På en nylig rejse til Barcelona, lagde mine venner og jeg vejen forbi Restaurant Botafumeiro. Lysten til skaldyr og fisk resulterede i lidt research, som så førte til en bookning af et bord. Vi blev enige. Og tog afsted. Jeg havde faktisk adspurgt en god ven om anbefalelsesværdige steder, han var klar på tips, men jeg fik aldrig returneret. Det er en anden historie. Nu skal vi til bords.
Det er herinde, vi skal ind
Hvorvidt stedet er byens bedste, skal jeg ikke kloge mig på, men jeg kan forsikre dig om, at stedet er et tilløbsstykke uden lige. Og med mange lokale. Grundet matriklens placering og det dertilhørende begrænsede udbud at parkeringspladser har man fra ledelsens side valgt at have to venlige mænd stående i døren, som finder en plads til dit automobil, såfremt du måtte ankomme til stedet i en sådan. Jeg ville tage en vogn eller spadsere, da fisk og skaldyr går flot sammen med hvidvin.
Valet Parking
Service, tak!
Nå. Er der tale om sådan en hip restaurant med loungemusik, dæmpet belysning, hippe møbler og halvfrække værtinder? På ingen vis. Forvent hvide uniformer med gyldent drys på skuldrene, hvide duge og masser af lakeret, lyst træ. Det er ikke hipt, men det var det med garanti for de små 38-40 år siden, hvor stedet åbnede.
Senere vil du se, at disse stole ikke fik lov til at stå tomme.
Servicen? Den er fin. Og oprigtig. Det skulle ikke undre mig, hvis mange af huset folk har jobbet her længe. Dels fordi de virker hjemmevante, men også fordi en del af dem er oppe i årene – og særligt disse er dem, der har det med at hjælpe de yngre i gang og i sving med at huske rækkefølge og lignende. Ikke alle mestrer dog det engelske, men jeg mestrer heller ikke spanske så…
Vi kommer fint til bordet og kigger på et absolut imponerende menukort.
Los menu…
“Una para dos…? Det må googles!”
Det er traditionelt og uden hokus pokus. Jeg vælger noget absolut klassisk og måske lettere 80’er agtigt i form af blæksprutter. Du ved – dem med panering omkring. Jeg har brug for lidt fedt og noget, der kan smides lidt salt på grundet gårsdagens festligheder. Omend jeg også er tosset med ikke-panerede blæksprutter, så er den første servering fin. Ikke overraskende – men sprutterne synes friske under overfladen, og der findes også gode afstikkere, som ikke er formet som de klassiske ringe.
Sprutter
Næste ankomst er et skaldyrsfad med alt godt fra havene. Hummer, norsk hummer, rejer i forskellige variationer, kammuslinger, muslinger, knivmuslinger, blæksprutter og krabber. Hillemænd. Da jeg var på Island, fik jeg et andet skalddysfad, som var noget mindre, men mere raffineret. Og med sashimi. Alt på dette fad er tilberedt, hvor det islandske bød på et mere “moderne” islæt med nyfortolket sashimi. Det findes ikke her. Men det er helt all right. Vi er på mæsketur, og i dag er det godt “med mere af det hele”, omend jeg typisk hælder til “mindre og bedre”.
Fad
Vino blanco
Fad fra oven
Vi drikker hvidvin. Min fætter har bestilt, og det har han gjort godt. Jeg falder i snak med en engelsk-talenede tjener. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg har observeret en wall of fame. Kendisser i hobetal har været på matriklen, og det skilter man gerne med. Der er let uskarpe fotos af personale og pinger, men også en enkelt diktator. Jeg har dog en mavefornemmelse, som går på, at Julio Iglesias har været her. Og det har han. Han har siddet ved bordet bag os. Det er dog en del år siden. I dag skulle han husere i Miami, lyder det, men hvis Restaurant Botafumeiro er god nok til Julio, så er den også god nok til mig.
Det var en munter aften. Og husk – kun fotos fra siden…
