Pernille fra Paris har endnu engang været ved tasterne. I dag skal vi besøge Mandarin Oriental. Værsgo Pernille!
Fra Bangkok over Hongkong til New York og London. Mandarin Oriental må siges at være en international succes. Seneste slog hotelkæden dørene op i Paris på den eksklusive rue Saint Honoré i hovedstadens 1. arrondissement.

Mandarin Oriental Paris er opført i en minimalistisk arkitektur, men med grønne terrasser, store havearealer og varm belysning.
Blandt luksusbutikker som Chloé, Chanel og Miu Miu har Mandarin Oriental rullet det røde tæppe helt ud på gaden. Her løfter en velklædt concierge den høje hat i hilsen til alle, der lægger vejen forbi byens nyeste skud på stammen inden for femstjernede luksushoteller.
Mandarin Oriental Paris har siden sommeren 2011 budt velkommen til gæster på udkig efter en anderledes hoteloplevelse, og med intet mindre end 39 suiter, hvoraf den største dækker et areal på 350 kvadratmeter, er der rig mulighed for livsnydelse på første klasse.

Værelserne er udstyrede med moderne kunst og anderledes skulpturer, og så har nogle af suiterne endda deres egen bar.
Stilen er varm og indbydende, og hotellet byder på orientalsk zen i en moderne atmosfære. Man kan med lethed forestille sig, hvordan Man Ray og Elsa Schiaparelli ville trække sig tilbage til dette rekreative spot, hvor silkepuder og broderede tæpper leder tankerne hen på 30’ernes bløde silhuetter og feminine subtilitet.
I hjertet af hotellet ligger en åben have med hvide parasoller, rislende vand og velformede buske. Her kan man nyde sin jasminte serveret af høflige tjenere i kimonoinspirerede silkeuniformer, inden den om aftenen står på haute cuisine i hotellets gourmetrestaurant Sur-mesure by Thierry Marx. Restauranten, som ledes af den anerkendte chefkok Thierry Marx, blev i 2012 anerkendt med to Michelin-stjerner for sine eksperimenterende rettet anrettet elegant og serveret med et asiatisk tvist.

Hotellet har to haute cuisine restauranter, hvoraf den ene allerede er blevet dekoreret med to Michelin-stjerner.
Fakta:
Priser: En overnatning starter ved 795 euro (5.900 kr.). Frokostmenuer i hotellets Bar 8 starter ved 21 euro (150 kr.), mens en seks retters menu i restauranten Sur-mesure by Thierry Marx koster 165 euro (1.230 kr.).

Midt i hotellets hjerte ligger en åben have med noget så originalt som et fuldvoksent fuglebur, hvor man kan indtage middagen, hvis vejret skulle være til det.
Hjemmeside: http://www.mandarinoriental.com/paris/
Tak til Pernille Christianen, som har forfattet dagens artikel.
—
Om Pernille:
Pernille er rejsejournalist og skriver for blandt andre Berlingske og Jyllands-Posten. I mere end otte år har hun rejst verden tynd for at finde de bedste get aways, men ét sted er hun altid vendt tilbage til: Paris. Her har hun nu bosat sig og blogger om alt, hvad den moderne rejsende behøver at vide på
1 comment
fantastisk inspirerende artikel – stedet må afprøves