Home Pindemadder Syv retter på Acquamarina – til en god pris

Syv retter på Acquamarina – til en god pris

written by Nicolai Klingenberg 29. september 2011
Pin It

Hvis fisk er godt, så må meget fisk være meget godt. I øjeblikket er det muligt at blive bespist i stor stil til lille mønt på den italienske restaurant Acquamarina. Jeg lagde vejen forbi for at dokumentere, hvad der er at komme efter. Slib kniven, og skærp appetitten.

Kom nærmere. Der er italiensk på menuen.

Jeg har været på Era Ora to-tre gange før – og det altid været godt. Nogle retter har selvsagt smagt mig mere end andre, og sådan er det også med dagens indlæg. Ganske kort skal det nævnes, at Acquamarina er søsterrestaurant til Era Ora, og således lever det italienske i bedste velgående på fiskerestauranten i Borgergade.

Fuldvoksen orkide og hyggelig belyning - velkommen til Acquamarina.

Solen går tidligt ned i øjeblikket, og det kan føre drilske lysforhold med sig, når der skal tages billeder – men når det er sagt, så gør det noget særligt for stemningen. Blandt andet på Acquamarina – et glas lette bobler i form af Passerina kommer til bordet med det samme, mens vi gransker kortet med aftenens syv retter.

Italienske bobler som velkomst.

Før mine øjne lander midt på kortet, kommer brødet til bordet – det er fra Il Fornaio, som er en del af det italienske madkonglomerat, som blandt andet Elvio Milleri står bag. Topsprød ydre med saftig indmad og en olivenolie, du får lyst til at tage som shots ad libitum. Jeg bringer dog venligst en advarsel – go easy on the bread. Du bliver hurtigt mæt – og der er trods alt syv retter forude.

Det legendariske brød i baggrunden og alkoholfri bobler i front.

Nå, mens den stille baggrundsmusik, der i første omgang byder på munter, men ikke larmende jazz, kommer første tallerken til bordet. Laks, sværdfisk, olivenolie, lime, æbler og gulerødder ligger i et herligt virvar. Her er sagerne ikke komplicerede, men serveret i deres rene form. Ukompliceret, råt og friskt – og med lidt bid fra lidt chili. Nøddesmag fra rucola og lakrids fra fennikel bemærkes – og nydes.

Råt med råt på.

Acquamarinas placering på Borgergade er stemningsfuld på sin helt egen måde – her er ikke fornemt som i Bredgade, men der er en helt anden og egen stemning i Borgergade. Sådan lidt melankolsk på sin helt egen stemningsfulde måde. Men det har ikke noget med maden at gøre – jeg tænker bare.

Pausemoment.

Ret nummer to kommer til bordet – med låg på. I en lille jerngryde ligger en gratineret auberginetærte med referencer til Sicilien. En vegetarret i øvrigt. Den dybstegte aubergine er dryppet af, inden den er blevet opbygget som en lasagne (a la lag på lag) for dernæst at blive pyntet med parmesan og et enkelt blad basilikum. En velsmagende kontrast til ret nummer et.

Vegatarisk herlighed med lasagne opbygning.

Italiensk med et lettere eksotisk twist kan man kalde ret nummer tre, for her er kokosmælken i spil sammen med friske urter, fisk, muslinger og jomfruhummer. Man er ikke karrig med havets skatte i øvrigt – talrige muslinger, en flot jomfruhummer og saftige fiskestykker titter frem i suppen. Den er herlig – men jomfruhummerne måtte gerne have været flækket i ryggen, og den ene har den sorte streng i ryggen. Det er ufarligt, men måske lige lovlig rustikt.

Strike-a-pose - eksotisk fiskesuppe med galionsfigur.

Hess is More har overtaget playlisten i baggrunden og afløst jazz’en. Og nummeret ”Yes boss” gør sig godt til både stemningen i Borgergade og den dæmpede belysning i restauranten. Du får den lige her – sangen altså.

Så er der øko på menuen. Men uden hysteri. Et anretterbord parallelparkeres ved vores bord og vores tallerkener fyldes flot op. Der er økologisk pasta på menuen, som er kulsort – farvet med blæksprutte blæk i øvrigt. Pastaen er al dente – altså kortvarig kogt. Den er i selskab med hvidvin, kikærter, tun, cherrytomater og et sandt urteorgie. Jeg har som sådan ikke noget konkret at udsætte på retten, men det var den af de syv, der gjorde mindst for mig. Jeg kan dog ikke love, du vil være enig.

Fart over feltet ved anretterbordet. Vi skal have økologisk pasta.

Vi er nået til ”femmeren” – og det er Elvio Mileris all time yndling fra barndommen. Jeg er ikke et barn, men følger alligevel nemt hans dom. Der er tale om en guldbars – en hvid fisk – der er omsvøbt af en lækker grøn ”creme””. Den er lavet på bladene fra sølvbeder (sølv og guld i samme ret), og tilsat hvidløg, men der findes også en herlig rødvin-balsamico sag, en ratatouillelignende, men langt mere velsmagende grøntsagsblanding – en virkelig velkomponeret ret.

Den drønfrække guldbars i smukke omgivelser.

Vejen har været lang, velsmagende og mættende, men der er er stadig to indslag på kortet – den første er tre oste fra støvlelandet. To på komælk – og en på fåremælk. Og vi kommer godt gennem et par forskellige smagsnuancer – den kradse/skarpe, den salte og den forholdsvis milde. De tilhørende syltede æbler i form af mos går rent ind, og der findes lidt bid i en tilhørende gele, som du bør blande med de rå mandler.

Oste. Fra Italien.

Det siges, at det sidste indtryk folk får, når de er ude – både i supermarkeder og på restauranter – kan kompensere for en dårlig oplevelse. Nu var der intet dårligt ved aftenens indslag, men jeg kan garantere, at den afsluttende tiramisu kunne havde kompenseret for virkelig meget. Til dato den mest luftige og lækre – dog stadig med tyngde – tiramisu, jeg har sat tænderne i. Akkompagneret af lidt ananas, sprøde nødder og hvid chokolade gjorde det i den grad for mig. Og medspisende Musse. Den flydende prik over i’et var en macchiato – den tenderer min nye favorit efter en kort flirten med langt mere damede cappuccino.

Hello sweetness.

Det skal siges, at de syv retter ikke er af fuld størrelse, så du kan komme igennem hele menuen – og særligt, hvis du tager det roligt med brødet. Prisen er pt. i bund via en Greed mulighed. Du får de syv retter til 390 kroner. Bestil sagen på Greeds hjemmeside – det gælder til og med den kommende søndag, hvorefter prisen er den samme. Muligheden for den gode pris hænger blandt andet sammen med, at Acquamarina har fået en omstrukturering internt, og teamet vil gerne vise, at de stadig kan. Og er til stede i Borgergade.

Amore.

Pin It

You may also like

  • Henrik

    Fornem anmeldelse og jeg værdsætter i særdeleshed den subjektive vurdering, da jeg typisk forholder mig ret kritisk overfor denne type tilbud. Det er herligt at se, at det ikke umiddelbart virker til, at de har skåret på kvaliteten eller mængderne i forbindelse med tilbudet.

    Forresten vil jeg lige høre om du kan huske navnet på den foto-kunstner du tidligere har skrevet om, som lagde vejen forbi København? Jeg husker storbysbilleder og pæne piger.

  • Anonym

    Tak for de venlige ord, Henrik. Der er altid retter på en menu, der vinder over andre, og det forsøger jeg at dele.

    Kunstneren du tænker på, er David Drebin. Han kan et og andet med damer og storbyer. På en og samme gang endda.