For få dage siden var jeg til et herligt komsammen, som Omega stod bag. Omdrejningspunktet var årets nyheder, som blev fremvist på BaselWorld, og jeg har da også begået en linje eller ti omkring nogle af disse nyheder. En af årets nyheder har dog 45 års jubilæum i år, og det omhandler et Omega Speedmaster med tilnavnet Silver Snoopy Award.
Jeg var så heldig at få Martin Issing i tale, for han kan sin Omega ABC. Og mere til. Omend uret ikke er helt skarpt i videoen, så er det ordene og talestrømmen, du skal hæfte dig ved. Vi skal en tur i rummet på en mission, der nær havde kostet besætningen livet. Men så blev et ur faktisk redningen…
Skal du have referencenummeret? Så lyder det 311.32.42.30.04.003. Ydermere skal du vide, at det fulde modelnavn lyder Omega Speedmaster Moonwatch Professional Silver Snoopy Award, og passagererne på Apollo 13 missionen var Commander Jim Lovell, Command Module Pilot Jack Swigert og Lunar Module Pilot Fred Haise.
Uret er limiteret til 1970 eksemplarer, og alle de kommende ejere af disse ure skal forvente selv at trække uret op. Diameteren er 42 millimeter, og uret er monteret på en nylonrem med foldespænde.
Omend 1970 eksemplarer ikke lyder “top limiteret”, så begejstres jeg ved det faktum, at hver bagkasse er unik. Du hørte selv hvorfor i videoen – dermed ER ingen af urene ens, og det faktum skal ikke kun ses i relation til et unikt nummer på uret.
En anden fin detalje, der kræver et vågent øje er indikatorerne ved de første 14 sekunder. Teksten i dette felt lyder: What could you do in 14 seconds?, og det hænger også sammen med den førnævnte timing i forbindelse med returneringen til jordkloden.
Flyv ud i rummet med My Pleasure her