I dag skal det handle om en nyhed, som på sin vis er en gammel sag. Det er nemlig urfirmaet Longines, som har lanceret et nyt ur til deres Heritage linje. Heritage er i sig selv en hyldes til husets fortid, og dermed nærmer vi os en forklaring. Longines Avigation er navnet på det nye ur, som er baseret på en model, der i sin tid blev lavet til den britiske hær.

Dagens ur – klassisk og større end du måske umiddelbart tror
Longines selv beskriver uret som værende military-style og kan historisk set spores tilbage til 1949, hvorefter Longines Avigation modellen blev brugt af den britiske hær gennem 1950’erne. Både den oprindelige og den nye model har anti-magnetiske egenskaber, eftersom man har mokket en blød omgang jern omkring værket, men man nævner ikke hvor mange gauss tikkeriet kan tåle. Får man mere “militær”? Ja, det gør man. Det siges, at man har for vane at bruge sorte skiver, når man laver noget til hærens herrer, og det er altså også tilfældet her. Forvent desuden røde og hvide cifre på skiven samt datoangivelse.

Og i mere ren foto-form
Klokkeværket har samme størrelse som den oprindelige, og tænker du “Så er det sikkert småt, for det var urene i gamle dage”, så er du desværre galt på den, for diameteren ligger på 44 millimeter. Der er desuden mekanisk urværk med automatisk optræk, og en viser til sekundær tidszone. Navnet Avigation er en sammentrækning af aviation (luftfart) og navigation og er valgt, eftersom Longines har været med til at udvikle talrige instrumenter og ure til piloter gennem årene.

Og på højkant i måneskin
Viserne er klædt på med Super-LumiNova, så brugeren kan se tiden i mørke, og hvis du kigger under Longines navnet på skiven, vil du se en bred pilespids, som er tegnet for “statslig ejendom” – det skal ses som en henvisning til ældre dage, hvor soldaternes ure ret beset tilhørte militæret og dermed staten. I dag får de kommende ejere dog ikke tilbagekaldt uret, men til gengæld skal de også selv betale. Slutteligt bør du vide, at uret er monteret med en sort alligator rem.

Der har du skiven og den brede pil.