John Kreiner er ikke blot velskrivende. Han er også afsender på de herlige ord og fotos, du her kan nyde. John har netop været i London, og det er netop, hvad artiklen herunder handler om. Tak for ordene, John!
—
Stil man kan blive helt sentimental over
Portobello Road i London forbindes af de fleste primært med det berømte antikmarked, der kulminerer hver lørdag med stribevis af boder ned gennem gaden. Antikviteter, der vel bedst beskrives af Hugh Grant i filmen ”Notting Hill”, hvor han siger: ”Some genuine – some not quite so genuine” (nogle ægte – nogle ikke helt så ægte). Men blandt de ”ikke helt så ægte” antikviteter findes også det, der mere præcist kan beskrives med ”retro”. Nye ting, der er fremstillet efter gamle principper og i gammel stil.
Sådan et eksempel er forretningen Stumper & Fielding, der ligger i den øverste ende af Portobello Road i nr. 107. Trods en lidt undseelig facade et sandt Eldorado for den, der har særlige krav til sin påklædning i stil såvel som i kvalitet. Her finder den kvalitetsbevidste mand – og dame – beklædning og andet, hvor den klassiske britiske mode stadig er holdt i hævd. Men i en ånd, der kan sammenfattes i ordene ”elegant, men stadig frisk”.
Som det er typisk britisk – ikke mindst i den såkaldte ”country side” – så er beklædningen praktisk, men stadig klædelig og stilren. Den stil har man valgt at holde fast i hos Stumper & Fielding.
Udover egentlig beklædning, hvor tweed og andre klassiske kvalitetsmaterialer dominerer, føres der også alt, hvad en gentleman – og hans kvindelige ledsager – ønsker af tilbehør, hatte, slips, butterflies, kufferter, håndtasker etc. i den lille forretning i Portobello Road. Suppleret med en del ”bare for sjov”.
Når kigget på gadens mange antikviteter og fancy udtænkte modepåhit er overset, så er det næsten som at komme ind i en oase, når man træder ind i det, der kunne sammenlignes med en tidslomme, hvor kvalitet, klasse og tradition går hånd i hånd. Nok er det især det klassiske og traditionelle, der præger udvalget i forretningen, men samtidig er der også flere klare fingerpeg i retning af, hvad bliver det næste, der hentes i fortiden for at blive en trend i nutiden”¦
Adresse: Stumper & Fielding, 107 Portobello Road , W11 2QB London.
Stumper & Fielding har ingen hjemmeside, men kan findes på Facebook her
Nærmeste undergrundsstation: Notting Hill Gate.
Men også i det centrale London er der mulighed for at ekvipere sig efter klassisk britisk tradition. I bydelen Bloomsbury, ikke langt fra hovedindgangen til British Museum ligger en forretning ved navn Thomas Farthing i Museum Street. Man overser ikke forretningen selv om facaden virker forholdsvis beskeden. Blikket fanges øjeblikkeligt af den ”Væltepeter”, der står op ad muren.
Den engelske betegnelse for en ”Væltepeter” er ”Penny farthing”, som referer til de to britiske mønter 1 Penny (en forholdsvis stor mønt) og den meget lille – nu udgåede – mønt, 1 Farthing (en kvart Penny) symboliserende størrelsesforholdet på Væltepeterens to hjul. Den danske betegnelse menes at være en ”undersættelse” af det franske ord for cykel, ”velocipede”.
Navnet Thomas Farthing er lånt hos en markant personlighed, der holdt til i kvarteret. Også her emmer det af kvalitet og tradition fra det øjeblik, man træder ind i forretningen, og ganske som i Portobello Road er man 100% loyal overfor den beklædning og det tilbehør, der har været kendetegnende for de lidt bedre stillede udenfor de større byer.
Man kan næsten føle sig hensat til en forretning i Aidensfield fra TV-serien ”Heartbeat”, hvor personerne må have været på indkøb. Kvaliteten af varerne på hylderne her er – lige som hos Stumper & Fielding – sikres ved, at det er klassiske mærkevarer som Harris Tweed til såvel herrer som damer. Hattene, ligeledes til både herre og damer, naturligvis er fra en af Storbritanniens førerne hatteleverandør, Christys’ Hats, hvor sortimentet omfatter alt fra bowlere over Fedora-modeller og panama-hatte til ”eight piece flat caps”, mens sko leveres fra Loake Shoemakers og så fremdeles. De to forretninger har da også et tæt samarbejde.
På skofronten bemærkes det, at den klassiske støvlet – ikke blot til vinterbrug – er ved at komme rigtigt frem igen, hvilket ses på hylderne i de to ”retro-butikker”, der leverer en stil, man kan blive helt sentimental over.
Så efter turist-besøget i British Museum, så er der lige lidt mere at kigge på hos Thomas Farthing, et besøg i en fortid, der stadig lever.
Adresse: Thomas Farthing, 40 Museum Street, WC1A 1LU London.
Hjemmeside: www.thomasfarthing.co.uk
Thomas Farthing kan også følges på Facebook her
Nærmeste undergrundsstation: Holborn
My Pleasure kan besøges på Facebook – lige her