Har du døjet med lidt rod i din entré, eller har du ligefrem tænkt “Åh nej, hvor ser herrens ud”, så har jeg her et par bud på nogle sager, du kan hænge på væggen. Dels for at pynte – men også for at råde bod på rodet, så du kan se dig selv i øjnene. Bogstaveligt talt. Årsagen hertil skal ses i Hans Peter Munk og dennes designkollektiv Munk Collective, som er leveringsdygtige i de to entréklædelige produkter, som denne historie omhandler. Som overskriften indikerer, har slogan-departement arbejdet på højtryk.
Først skal vi omkring Frame Mirror, som fås i to størrelser. Designet har de to kvinder Johansen og Faurschou kreeret, for Munk Collective tæller nemlig andre end Hans Peter Munk. Den havde du måske regnet ud, da det længere oppe var nævnt, at der er tale om et kollektiv af designere. Nuvel. Den lille variant måler 32,4 x 34 x 11,1 cm og koster 999 kroner, mens den store variant koster 1.199 kroner og måler 50,6 x 53 x 11,1 cm . Du vælger selv, om du vil have en kant, som er lavet af eg eller valnød.
Næste entré-element er Hook, som ret beset er en simpel og elegant krog, hvorpå du kan hænge alt fra nøgler og overtøj til ting, som er monteret med en strop. En hat kan velsagtens også finde plads, og tankerne bag Hook har Nørgaard og Kechayas udtænkt. Denne duo er mandlig, og priserne for eg-krogen med ophæng i messing er 299 kroner. Højden på knagen er 19 centimeter.
Egentlig lovede jeg to nyheder, men det er fredag, og i og med vi ikke er begrænset af et sideantal, blev der også plads til Hviid Damsbo møblet, som er et godt bud på dig, der ikke nødvendigvis er på jagt efter en reol, som deler navn med en amerikansk stat. Flip Shelf fås i seks varianter, og fælles for alle er målene: 33 x 25 x 29,5 centimeter. Prisen? Jeg har set den til alt mellem 1.439 kroner og op til omtrent 1.600 kroner
Du kan læse mere hos MunkCollective her