Home Depeche Kim William Catton – om eksplosioner, trøffelstegt fennikel og morfar

Kim William Catton – om eksplosioner, trøffelstegt fennikel og morfar

written by Nicolai Klingenberg 9. oktober 2015
Kim intro-1
Pin It

Jeg bliver så ovenud nysgerrig, når jeg bliver introduceret til nye mennesker. Omend det i dette tilfælde er virtuelt, så har jeg mæsket mig i de ord, som Kim William Catton har kvitteret med i forbindelse med hans modtagelse af depechen. Kim er fotograf. Og en eftertænksom en af slagsen, hvis du spørger mig. Glæd dig til at læse spørgsmål og svar, men også til at se foto – og en invitation.
Kim – hvad roder du med rent fotografisk for tiden?
– Jeg er for tiden meget optaget af det æstetiske udtryk, der kan følge med voldshandlinger. Krig, eksplosioner, drab, magt. Den seneste række af værker er en viderefortolkning af eksplosioner af forskellig art. Jeg har fundet materiale, oftest optaget af krigstekniske årsager – herefter har jeg bearbejdet og omformet dem med et storformat kamera – nu er de mine egne værker. Der findes så forfærdeligt meget visuelt materiale her på vores lille planet, så det må være kunstnerens opgave at stille spørgsmålstegn hertil. Stjæle lidt – og remixe, så at sige.

Hvad Kim roder med for tiden

Hvad Kim roder med for tiden

Hvordan vil du beskrive din fotografiske stil overfor en person, som ikke har set dine fotos?
– Stille romantik med et buldrende indre. En sovende vulkan.

Hvordan blev du i sin tid klar over, at du ville beskæftige dig med fotografering?
– Jeg ved stadig ikke, om jeg har lyst til at beskæftige mig med fotografi. Det er blandt andet derfor, jeg fotograferer. Det er et fantastisk medie, men også et af de mest frusterende når man, som jeg, brænder for at bruge det i en kunstnerisk sammenhæng. Fotografi som bredt fænomen er jo alle steder og alle mennesker, nærmest uden undtagelse, har en indgangsvinkel til mediet. Som kunstner med fotografi som foretrukne medie, skal man være klar til at ruste sig til en langvarig kamp. De gode motiver har det med at drukne i en pøl af stressramt overinformation. Når det så er sagt, så var min morfar kemigraf og en dygtig amatørfotograf. Herfra har jeg helt sikkert en underliggende inspiration til at gå igang.

Væghængt installation

Væghængt installation

Et mindeværdigt øjeblik fra en fotooptagelse?
– Jeg har lavet et opsat fotografi, som krævede en hel del arbejde. Gode venner, værktøj og et snedækket strandlandskab. Vi brugte en hel lørdag på at bygge landskabet, og da jeg kom hjem i mørkekammeret (jeg arbejder med analogt udstyr), var der intet på filmrullen. Jeg var simpelthen ubekendt med kameraet, og jeg måtte tage ud igen næste dag og gøre det hele om. Dermed havde det taget omtrent 16 timer at eksponere et enkelt fotografi. Men jeg synes, det kan ses. Det omtalte fotografi er med tiden blevet det værk, som repræsenterer bedst mig som kunstner.

En mindeværdig optagelse

En mindeværdig optagelse

Hvad vil du gerne med dine fotos?
– Jeg vil gerne dele mit syn på verdenen, igennem kunst. Og her har fotografiet en fremtrædende rolle i mit kunstnerskab. Det er igennem deling af viden og synspunkter, at vi som mennesker kan udvikle os i en nænsom og overbærende retning.

Hvornår er kvinder efter din mening smukkest?
– Den er nem. Om morgenen, nede i Netto. Med indkøbskurv, cirkelsparks-bukser, paraderne nede og helt uden krigsmaling. Og de ved slet ikke selv, hvor pisse smukke de ser ud.

Noget om kvinder...

Noget om kvinder…

Hvad er den største fordel ved at være mand og fotografere kvinder?
– Jeg tager ikke særligt mange portrætter, men hvis jeg gør, og der er en kvinde involveret, så er det fordi, situationen i forvejen er intim. Med hensyn til fordele, tja, pas. Der findes sikkert en masse machofotografer, der er meget mere kompetente i forhold til at kunne svare på det spørgsmål. Noget med magt og nøgenhed. Jeg synes, det er uinteressant. Kemi imellem mennesker er vigtigere, og den skal nok skinne igennem på det gode portræt.

Skal man være lidt af en lurer for at blive en god fotograf?
– Det synes jeg ikke, er nødvendigt. Fotografen som en lumsk voyeur er en slidt fortælling. Hvis jeg skal tage udgangspunkt i mit eget virke, så har jeg ofte projekter, hvor jeg i månedsvis aldrig retter kameraet mod et virkeligt menneske. Nu til dags skal man gribe kameraet, hvis man føler, det er det rette værktøj til at blive et bedre og mere kompetent menneske. Man skal ikke gøre det med en forudtaget holdning om, hvad det vil sige at være fotograf. Det skal føles rigtigt. Den dag man ikke længere tænker over, hvorfor man klikker løs, så har man enten opnået en fantastisk meditativ ro, eller også skal man stoppe sig selv og finde noget nyt hjerteblod.

Et installationsbillede mere

Et installationsbillede mere

Og hvornår er et foto rigtig godt i din verden?
– Jeg kigger ikke selv så meget på fotografi. Andres fotografier støjer så voldsomt bag min hjernebark, når jeg selv skal til at lave værker. Jeg lytter til musik, sørger for at beskæftige mig med andet end kunst og bruger generelt meget af min tid væk fra potentielt “farligt inspiration”. Men, altså, sådan har det ikke altid været, og jeg sætter stor pris på et klassisk godt motiv. Christer Strömholms to drenge er en all star. 

De to drenge. Lånt med tilladelse. Kilde: www.stromholm.com

De to drenge. Lånt med tilladelse. Kilde: www.stromholm.com

Hvilken kvinde ville du helst fotografere og hvorfor?
– Jeg arbejder som sagt ikke med decideret opsøgende arbejde. Derfor har jeg heller aldrig gjort mig tanker omkring specifikke mennesker. Verden er fyldt med kvinder, og dem jeg støder på – dem fotograferer jeg. Eller også gør jeg ikke.

Hvad kan man gøre som amatør for lige at peppe sine fotografier op?
– Først og fremmest skal man indse, at man er amatør. Man skal indse, at der sidder mennesker derude, som bruger hele deres liv på fotografi. Som tænker, græder og bløder fotografi. Når man har gjort det, så tror jeg, at man vil hvile bedre i sit eget fotografi. Respekt for andre avler en bedre selvindsigt. I mine øjne er der intet galt med “amatørfotografiet”. En iPhone er et fint værktøj for de fleste, og ofte opgraderer folk udstyr uden overhovedet at vide hvorfor. Mit bedste råd er at tage færre billeder og arkivere dem ordentligt. Enten på en harddisk, men allerhelst i printet form. Et godt gammeldags fotoalbum er fantastisk, og den nostalgi amatørfotografen ofte søger i sine motiver – de er bedst bevaret på papir. Man tror det ikke, men risikoen for at de digitale filer dør inden papirkopierne, er stor.

Installationsbillede om beton og skulptur. Kim kommer ind på dette længere nede...

Installationsbillede om beton og skulptur. Kim kommer ind på dette længere nede…

Hvor kan man se mere til dine fotos?
– Jeg arbejder meget projektbaseret og rummeligt, og derfor er min hjemmeside og for den sags skyld nettet, aldrig rigtig optimal i forhold til at opleve mine værker. Sommetider er det en decideret mangelfuld platform. Til gengæld udstiller jeg ofte, og det sørger jeg for at poste herom på min Instagram (kim_w_catton). Skulle man alligevel være vovet, så hedder min hjemmeside www.kimwilliamcatton.dk.

Tre hurtige til Kim:

Hvad byder dit efterår på?
– En masse betonafstøbninger, forhåbentlig. Ud over fotografi har jeg kastet mig ud i andre materialer, som skal understøtte det to-dimensionnele foto. Ydermere skal jeg passe en gruppeudstilling, jeg er med i. Re-re-rework hedder den. Den er åben i hele oktober, og man kan læse mere om den her . Og så er der en solo-udstilling under opsejling, men det er for tidligt at afsløre plottet hertil.

Må vi se et hverdagsfotografi fra din telefon og høre lidt om det? (husk foto)
– Siden 1. januar 2015 har jeg taget et snapshot af alt, jeg har indtaget. Det vil sige mad, drikke, etc. Projektet stopper jeg med 1. januar 2016. Et år dokumenteret igennem fordøjelsessystemet. En slags ærlighed, håber jeg, i forhold til den eksplosion af overskud, der har ramt de sociale medier de seneste år. Jeg nægter at tro, at trøffelstegt fennikel med dekonstrueret øllebrøds-sky og dertilhørende braiseret sugemalle-filet er blevet til den hverdagsmad, som mange mennesker ønsker at fortælle mig, at det er. Facebook, som også har mange fordele, er i mine øjne blevet en avleplads for lavt selvværd. Mit projekt kan forhåbentlig italesætte ideén om, hvordan vi ofte bliver en uærlig version af os selv, når internettet er kurator på vores liv.

Et måltid fra telefonen

Et måltid fra telefonen

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Navnene siger nok ikke så meget som situationen, men Elroy, Stine, Ann, Jon, Nanna, Søren og Anna Mia er nogle af de allerbedste personer, jeg kender (shout out guys!). Her forleden havde jeg fornøjelsen af at tilbringe en hel aften og tilhørende nat i selskab med førnævnte mennesker, ni forskellige oste, godt brød, rødvin, drinks og øl. Så skal der ikke meget mere til for at gøre mig lykkelig. Alverdens restauranter og koncepter kan ikke hamle op med gode venner.

My Pleasure er ydmyg amatør fotograf på Facebook her

Pin It

Related Articles