Home Ure Tidsrejsen til 1986 – et Omega De Ville, en BMW M3 og Brødrene Olsen

Tidsrejsen til 1986 – et Omega De Ville, en BMW M3 og Brødrene Olsen

by Nicolai Klingenberg

Omega De Ville anno 1986 – en lille, dressy quartz-tikker

Omend dagens ur ikke hører til sjældenhederne eller blandt de mere kostbare af slagsen, så er nedenstående Omega De Ville lidt af en tidslomme. Jeg faldt nemlig over uret – og dets danske kvittering. På sidstnævnte fandtes en dato for købet – og så måtte jeg i arkiverne…

Omega De Ville 1986

Der er den – og jeg tilstår, at det måske ikke er det mest spændende ur. Historien er dog god…

Det er den 24. marts – året er 1986, og vi befinder os på Østerbro. Hos Hartmann Ure har man netop foretaget et salg til en person, som er faldet pladask for et batteridrevent ur: Et herreur fra Omega – og modellen hedder Omega De Ville Quartz. Prisen er på hele 2.100 kroner, og om det er en mand, der har købt uret til sig selv eller en kvinde, der har købt det som gave, vides ikke.

Omega De Ville 1986

Nu med dato, adresse og pris

Dagen forinden gik det hedt for sig i Los Angeles, da filmen “Out of Africa” løb med en Oscar for årets film. I Austrialien bliver en mand og dame forældre til en pige, der sidenhen bliver model. Hun hedder Jessica Hart, og omtrent en måned forinden bliver den svenske statsminister Olof Palme skudt og dræbt – den dag i dag, er mordet stadig ikke opklaret.

Oscar anno 1986 – lettere pixeleret

Tilbage til uret – det er ganske fikst, for den traditionelle krone er erstattet af en lille “knap”, som trykkes ind, når tiden skal stilles.

Omega De Ville 1986

Slankt, forgyldt og uden krone

Vi stiller direkte om til dansk Melodi Grand Prix – jeg sidder hjemme med min far, og min mor er på en rejse af en art. Vi sidder på Ellebækvej og følger med i showet på et 14 tommer stort Sony TV – uden fjernbetjening i øvrigt. Det er mægtigt. Og jeg sidder standby med min kassettebåndoptager ved siden af TV’et for at optage de bedste numre til min mor. Da Brødrene Olsen går på med “Fællessang i Parken”, trykker jeg de to magiske knapper ned for at optage sangen. Det havde jeg nok ikke gjort i dag, men du skal ikke snydes for nummeret. Værsgo.

Omend uret er til mænd, så er diameteren til den mindre side. Lige omkring 32 millimeter, men det er helt okey-dokey – dengang var den størrelse helt fjong til en mand.

Omega De Ville 1986

I æsken.

Et par måneder inden – i januar – gik der for alvor koks i alverdens datamater, da den første computervirus “Brain” spredte sig, og 1986 var også året, hvor den første BMW M3 kom til alverdens veje – fuld fart over feltet og en nul til 100 tid på 6,2 sekunder var, hvad topmodellen kunne levere.

BMW E30 M3

“Hej-heeej….” En BMW E30 M3 – foto fra Wikipedia / Rudolf Stricker

I dag er uret havnet på et andet håndled, og historien vil leve videre med en ny ejer. Således kom vi også til vejs ende i tidsmaskinen i denne omgang.

Omega De Ville 1986

Bagside og kaliber-nummer

Vil du læse en anden tidsrejse om et Rolex ur, så klik her
Flere ur-artikler på My-Pleasure.dk her

Facebook her

 

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk