Home Rejser Homemade Agency fik nok – og flyttede ud i en skov

Homemade Agency fik nok – og flyttede ud i en skov

by Nicolai Klingenberg

Homemade Agency lever (af) det gode liv

Hverdagens trummerum kan blive en tand for meget for nogle, og jeg er sikker på, at vi alle kan have udlængsel, men der er også dem, der handler på dårlige hverdagsfølelser og gør noget ved dem.

For Nicolai Tram og Eva Helbak Tram samt deres to børn, blev løsningen og lykken en flytning til en skov i Sverige. Forretningen? Den er blevet endnu bedre – ligesom tilværelsen. Jeg har talt med Nicolai om deres tanker, handlinger og livet. Den dialog blev til dette herlige interview.

Homemade Agency

Det er lige heromkring, det sker

Nicolai – du og din familie rykkede pludselig teltpæle og tilværelse til Sverige. Hvad er den korte historie?
– Den korte historie er, at da Eva og jeg fandt os selv på den anden side af den målsætning, vi havde sat os selv år forinden, så vi os omkring og indså hurtigt, at vi befandt os dybt indviklet i en selvskabt illusion, som kun blev holdt oppe af et stigende forbrug. Det var en virkelighed, som var præget af travlhed og økonomisk pres på bekostning af det nærvær og sammenhold, vi drømte om som familie.

Vi befandt os selv i en bedøvet tilstand, hvor hverdagen var noget, som skulle overstås, og samvær måtte vente til weekenden.

Min kone og jeg havde fået sat kryds i alle de rigtige kasser. Vi havde to pragtfuld børn, jobs i attraktive stillinger, et nydeligt hjem, og der holdt også en forholdsvis ny bil uden for vores lejlighed i et af Københavns pæne villakvarterer. Jeg havde løbet en halvmaraton, og min kone havde uddannet sig til sommelier. Vi havde dejlige naboer og venner, som kom forbi til ”spis & skrid” et par timer i ny og næ. I weekenderne pakkede vi ungerne i Christianiacyklen og cyklede rundt til byens parker og attraktioner som Den Blå Planet, børneteater og trafiklegepladsen. Alt var så perfekt i vores lille kernefamilie.

Men bag listen med forventelige mål, som bør realiseres, før man fylder 40, gemte der sig en hverdag, vi dybest set ikke brød os om.

Vi følte os ikke lykkelige, vi følte os bedøvede. Skemaet var lagt, om morgenen afleverede vi børnene klokken lidt i otte på bussen til udflytterbørnehaven, herefter tog vi på hvert vores kontor. Otte-ni timer senere mødets vi alle igen, nu fuldkommen udkneppet af indtryk, tanker og forventninger. Aftensmaden skulle overstås hurtigt, så vi hver især kunne komme hen i vores respektive hjørner med hver vores telefon eller iPad for at få bare et øjebliks fred og ro, inden børnene skulle puttes. Så skulle køkkenet og hjemmet ryddes op, tøjet lægges på plads, og de sidste e-mails svares på, inden dagen kunne gentage sig selv efter en lidt for kort nats søvn.

Homemade Agency

Vinteridyl

Jævnligt kiggede vi på vores bankkonto og undrede os over, hvor pengene, vi knoklede så hårdt for, blev af. Og sendte kærlige tanker til de rejser væk fra hverdagen, som heller aldrig blev til noget. Vi hang med neglene i klippekanten – sådan føltes det – og det blev sværere og sværere at få øje på hinanden. Vi fik kvalme over vores eget liv. Drømmen om at sætte tempoet ned, få en anelse mere overskud til vores familie og os selv, en lille smule mere luft i budgettet og bedre tid til aftensmaden og til, at venner kunne komme spontant forbi, var for os ikke bare en romantisk drøm. Det var simpelthen nødvendigt, og vi har ikke kigget længselsfuldt tilbage et eneste sekund.

Hvad gjorde det endelige udfald?
– Da vi overtog huset, som vi bor i nu, var det først meningen, at vi skulle bruge det som en slags feriehus, men efterhånden som vi begyndte at tilbringe hver weekend i huset, var det tydeligt at mærke på hele familien, at hjemmefølelsen ændrede sig, så vi føltes os hjemme i skoven og på besøg i København. Og da vores ældste søn brød grædende sammen en aften, hvor vi skulle tilbage til København, fulgte jeg lige så ulykkeligt efter, og Eva og jeg traf beslutningen i fællesskab på motorvejen mod Danmark med ungerne sovende omme bagi.

Homemade Agency

Nicolai Tram

Og hvor bor I så nu?
– I dag bor vi et svensk træhus fra 1861 i en skov i Halland, huset er opvarmet udelukkende ved hjælp af brænde, og vandet får vi fra egen brønd. Vi har en stor grund, som vi drømmer om at pløje og dyrke til foråret, så vi kan blive så tæt på selvforsynende i grøntsager som overhovedet muligt.

Hvordan vil du beskrive den største kvalitetsforskel på tilværelsen før og nu?
– Den største kvalitetsforskel for mig er, at weekend og hverdag flyder sammen, at jeg har tid og overskud til min familie, til at nyde naturen og til lave aftensmad som ikke bare skal overstås på 20 min.

Den dårlige samvittighed jeg konstant havde, fordi jeg ikke evnede at balancere den tid jeg brugte på mine børn, min kone, mit arbejde og mine venner er fuldkommen væk.

Hvor isoleret bor I egentlig?
– Jeg føler ikke, vi bor isoleret – vores naboer nærmeste naboer er cirka 300 meter væk, og det har aldrig været ideen, at vi skulle leve som eremitter. Vi elsker at få besøg, og ungerne har masser af legeaftaler, vores plan var ikke at komme “off the grid” men “outta the matrix”!

Homemade Agency

Slut med lynhurtige aftenmåltider

Så hvad byder nærområdet på?
– Der er ikke cafeer, museer, distortion eller DHL-løb – i stedet er der vandfald, skovsøer, bål på stranden, lyse sommeraftner og rolige stjerneklare vinternætter.

I er langt fra gået i stå – I arbejder stadig. Men med hvad?
– Eva og jeg har Homemade Agency, som er et produktionsselskab, der beskæftiger sig med at levere indhold i form af billeder, tekst og videoer til medier og brands.

Homemade Agency

Skovfund

Og har det været “en bedre forretning” at rykke ud?
– På alle måder ja.

Hånden på hjertet – er der noget, I savner fra storbyen?
– Jeg er i kraft af mit arbejde i København cirka en dag om ugen til møder og den slags, og i den forbindelse får jeg alt det storby, som jeg har brug for. Herudover har vi en større by (Halmstad), som ligger omtrent tre-kvarter fra, hvor vi bor. Og hvis vi har brug for at komme en tur i biografen, i forlystelsespark eller ud at spise, så opfylder den på alle måder behovet. Så hånden på hjertet, nej

Homemade Agency

The kids are quite all right

Hvad er en god indikator på, at man har fået nok af stress og jag?
– Det tror jeg ærligt talt er enormt individuelt, men det handler vel om at man først og fremmest bør gøre sig selv klart, at ens dag ikke skal føles som et projekt, der skal overstås. Livet skal leves for dig selv og din familie og ikke for din bank eller arbejdsgiver.

Så hvis man føler sig fanget af en følelse af konstant at skulle levere og indfri, så er det måske tid til at se livet efter i sømmene.

Og hertil vil jeg gerne tilføje, at jeg ikke advokerer for at alle skal flytte til Sverige eller til et eller andet udkantsområde, men gøre sig sig selv klart, at økonomisk frihed ikke er afhængigt af, hvor meget du tjener, men hvor du sætter dit nulpunkt.

Homemade Agency

Mad over bål

Slutteligt – bliver I boende?
– Vores hus er vores hus, og det går vi ikke af med, men om vi bliver boende der for altid, har jeg svært ved at forestille mig. Min kone og jeg har en fællesdrøm om en dag at bosætte os et varmt land i det mindste for en periode, så mon ikke det en dag kommer til at ske.

Homemade Agency

“I en skov en hytte lå….”

Vil du se mere til Homemade Agency, kan du finde dem her

Tre hurtige til Nicolai Tram:

Hvad byder resten af din vinter på?
– Eva og jeg er meget optaget af at skrive vores første kogebog, som kommer til efteråret. Det er en kogebog, som handler om bålmad, og vi tager billeder og skriver opskrifter på livet løs og har en fest med det.

Må vi se et hverdagsfoto fra din telefon og høre lidt om det?
– Jeg har ingen hverdagsbilleder, som jeg har taget med min telefon. Eva er fotograf, og når man er gift med sådan een, holder man helt naturligt op med at tage billeder, fordi hun alligevel dokumenterer det hele. Billedet er vores yngste søn og jeg foran et bål i Sverige. I det villakvarter, vi boede i på Amager, var bål i haven ikke ligefrem populære. Og jeg kan helt ærligt sige, at en af mine bevæggrunde for at flytte fra byen til en skov i Sverige var, at jeg havde lyst til at være tættere på et tændt bål. I dag bruger jeg bålets magi som min egen form for terapi, og varmen og flammerne får mig altid til at skifte et gear ned. Det samme gælder for mine børn, kan jeg se, og faktisk har vi valgt at have en åben pejs som samlingspunktet i vores dagligstue, fremfor et tv.

Homemade Agency

Bål-lykke

Hvor og med hvem har du sidst haft en lille pind i øret?
– Nytårsaften i Tisvilde med nogle af vores allerbedste venner, det var en fantastisk aften og en frygtelig dagen derpå.

Der er mere udrejse-relateret indhold på My-Pleasure.dk her

Facebook her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk