Et besøg på Roskilde Festival 2018
Her har vi solbriller på og er glade
Tænk dig engang – i går havde jeg en herlig eftermiddag, aften og nat på Roskilde Festival 2018. Det var alle tiders. Og måtte du tro, at den slags festival-tjuhej ikke er noget for mig, så tager du fejl. Det er dog længe siden, jeg sidst var til festival – og setupet var ganske anderledes dengang. Men nok om dengang – nu skal det handle om nu. Eller i går.
På en festlig aften i februar var vi i gode venners lag. Det ene tog det andet, og pludselig havde vi erhvervet os seks billetter til festivalen – endagsbilleter, men sådan er det.
Afsted med tog. Sikke en oplevelse. Fulde kupéer og ventetid på mellemstationen. Vi står lige så tæt som caviar ligger i en dåse. Og det er vældig varmt. Men så er vi der pludselig!
Her er vi på vej med toget
Vi provianterer både vådt og tørt, og pladsen bliver mere og mere livlig. Alle taler om urinstøv – andre gør noget ved det. En feststemt dame har for eksempel placeret sig ved et flot hegn af træplader, hvor hun nødig vil misse noget. Hun kigger på alle forbipasserende, mens hun trækker op i sin kjole og krænger sine cykelshorts ned for at skrue helt op på den kødlige havesprinkler. Sikke hun har holdt sig – og sikke hun tisser.
Her er vi ved en burgers-bar
Her siger Christoffer, hvilken vej, vi skal
Vi styrker os lidt i en vinbar. Stemningen er stadig alle tiders. Her er plads til alle. Det kan jeg godt lide.
Her kigger vi ud
Her er vi også på vinbar
Vi hører også musik. Danske Saveus åbner ballet. Det er dansk, der er flot fremmøde, og vi rocker med. Også selvom jeg ikke kan teksterne. Det er sådan noget store folkemængder kan – få en i hopla.
Her hører vi musik
Jeg falder i dialog med et par unge kvinder, som har svært ved at tro, at jeg er 40 år. Det er da også først om en uge, jeg bliver 40, men jeg forsikrer dem om, at det er ægte. Pludselig ser jeg en henslængt pakke præventionspiller på jorden, og jeg må erklære vigtigheden af at passe ens rutiner udi svangerskabsforebyggende medikamenter – i særdeleshed på en festival. En af de unge kvinder giver mig ret og får fiflet sin blisterpakke frem fra pengekatten, hvorpå hun tager sit medikament.
Her er en pakke præventionspiller
Her er noget confetti
Nå. Der er pause. Vi venter på rapmusikeren Eminem, som først kommer på senere. Jeg har opsnuset, at vi er langt over 100.000 mennesker på Roskilde Festival 2018. Det er fascinerende – men endnu mere fascinerende er det, at omtrent 13 % aldrig forlader deres camp-område for at lytte til musik. Jeg har aldrig overnattet på campingområdet. Men havde jeg været nogle år yngre, tror jeg virkelig, jeg kunne have moret mig.
Her har vi fundet noget rod
Men hov – hvad er nu det? Der dufter af cannabis-cigaret. En mand har nøjsomt rullet en hashish-cigaret, som han har sat ild til. Jeg har aldrig brudt mig om lugten – eller duften. Men jeg må tilstå, at jeg har oplevet en gevaldig lyst til latter, når jeg – den ene gang for længe siden – prøvede et stykke cannabistobak.
Pludselig er der gået nogle timer. Og nu kommer Marshall Bruce Mathers på scenen. Er du tovlig mand, det er godt. Den afsvedne græsplæne er endnu mere pakket end før – og end jeg nogensinde har oplevet før på Roskilde Festival. En stang med en penis vifter, så tilhørende til denne fallos kan finde hinanden, mens Alien og Ko fanen i år har 20-års jubilæum. Jeg er vild med den slags fakta og finurligheder, selvom jeg kun har oplevet festival-fænomenerne ganske få gange.
Her er en penis
Tilbage til Eminem. Pludselig synger han noget om “I’m a Criminal” og vifter med sin skråt op finger. Publikum er ellevilde. Det er jeg også, men jeg vifter ikke med min finger. Eller påberåber mig prædikatet kriminel. Det er der mange, der gør – og jeg tror ikke på dem. Det er de for søde til. Og man er ikke ægte gangsta, hvis man har kørt uden cykellygter i Holbæk. Og slet ikke, hvis man cyklede om dagen.
Jeg er vildt imponeret. Lyden og udsigten er mindre god, men når vi står på de rette steder, brænder rapperen Eminem igennem. Er du tovlig, der er fart på hans mundtøj. Jeg sendes årtier og mere tilbage efterhånden, som gamle kendinge bliver delt med mig og 100.000 mere.
Her hører vi Enimen
Vi er trukket lidt til venstre for orange scene. Jeg er nu tilskuer til en sand fest. Et – med forlov – lesbisk, danseensemble giver den på alle tangenter – babsedansen tilsat “mine-arme-laver-lynhurtige-møllevinger” er en del af repertoiret. Jeg er imponeret. Jeg tramper selv med – og hopper sågar også. Og jeg synger faktisk ganske højt af og til. Ingen kigger skævt. Vi observerer bare. Og det er alle tiders.
Her bliver der danset og uddrevet djævle
Pludselig ser jeg en glad mand. Nærmest frelst. Havde jeg ikke vidst, hvor jeg var, ville jeg have troet, at jeg havde overværet en succesfuld djævleudrivelse. Manden hopper stift op og ned, virrer med hovedet og er i en fantastisk ekstase. De hvide hørbukser blafrer, som hørbukser kan, og det korte hår blafrer med. Han har modekorrekte briller på, men de rykker sig ingen steder. Jeg er tosset med mangfoldigheden.
Vi er ved at være ved vejs ende. Vi kommer lidt sent fra det hele, da jeg falder over en pung på jorden. Det er Rolf, der ejer den. Vi finder ham på Facebook – og skriver til ham. Intet svar. Jeg overlader valuta-futteralet til personalet hos Meyers, og vi går. Pludselig skriver Rolf. Vi guider ham på rette vej. En time senere har han fået sin pung. Rolf er glad. Og han skriver han gerne vil give 100 kroner. God idé – men brug dem på en drink i stedet, som du kan give til en pige, skriver jeg. Det vil Rolf gøre.
Så er vi i toget igen. Der er langt færre folk. Vi sidder fint. Bagved os er der en, der har fået noget galt i halsen. Eller for meget at drikke. Han kommer til at kaste op. To gange. Og lige midt i sammenkoblingen mellem to vogne. Sikke noget. Og det lugter lidt sært.
Her var der en, der lige havde kastet op
Svupti, som man siger. Nu er vi hjemme igen. Alt er godt. Roskilde Festival 2018 var alle tiders. Tak for det.
Der er flere rejse-relaterede skrivelser på My-Pleaure.dk her
