Facebook Pinterest YouTube

Nimb Bar ‘N’ Grill – en lækker appetizer, Hellerup-snegle og bøf

Vi skal til bords igen – og denne gang på Nimb Bar ‘N’ Grill. Det er det klassiske, der skal serveres, og jeg fremhæver gerne de fine rammer og den gode atmosfære på stedet. Men også den lidt kedelige bearnaise. Kom med indenfor og mød det nye fænomen Hellerup-snegle!

Træd med indenfor - jeg har fået den røde løber rullet ud i dagens anledning

Det er torsdag aften, maven skal tilfredsstilles, og livet er godt. Jeg har spist på flere af Nimbs afdelinger, og det har sjældent skuffet. Der gøres altid en dyd ud af indretningen, betjeningen er fin – nogen vil måske mene en anelse højtidelig – og de besøgte beværtninger har som oftest altid været tæt på fully booked, når jeg har været forbi. Den pågældende torsdag, hvor jeg var forbi, bød da også på fint fremmøde, men ikke fulde huse. Men lad os nu ikke sidde her og læse – eller tørste.

Atmosfæren fejler ikke noget...

Vi afgiver bestilling på en flaske Champagne, og efter lidt samtale frem og tilbage desangående blanc de blancs, kommer bestillingen til bordet. En flaske, jeg ikke har smagt før, fra 2007 og fra huset Mandois. Da selskabet var af festlig karakter, blev notesbogen ikke stopfuld, men der er tale om et anbefalelsesværdigt glas – og når prisen ligger på fornemme 650 kroner for en hel flaske, så er den boblende tilfredshed fundet.

Aftenens intro Champagne - vintage anno 2007 endda.

Bestillingen på forretten afgives, og mens mine tanker går på denne, er humøret højt omkring bordet. Humøret spoleres ingenlunde, da en appetizer kommer på bordet. Tænker du “Sikkert en brødkurv eller sådan nogle italienske knastørre og overbagte dejstænger”, tænker du forkert. Den herlige overraskelse består af dybstegt ål med en Karl Johan mayo, der spiller en appetizer Grammy hjem i min bog. Der er tale om fede elementer i både ål, fænomenet dybstegning og mayo, men da portionen er lille og fiks, fungerer den fremragende som det, den nu engang er: En appetizer.

Ålen med tilbehør

Min forret er lige om hjørnet, og jeg har bestilt østers, som (nu) også går under det fantastiske øgenavn Hellerup-snegle. Hvor udtrykket er opstået, aner jeg ikke, men jeg morer mig kosteligt over det og ærgrer mig over, at jeg ikke er ophavsmand på udtrykket. Det friske fad kommer til bords, og de seks bløddyr kommer som Gud har skabt dem – au naturel. På siden findes dog et herligt tilbehør i form af rødvinsvinaigrette med fint-finthakkede skalotteløg, mens en grillet citron agerer ekstra friskhed og syre. Voila & velsmag!

Hellerup-snegle: Absolut friske - og herligt pift med vinaigrette.

Omend østers og Champagne kan anses som en kliché, så vil jeg til hver en tid bakke om kombinationen. Og når nu vi er ved klassiske kombinationer, så skal vi videre i teksten og menukortet. Næste servering byder på
et kvart kilo modnet – ingen anelse om hvor længe – rib-eye. Uden for fotoet findes desuden en bearnaise, som desværre ikke fik mit saucebarometer i top. Den var lidt for jævn uden at være decideret kedelig, men den manglede syrlighed. Bøffen var i selskab med en velsmagende rødvinsglace, en ditto selleripure og et grillet helt (muligvis overskåret) hvidløg. Jeg er meget begejstret for hvidløg, og ingen tvinger dig eller mig til at spise det hele, men det var too much. I frisk form ville det være umuligt at spise i så store mængder, og i den lune form blev det faktisk for tungt og en anelse vammelt. Nip lidt til hvidløget, og du klare dig fint. Det fedtmarmorerede kød sad dog lige i kødskabet. Medium-rare var ramt, og velsmagen var ikke til at tage fejl af.

Et kvart kilo rib-eye - salaten må ikke glemmes: Uden de store overraskelser, men en herlig og let kontrast til de tungere elementer

Du sidder i øvrigt tæt på køkkenet, hvor det er herligt at se, at der arbejdes passioneret og hårdt med maden – uden det hverken skramler eller larmer. En sådan indretning vidner velsagtens også om, at man ikke er bange for at udstille noget som helst – og det er betryggende.

Samtalekøkken...

Vi runder af med kaffe – Macchiato for mit vedkommende – som ankommer med en sød, klæbrig karamellignende sag. Hjemmelavet vil jeg skyde på – og et godt alternativ til en småkage.

Finalen. Med svært fedtet stykke sødt.

Nimb Bar ‘N’ Grill har plads til 70 gæster, og du finder flere oplysninger på deres hjemmeside her.

 

  • Rune

    Jeg synes altid vi mangler priserne i disse ellers herlige indlæg?

  • Anonym

    Jamen det skal da ikke hede sig! :)
    6 østers: 185 kroner
    Rib eye: 275 kroner
    Champagne: 650 kroner (for en flaske)

    Jeg linker altid til stederne, hvor man selv kan gå på opdagelse. Tak for input!