havde jeg rollen som – nu trafikskadet – herold i skolekomedien. Vi opførte Robin Hood, og jeg havde strømpebuks-lignende gevandter på de blodige ben.

Aftenudsigt.

Nå. Tilbage på Strandvejen. En Porsche Panamera triller dovent forbi og har en kilometerforbrænding, der svarer til en gymnasieelevs frokostbudget på 25 kroner for tre pøllehorn i den lokale “syv-elleve”. Der er sket noget, siden jeg selv handlede frokostpølser i 7-eleven for over 20 år siden. Dengang kostede sådan en sag 10 kroner og gik under navnet Big Bite.

Vores søn er afleveret. Jeg går tilbage og køber en kop filterkaffe på vejen i førnævnte butik. Den ligger på samme hjørne, men indretningen er ganske anderledes idag. På vejen møder jeg Cille, som ret beset hedder Cecilia. Hende gik jeg i gymnasiet med. Og der var sørme en bekendt mere fra Strandborg! Det bliver til et godmorgen mere – og en vældig god dag i en endnu bedre tilværelse.

hjemstavn

Ved vejens ende

Det var blot ordene.

Mere rejserelateret indhold på My-Pleaure.dk her

Og Facebook her

Pin It

You may also like