Jeg har savnet interviewrunden “Depechen” gevaldigt, for hver gang den løber af stablen, bliver jeg klogere på en dygtig fotograf – og jeg bliver beriget med gode fotografier. Det samme gør du – og denne gang skal vi møde Carsten Snejbjerg. Tag vel imod ham, hans svar og billeder.
Carsten – hvad roder du med rent fotografisk for tiden?
– Jeg var i Zambia i slutningen af 2019 og skulle her til foråret retur og arbejde videre på en historie om sukkerørs arbejdere. Den tur er udsat, men jeg håber på at kunne vende retur efter sommerferien. Men jeg har to videoprojekter pt. Det ene er jeg igang med, og det næste – som er kombineret med foto – begynder jeg snart på…
Hvordan vil du beskrive din fotografiske stil overfor en person, som står med ryggen til dine fotos?
– Min stil er på mange måder linket op på klassisk reportagefotografi og et æstetisk udtryk. Det kommer til udtryk på lidt forskellige måder alt afhængigt af den genre, jeg skal fotografere. Men mit udtryk kommer nok i sin reneste form i mit reportagefotografi. Og her sværger jeg ofte til en sort/hvid stil med et mørkt udtryk.
Hvordan blev du i sin tid klar over, at du ville beskæftige dig med fotografering?
– Tilbage i 1996 tog jeg et eftersyn på mit liv, som på flere måder ikke var i balance. Året efter cyklede jeg alene 3.400 kilometer gennem Kina og Vietnam, og her gik det i den grad op for mig, at kameraet er den fineste døråbner ind i en masse verdner. Jeg besluttede mig for at dygtiggøre mig og søgte i år 2000 ind på Danmarks Journalisthøjskole, og med mit nysgerrige sind har fotografiet siden bragt mig rundt i store dele af verden og miljøer, som jeg aldrig ville have set og oplevet, hvis ikke jeg havde været fotograf.
Et mindeværdigt øjeblik fra en fotooptagelse?
– Mine tanker vender ofte tilbage til to ældre kvinder, som jeg gennem et par dage fotograferede i Georgien. Vera og Khalfina var blevet drevet på flugt og væk fra deres huse i Sydossetien, da oprørere med russisk støtte annekterede provinsen. De to kvinder boede på et nedlagt hotel i Tbilisi og boede spartansk. De havde nogle hjerteskærende beretninger, og så kunne de drikke vodka. Det mærkede jeg tydelig på egen krop…
Hvad vil du gerne med dine fotos?
– Meget gerne nuancere og oplyse. Jeg tror ikke, vi – som fotografer – ændrer verden, men vi kan være med til at ændre de mennesker, som ser og læser vores historier om blandt andet andre menneskers situation, og dermed kan jeg give dem en stemme. Og mit håb er på samme tid, at mine billeder vil få beskueren til at stoppe op og kigge på mit fotografi og historie. Og måske være med til at få læseren til at få en bedre forståelse.
På et tidspunkt – nogle år efter at jeg var blevet færdig på Danmarks Journalisthøjskole – var jeg på portrætopgave, hvor jeg skulle fotografere stifter og direktør for Baresso kaffe, Kenneth Luciani. Vi faldt i snak, og han spurgte til mit øvrige arbejde. Blandt andet om min hovedopgave om romaer i Slovakiet, som han stadig kunne huske at have set og læst i Berlingske Tidende. Det gjorde mig virkelig glad, at jeg havde været med til at sætte et aftryk.
Hvornår er kvinder efter din mening smukkest?
– Kvinder som er stærke og hviler i sig selv, synes jeg, der er en skønhed over. Naturlighed er en anden ting, jeg synes, er smukt. Og så synes jeg, at erfaring og livets gang kan forplante sig smukt.
Skal man være lidt af en lurer for at blive en god fotograf?
– Det er det sidste, man skal være. I min verden handler det om ærlighed og at vise sin tilstedeværelse. Når jeg laver mine historier, bruger jeg masser af tid sammen med mennesker, og på den måde lærer jeg dem at kende, men samtidig lærer de mig en masse, og der er også en grund til, at jeg fotograferer dem. Jeg insisterer på at være tilstede og i sådan en grad, at jeg bliver tæt på en naturlig del af deres hverdag og liv.
Og hvornår er et foto rigtig godt i din verden?
– Jeg skal stoppe op og fordybe mig i billedet. Og hvis det kan fastholde min nysgerrighed og fascination, så er har billedet i min verden kvalitet. En gammel ven sagde engang, at hvis billedet kunne holde på dig i fem sekunder, så er det et godt billede.
Hvilken kvinde ville du helst fotografere og hvorfor?
Jeg har faktisk en mand, som jeg rigtig gerne vil fotografere og lære bedre at kende, og det er den hollandske cykelrytter Mathieu van der Poel. Han har en spændende historie og en masse vildskab over sig. Jeg har gennem et stykke tid arbejdet med et cykelmagasin om at lave historien…
Hvad kan man gøre som amatør for lige at peppe sine fotografier op?
– Et gammelt råd siger, at hvis dit billede ikke er godt nok, så skal du tættere på. Det rammer stadig. Man kan egentlig sagtens bruge feriefotografi som eksempel. Her vil de fleste ofte være bange for at gå tæt på de lokale, og dermed kommer der ofte for meget distance i billedet. En distance man ikke indhenter ved at bruge sin zoom. For man skal tæt på de mennesker man gerne vil fotografer og se dem i øjnene. Dermed får du ærlighed og nærhed.
Hvor kan man se mere til dine fotos?
Det kan man på www.carstensnejbjerg.com og på Instagram her https://www.instagram.com/carstensnejbjerg
Tre hurtige til Carsten Snejbjerg:
Hvad byder resten af dit forår på uden for kameraets virke?
– Jeg har renoveret mit sommerhus. Der er blevet skiftet bundrem, og jeg har lavet en ny terrasse. Og så skal jeg have cyklet noget mere og komme i form. Og så har jeg besluttet mig for, at jeg på trods af min modne alder, vil jeg have lært at køre på baghjul 🙂
Må vi se et hverdagsfotografi fra din telefon og høre lidt om det?
– Portræt af min kæreste. Fotograferet i Barcelona. Lyset og skyggerne dannede en dramatik, jeg synes om. Så i bund og grund ganske enkelt. Som altid handler det om lyset, og hvis man kan få øje på det smukke lys, så er man godt på vej som fotograf.
Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Første juledag 2019. Sidste vinter rejste jeg rundt i Asien med min kæreste, og den 25/12 havde vi booket bord på Restaurant Gaggan i Bangkok. En to stjernet Michelin restaurant. Vi sad 12 gæster i hestesko med kokkene i midten, hvor de tilberedte 25 retter akkompagneret til lys og musik. Det var en magisk mad oplevelse på flere plan.
Missede du den sidste omgang af Depechen, kan du se den her
Facebook har du her
