Jeg lavede en ganske simpel, men særdeles velsmagende spise for en uges tid siden. Måske to uger siden, men ikke desto mindre, så var det kantareller, der var i fokus – og på stegepanden. Med ganske få remedier – såsom piskefløde, salt, peber, smør og citron – blev det til en lynhurtig spise, der smagte himmelsk.

Så skal vi i skoven!
Det er dog ikke den væsentligste pointe i denne historie. Pointen er, at skovbunden byder på ganske mange svampe netop nu – både de spiselige og dem, du bør gå udenom.
Og så er der altså noget med at kunne kende forskel på dit, dat, Karl Johan og champignon. Det der med ny viden – for mit vedkommende – bør dyrkes (endnu) mere…
De førnævnte kantareller var dog ikke selvfundne, men indkøbt i det lokale brugsforening, og det er selvsagt en kvik affære, men knapt så autentisk. Selvom jeg ikke er jæger, så har jeg selv fanget fisk (og spist nogle af disse), men en “svampejagt” står nu for tur. Kurven er fundet, kniven skal vælges, og på søndag går det løs i Auderød Skov. Det er gratis, og der venter to kyndige mennesker, som kan fortælle om alt det, du bør vide om netop svampe. Har du selv fundet nogle, du ønsker at blive klogere på, kan du blot medbringe disse. Jeg spottede for eksempel nedenstående svamp, som jeg dog lod stå – efterfølgende tilbagemeldinger understøttede blot, at den fint kunne blive stående.

En svamp jeg faldt over – og lod stå…
Nå. Det er altså på søndag, det går løs. Svampeturen begynder klokken 10 og er færdig klokken 12.30 – jeg tænkte, det kunne have din interesse at deltage, da der angiveligt vil være spiselidt godter i skovbunden, som kan hjembringes og tilberedes.

Jeg skal spørge løs – og blive klogere…
Tilmelding er ikke nødvendig, og du kan læse mere om turen her – måske ses vi!
Der er flere spiseoplevelser på My-Pleasure.dk her
Facebook er her