Depechen er igen havnet hos en kvinde. Denne gang er det Ditte Hårløv Johnsen, der svarer på tiltale omkring hendes virke som fotograf. Ditte beskriver sig selv som genert. Jeg vil gerne beskrive hendes fotografier som fængende. Og tankevækkende. Samtlige fotos stammer fra Dittes serie, Maputo Diary.
Ditte – hvad roder du med rent fotografisk for tiden?
– Jeg er ved at samle en bog med de sidste 15 års billeder fra rejser tilbage til byen hvor jeg opvokset; Maputo i Mozambique.
Hvordan vil du beskrive din fotografiske stil overfor en person, som ikke har set dine fotos?
– Det må være personlig dokumentarisme.
Hvordan blev du i sin tid klar over, at du ville beskæftige dig med fotografering?
– Min oldefar var kunstmaler. Jeg har altid gerne ville være kunstner, men jeg var ikke god nok til at tegne og male. Og desuden er jeg meget genert. Da jeg fandt fotografiet, kunne jeg pludselig udtrykke mig så præcist, som jeg gerne ville og samtidig udfordre min generthed ved at opsøge og fotografere mennesker, der levede liv meget langt fra mit eget.
Et mindeværdigt øjeblik fra en fotooptagelse?
– Da jeg filmede og fotograferede den prostituerede trans Antoniata, mens han forhandlede prisen for et knald med en mand og pludselig gjorde min medvirken i akten til en del af handlen.
Hvad vil du gerne med dine fotos?
– Jeg vil gerne bevæge mennesker og få dem til at reflektere over det liv, de lever – og den verden vi lever i.
Hvornår er kvinder efter din mening smukkest?
– Alle mennesker er smukke, når paraderne er nede, og de viser en sandhed om sig selv.
Hvad er den største fordel ved at være kvinde og fotografere kvinder?
– Jeg fotograferer oftest mænd. Det er kun, når jeg har arbejdet med kvindelige prostituerede, at jeg som sådan har oplevet, at det var en fordel selv at være kvinde.
Skal man være lidt af en lurer for at blive en god fotograf?
– Man skal være nysgerrig og stædig og holde af mennesker for at lave de billeder, jeg laver.
Og hvornår er et foto rigtig godt i din verden?
– Når jeg selv bliver rørt af det.
Hvad kan man gøre som amatør for lige at peppe sine fotografier op?
– Mørke tegner fotografiet såvel som lyset. Tænk over komposition og indhold, når du tager billedet. Hvis fotografiet ikke holder, kan det ikke reddes ved at peppe det op.
Hvor kan man se mere til dine fotos?
– På min hjemmesiden www.dihajo.com
Tre hurtige til Ditte:
Hvad har din sommer budt på?
– Min mormor, der har været som en mor for mig, fløj videre i juni. Hendes død, og tiden op til, har været med mig hele sommeren.
Må vi se et hverdagsfotografi fra din telefon og høre lidt om det?
– Min mormor, da hun var døende.
Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Min kæreste laver fremragende mad hver dag.