Home Pindemadder En fredagstur på grill-restaurant i Pilestræde 23

En fredagstur på grill-restaurant i Pilestræde 23

by Nicolai Klingenberg

Madklubben Grill – halløj i Pilestræde

For omtrent ni år siden var jeg ude at spise en flot ribeye i Pilestræde. Det var tider – og det var før oksekødet blev gjort til en synder. Men jeg er røget med på bølgen, og jeg spiser mindre oksekød end tidligere. Det har ingenlunde været en prøvelse – det er bare sket af sig selv. Men hvad gør man, hvis man førhen slog sig på bøffer og stadig vil have sin restaurant i Pilestræde? Man sadler om. Ikke hysterisk – men let. Og det er derfor, at Madklubben Steak nu hedder Madklubben Grill. Og det var her, jeg gik til bords.

madklubben grill

Efteråret er kommet til byen. Og Madklubben Grill. Kom med ind.

Jeg spiser oftest uformelt, når jeg går ud med en ven – skal det være fin spise, så vil jeg helst indtage et sådant måltid med min hustru eller med et andet par. Men denne gang skulle jeg spise med Berto, som jeg ikke havde set længe. En middag samler dialogen og gør det muligt at referere stort som småt fra tilværelsen tilsat lige dele minder og røverhistorier.

madklubben grill

Kenn og Berto

Vi fik et flot bord længst væk fra indgangen, og velkomsten bestod i et glas mousserende vin og en lille kasserolle med popkorn. Så er vi i gang – og det er næsten som at være i biografen. Der er jo nok at se på, og selvom jeg ikke selv serverer popkorn som snack til min gæster, så gled de nemt ned. De var vist også krydret en smule, men jeg husker altså ikke med hvad.

madklubben grill

Kasserolle-pop og glas-bobler

Nå. Husk lige på, at du spiser tre retter for en fra-pris på 325 kroner på Madklubben Grill (som altså førhen hed Madklubben Steak). Grillens repetoire er udvidet – du kan få grillet fisk, grøntsager og selvsagt også dit kød. Og selvom du ikke måtte være til kød, er du hjertelig velkommen.

madklubben grill

Der findes også kødfri hovedretter – blandt andet en Kornotto

Førhen ville jeg have været forfalden til en omgang oksetatar til forret, men valget faldt på en forårsrulle (stegt) med hummer, en omgang hoisinmayonnaise samt grillet lime og lidt grønt. Man havde ikke været nærig med mængden af hummer, og “rullen” var knassprød – hertil fungerede mayoen som flot, blødt og fedt modspil.

madklubben grill

Kødfri-forret: Hummer i rulle

Vi får en kølig rødvin til bordet. Hummeren er nydt, og vi har valgt at bestille en klassisk ribeye til hovedret, når nu tataren blev valgt fra til forret.

madklubben grill

Vor røde vin

Det gode? Ribeyen er dansk, og så er den i det mindst ikke sejlet eller fløjet til landet. Og ved du hvad? Den er en smule mindre end vanligt: 325 gram. I 2009 vejede en traditionel ribeye 350 gram på matriklen, og jeg tror ikke, den var dansk. Mange bække små du ved.

madklubben grill

Det rene, danske kød (bare rolig, der kommer foto med sidevogne lige straks)

Der er ikke så meget at diskutere: Madklubben Grill kan sit kød og dermed også sin stegning. Ribeyen er mør og tilberedt efter ønske: Medium rare.

madklubben grill

Med blomkål, bønner og sauce. Og svampe. Og skalotteløg.

Det nye? Det er alt det grønne, som klæder bøffen vældig godt: Svampe med urter og lidt citrus, grillede bønner med bacon og lidt skalotte samt kartoffelpuré (mos om du vil), der er rørt med en smule trøffel og tilsat lidt sprød jordskok på toppen.

Ah ja – to gange fritter findes også ved bordet: En med trøffel og en vanlig. Begge knassprøde og gyldne. Dyppelse? Det kan du tro: En lun bearnaise og en cremet pebersauce, hvor jeg så absolut vil foretrække den førstnævnte. Hvorfor? Det syrlige går bedst til mine smagsløg, når tilbehøret er kød.

madklubben grill

Sikke en fest!

Og nu skal du bare høre. Grundet de mange side-orders, så kunne vi ikke spise den tredje ret. Vi var mætte – og bøffen var endda lidt mindre. Det var angiveligt også et (lidt) sundere måltid, da vi fik talrige grønne sideanretninger – en lille sejr for klimaet og samvittigheden.

madklubben grill

Åbent køkken

Det skal dog ikke stoppe så brat. Jeg bryder mig nemlig ikke om, når gode ting slutter pludseligt, og de gode ting må gerne fortsætte længe, så vi blev siddende ved bordet en stund efter hovedretten. Det er også interessant at observere andre gæster og rummet i sig selv. Madklubben Grill strækker sig over to etager, og i den nederste finder du WC til mænd og kvinder – er du hverken eller, tror jeg bare, du vælger, hvad du føler for. Turen derned er aldeles flot med stor svungen trappe og loftmonterede lamper.

madklubben grill

Stemningsfuldt – og det er mig, der har gjort fotoet mørkere…

Vi taler videre. Og morer os. Vi får to kopper kaffe hver – den ene rummer en lille indbygget avec, som Berto har bestilt. Den kan også noget.

Således kom vi til middagens ende – uden dessert. Men med to kopper kaffe, højt humør, herlig vin og alskens godt til maven fra grillen.

madklubben grill

Den traditionelle kop kaffe

madklubben grill

Surprise kop kaffe

Er du nysgerrig på husets serveringer – både dem med og uden kød – kan du besøge Madklubben Grill her

Der er meget mere mad & drikke på My-Pleasure.dk her

Du kan også besøge Facebook her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk