Det er som om, at firserne har fyldt godt de seneste dage, og i dag bliver vi i samme årti. Som en start i hvert fald. For i 1984 blev Breitling Chronomat introduceret – og det begyndte med en ikke helt ufarlig satsning for datidens ur-trend…

Årsagen? 1984 var et år – og en tid – hvor quartzurene fyldte noget så gevaldigt. De batteridrevne ure var mere præcise end de mekaniske, og som tiden gik blev de batteridrevne ure også væsentligt billigere. Det gjorde ondt i Schweiz, men man klarede den. Og så var der Breitling – med deres Breitling Chronomat gik man nemlig mod strømmen (hvis du forstår) og lancerede en model med et mekanisk urværk med automatisk optræk.

Breitling selv siger, at uret fluks blev en succes og var med til at gøre ure med chronograph cool igen. Faktisk var Breitling Chronomat inspireret af et ur, der blev udviklet i samarbejde med det italienske flyvevåben året forinden, men det er en anden snak og flyvetur.

Uret har flere kendetegn, men et af dem, jeg personligt bedst kan lige, er lænken. En såkaldt Rouleaux lænke, som lukkes med butterfly spænde. Den er svært iøjenfaldende og ganske klædelig – de Breitling Chronomat modeller, jeg har haft mellem hænderne, har da også haft lænken på (nogle dog med læderrem), og selvom den er klædelig, så er de ældre varianter altså noget vakkelvorne. Det er der angiveligt rådet bod på i de nye.

Breitling Chronomat var oprindelig tiltænkt folk med hang til fly, men som tiden gik vandt uret også håndled og hjerter, hos folk med hang til biler og både, når disse skulle time alt fra regattaer til motorløb. Du kan sikkert også finde en håndfuld eller ti, der aldrig bruger chronographfunktionen, men også dem der timer et æg på uret. Kogning af et æg altså.
Som du fint kan se, så er Chronomat-kollektionen ganske omfattende. Fælles for dem alle er dog, at de huser Breitling eget inhouse værk, Caliber 01, som blev udviklet for over et årti siden. Et vellykket stykke mekanik, som Breitling er vældig stolte af – og som i øvrigt har en power reserve på 70 timer.

Udover den førnævnte lænke, er uret nemt at kende for… ja, kendere. Du finder blandt andet såkaldte rider tabs på lynetten, som ikke blot gør det nemmere at snurre med lynetten, men som også beskytter glasset. Rider tabs’ene ved 3 og 9 markeringen kan bytte plads, så brugeren kan vælge, om der skal tælles og eller ned. Smart – og det vidste jeg ikke før nu.

Glad for vand? Svøm du blot ned til 200 meter vand – det er uret testet til. Samtidig får du en COSC-certificering af værket, som vidner om drønflot præcision. Vidste du i øvrigt at Chronomat er en Breitling-sammensætning af urene chronograph og automatic? Det gør du i hvert fald nu.

Chronomat anno 2020 kommer med et hav af forskellige materialeudbud: Stål, rødguld for eksempel, men også med talrige forskellige urskiver. Fælles for alle varianter er, at diameteren lyder på 42 millimeter.

Der er vældig mange gode bud, hvis du spørger mig – der er faktisk også lavet en limiteret Frecce Tricolri edition (den med det italienske flyvevåben), men både den grønne, sølvfarvede og blå urskive gør det også godt. Jeg er dog ikke begejstret for two-tone modellerne, men det er generelt faktum, når det kommer til ure.


Vi runder af med sidegadevekselerens variant i rødguld. Arj – det var tarveligt. Og ville han ikke også vælge guldlænke til sit ur fremfor gummi? Nuvel. Jeg synes, det ganske dekadent – positivt ment i denne omgang.

Der er flere ure på My-Pleasure.dk her
Facebook findes her