Home Ure Qualis filius, talis pater – når ure bliver en familesygdom

Qualis filius, talis pater – når ure bliver en familesygdom

written by Nicolai Klingenberg 3. oktober 2011
Pin It

Som far så søn – og som søn så far. I dag handler det om ure, og det handler om en personlig anekdote, der meget vel kan gøre sig gældende for andre end undertegnede. Det handler dog også om, hvordan en ur-interesse kan blive til, og har du en sådan, vil jeg meget gerne høre om den. Og hvordan det begyndte.

Så lykkedes det - få den fulde historie i dagens indlæg.

På min venstre overarm står der skrevet Qualis pater, talis filius. Det er min fars håndskrift, ordene er latinske og betyder “Som far, så søn”. Overskriften på dagens indlæg er en lettere omskrevet version af min tatovering, der gjorde mig noget nær arveløs indtil budskabet kom frem. Ingen udpræget begejstring, men “tatoen” delvist accepteret – vælger jeg at tro.

Permanent - ikke kun et begreb, der har relation til håret...

Det handler dog ikke om tatoveringer, men om ure. Da jeg erhvervede mit første klokkeværk, gjorde min far (mellem)store øjne. Det var da mange penge at bruge på et ur, men hans far – min farfar – var selv glad for ure, så han forstod. Til dels. Som årene gik kom der flere ure til samlingen. Og min fars øjne blev større og større. Uroligheden over ur-udskrivningerne blev mindre og mindre. Og pludselig kom der et udlån på tale – stærkt opfordret af undertegnede, eftersom min far rejste land og rige rundt med et Cartier quartz ur størrelse ”dame medio 50 år”. Den gik bare ikke. Og Cartier uret var i øvrigt min mors. Efter lidt fiflen med udlånmodellens lænke – en grøn sub i øvrigt – kom mit ur på min fars håndled. Han blev svært begejstret – og det groede nærmest fast. Der var dog kun tale om et udlån – understregede han. Og ikke jeg. Da jeg ved et uheld fik nævnt, at prisen på den udlånte model var steget, var meldingen kort: Du får det tilbage.

Det udlånte ur er nu tilbage på mit håndled.

Nuvel – uret kom retur, og der blev indgået en aftale. Jeg fik overført X antal kroner til et ur, som jeg skulle finde til min far. Det skulle være en Submariner – og boks og papirer var ikke et must. ”Det ender jo nok hos dig en dag”, lød det.  Jeg bad om en overførelse af frygt for, at et af de talrige links fra min far, der jævnligt ramte min indbakke, skulle blive en realitet: Ure, som jeg hverken havde set eller ført om kom min vej. ”Det er jo Swiss made – og koster det halve!”, lød det til tider. Ja, men det er jo ikke det, du vil have, tænkte – og skrev – jeg retur.

Den nye Sub til min far. Uden dikkedarer, sjældne referencer og lignende - men med masser af feel good.

Jagten gik ind. Der blev budt hist og pist. Og pludselig var der bid. En Submariner blev fundet, der blev givet hånd, bladret af og et ur skiftede hænder, ejerskab og håndled. Nu sidder uret på min far, der er tilfreds. Og faktisk også mere end glad.

Far og søn - sidstnævnte øverst-

Urmanien spredte sig altså som en smitsom sag, som jeg dog ikke mener, man bør vaccineres imod. En ny ur-interesseret person blev opgraderet fra ”drømmer” til ejer. Og det glæder mig.

Tre generationer af "Subs" - fra venstre en 1680'er, i midten min fars reference 16800 (såfremt årstallet 1987 er korrekt) og til højre reference 16610 LV

Hvis du er til ure, hører jeg meget gerne om, hvad der i sin tid gjorde, at du kastede dig over et ur? Var det en annonce? Vennerne? En særlig person? Eller noget helt fjerde. Lad mig endelig høre i kommentarfeltet herunder – jeg tror, der gemmer sig nogle interessante historier.

Pin It

You may also like