Hvis du hører til den gruppe, der som oftest ser sushi som en weekend spise, så er du i samme bås som undertegnede. Eller var. Jeg har nemlig via et bekendtskab i ”ambassadørselskabet” stødt på en gut, der netop har åbnet den tredje sushibiks.
Navnet er dondon Sushi, og inden vi kommer for godt i gang, så skal det siges, at jeg fik oplyst fra anden side, at ”de har haft det hårdt, når det kommer til anmeldelser”. Nuvel. Nu gør jeg mig ikke i ekspertudtalelser eller smagsanmeldelser som sådan, men nævnes skulle det.
Summa summarum (før endt blogindlæg): Vil du spise dig mæt, uden det koster en formue, og til en kvalitet, der ligger langt over det, du får i supermarkederne, så er dondon sagen. Du må dog vinke farvel til sticks, som andre slår sig på, men kan du det, er dondon alle tiders bud på en hverdagssushi – et fænomen som jeg bryder mig godt om.
Det er blandt andet en sushirobot, der gør priserne venlige – den sparer mandetimer og dermed omkostninger. Jeg har endnu ikke set robotten, men jeg regner med at hilse på den en dag.
Tun og laks i form af nigiri var både møre og friske – dem skal du glæde dig til. Chilimayoen på tun (lynstegt på den ene side), gik ligeledes rent ind, og tangsalaten var svært delikat, selv flere timer efter afhentning. De almindelige makiruller var dog lidt mindre festlige.
Og så skal det slutteligt siges, at dondon ikke sammenligner sig med andre ”sushibikse”. Det er trods alt også et lidt andet udvalg og helt andre priser. Se selv her.