Seks årtier med Den Spanske Stol
Sidder du nogenlunde? Så burde du overveje at sidde endnu bedre, og hvis du er rap med betalingskortet, så kan en specialudgave af Den Spanske Stol nu blive din. Stolen blev designet i 1958 af Børge Mogensen, og det skal fejres – det er nemlig 60 år siden i år.

Den Spanske Stol med Børge Mogensens barnebarn. Hvem og hvorfor han sidder her, kan du læse længere nede…
Det er møbelfabrikken Fredericia, der fremstiller stolen – og det har de gjort alle dage. Fabrikken lover ydermere, at de har rumsteret rundt i Mogensens arkiv, hvor de erfarede, at kernelædernuancen, Olive Green, som jeg ville vælge at kalde olivengrøn, var en af Børge Mogensens “mest elskede nuancer og en af tidens dominerende farver”…

Den er sørme flot, hvis du spørger mig. Særligt i olivengrøn.
Jubilæet fejres ydermere ved, at Børges barnebarn, Rasmus Mogensen, har portrætteret sig selv og stolen. Rasmus Mogensen er nemlig selv fotograf, så det giver fin mening. Selv siger Rasmus om det legendariske siddemøbel:
Børge Mogensens perfektionistiske besættelse af et enkelt helhedsudtrykt, de små detaljer, de perfekt udtænkte vinkler etc. både drev og udmattede ham. Netop der følte jeg et særligt bånd, ja måske en forbandelse, til Børge. Dette dybtliggende behov for absolut enkelthed og en ide om at skabe det perfekte.
Men hvorfor var det nu, man skulle være kvik til at beslutte sig for et køb? Fordi stolen kun sælges i perioden 19. september til 31. december – førstnævnte dato er i øvrigt den, hvor stolen blev lanceret på Snedkerlaugets Møbeludstilling i 1958.

Dansk-spansk alliance om du vil…
Stolens kilopris ligger på 2.587,50 kroner, og da den vejer 12 kilo, ender prisen på 31.050 kroner. Stolen er 82,5 centimeter bred, 60 centimeter dyb og 67 centimeter høj på højeste punkt.

Bagfra går det også vel…